Rev udgjort af truede arter kan bane vejen for mere liv i havet
12.12.2024 08:00:00 CET | WWF Verdensnaturfonden | Pressemeddelelse
Nordsøregionen var engang fyldt af biogene rev, men i takt med at intensiv udnyttelse har forværret havmiljøet, er også de fleste af de oprindelige biogene rev forsvundet. Derfor vil WWF Verdensnaturfonden og Ørsted sætte et rev fyldt med hestemuslinger og oprindelige østers ud og har netop valgt Hirsholmene tæt på Frederikshavn som lokation.

Biogene rev – rev bygget af levende organismer – er et vigtigt levested for mange danske havdyr. Desværre er både antallet og kvaliteten af vores oprindelige biogene rev faldet markant i løbet af de sidste hundrede år, og i særdeleshed i Nordsøen. Særligt hårdt er det gået ud over banker af europæiske fladøsters og hestemuslinger. Derfor igangsatte WWF Verdensnaturfonden og Ørsted med DTU Aqua som videnskabelig partner i 2022 et stort projekt, der sigter mod at producere østers og hestemuslinger med henblik på at genoprette biogene rev i den danske del af Nordsøregionen, som også inkluderer det nordlige Kattegat.
Adskillige lokationer i de danske have, bl.a. Anholt Vindmøllepark og Thyborøn Stenvolde, har været overvejet som lokation for projektet. Valget endte på Hirsholmene ved Frederikshavn, der er ideelt, fordi der tidligere har været europæiske fladøsters i området lige nord for, og der fortsat er spredte forekomster af hestemuslinger i området – et vigtigt kriterie for at maksimere chancerne for revets overlevelse.
Ingrid Reumert, SVP og direktør for kommunikation og bæredygtighed hos Ørsted, siger:
"Det her er et vigtigt projekt, der vil gavne havmiljøet, øge biodiversiteten og forbedre vandkvaliteten lokalt i Nordsøen – og derfor at det glædeligt, at vi nu har rundet en vigtig milepæl ved at vælge en lokation for projektet, så vi kan bevæge det fremad. I samarbejde med WWF Verdensnaturfonden ønsker vi at sætte nye standarder for biodiversitetsfremmende arbejde i forbindelse med udviklingen af havvind, og derfor er der brug for innovative projekter som BioReef, der kan gøre os klogere på mulighederne."
Mikkel Aarø-Hansen, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden, siger:
"Vi er midt i en biodiversitetskrise, som vi kun kan løse med stærke samarbejder og gennem nye, innovative løsninger. Det er projektet om biogene rev et godt eksempel på. Revene giver føde og ly til små fisk og andre havdyr. Det er vores mål, at erfaringer fra BioReef-projektet i Nordsøregionen skal kunne anvendes internationalt, så vi skalerer indsatsen og vil dele viden fra vores fælles naturgenopretningsprojekt med resten af verden."
Pernille Nielsen, projektleder og seniorforsker på Sektion for Kystøkologi hos DTU Aqua, siger:
"Det er første gang, man forsøger at etablere banker af hestemuslinger i stor skala og genetablere østersbanker i danske farvande. Der skal produceres levedygtig yngel af østers og hestemuslinger af en vis størrelse for at nå den kritiske masse, der er nødvendig for at realisere projektet. DTU Aqua har indgående viden og erfaring inden for både klækkeri og distribution af bl.a. muslinger og østers i indre danske farvande, hvilket er afgørende for at kunne etablere det biogene rev i BioReef-projektet."
Etableringen af et biogent rev ved Hirsholmene kræver en myndighedsgodkendelse, der først skal indhentes, og den konkrete udlægning af østers og hestemuslinger kan derfor tidligst gå i gang i 2027. Men allerede nu planlægges der forsøg med udsætninger tæt på DTU Aquas faciliteter ved Dansk Skaldyrscenter i Limfjorden, hvor der løbende kan holdes øje med forsøgene. Forsøgene foretages i første omgang med den art, der er længst fremme i arbejdet, nemlig europæiske fladøsters, og forsøgene har til formål at teste materialer og forskellige udformninger, som skal sikre god vækst og beskytte de unge østers mod rovdyr såsom krabber og søstjerner.
Etableringen af biogene rev ved Hirsholmene skal medvirke til at udvikle nye innovative metoder til etableringen af lignende rev, der kan bruges i forbindelse med genopretningsprojekter mange andre steder i verden.
Om biogene rev
I danske farvande bliver biogene rev skabt af bl.a. muslinger og østers, der danner substrat og skjul for andre dyr og opfylder mange økosystemfunktioner. Disse arter kan danne biogene rev bestående af levende dyr og tomme skaller fra disse dyr. Derfor er der siden projektets start indsamlet og dyrket østers- og muslingeyngel, som skal være en del af det biogene rev.
Når de er etableret, fungerer biogene rev som fødegrundlag og skjulesteder for andre havdyr og som grobund for makroalger og organismer som koraller og havsvampe, der har brug for hårde overflader at hæfte sig fast på. Alle biogene rev er en afgørende del af havets økosystemer.
Om valg af lokation til BioReef-projektet
-
Placeringen af det biogene rev er vigtigt, og derfor har WWF Verdensnaturfonden og Ørsted sammen med et team af forskere fra DTU Aqua undersøgt, hvor der tidligere har været rev af østers og hestemuslinger i de danske have. En af projektets største udfordringer er at finde et område, der både historisk har været hjemsted for en banke og forsat er egnet til biogent rev, og som er beskyttet mod aktiviteter, der kan true de nye revs eksistens.
-
Det valgte område ved Hirsholmene ved Frederikshavn er udpeget som et marint beskyttelsesområde, et såkaldt Natura 2000-område. Der er særligt strenge regler for planer og projekter i området, og der bundtrawles kun i begrænset omfang.
-
Etableringen af et biogent rev ved Hirsholmene kræver en myndighedsgodkendelse, der først skal indhentes, og den konkrete udlægning af østers og hestemuslinger kan derfor tidligst gå i gang i 2027
Projektets milepæle
2023: Indsamling af moderdyr og screening af historiske lokationer med biogene rev i danske farvande.
2024: Udvælgelse af placeringen af det eller de biogene rev i den danske del af Nordsøregionen. Udvikling af protokoller for produktion af europæiske fladøsters og hestemuslinger og test af mindre revs levedygtighed i kystnære områder.
2025-26: Yderligere testning i klækkeriet og på kystnære lokationer.
2027: Etablering af rev i den danske del af Nordsøen påbegyndes.
Ørsted og WWF Verdensnaturfonden
Det marine genopretningsprojekt, BioReef, bygger videre på et samarbejde fra 2018, hvor WWF Verdensnaturfonden og Ørsted sammen etablerede 3D-printede rev i Anholt Havmøllepark. De marine genopretningsprojekter understøtter både Ørsteds ambition om senest i 2030 at sikre, at alle nye energiprojekter, der sættes i drift, skal have en netto-positiv biodiversitetspåvirkning, og WWF’s opfordring til at standse og vende tabet af biodiversitet inden 2030.
Du kan læse mere på www.orsted.com/WWF og www.wwf.dk/Orsted.
Kontakter
Mai-Britt NoeHead of Press & MediaWWF Verdensnaturfonden
Tlf:+45 28 93 63 28mai-britt.noe@wwf.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Fisk flytter ind i 63 3D-printede rev i Nordhavn2.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Livet under overfladen i Nordhavn får nu endnu bedre betingelser. By & Havn og WWF Verdensnaturfonden har nemlig etableret i alt 63 kunstige levesteder for livet i havnen blandt andet med hjælp fra 5. klasses-elever, som har været med til at designe nogle af de 3D-printede rev.
VELUX Gruppen annoncerer sidste skovprojekt i WWF-partnerskab26.8.2026 11:50:35 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt skovprojekt i Madagaskar skal beskytte og bevare 275.000 hektar skov. Det er det fjerde og sidste i VELUX Gruppens portefølje af skovprojekter i Vietnam, Uganda og Madagaskar, der nu alle er under implementering. Porteføljen af projekter udgør kernen i det 20-årige partnerskab mellem VELUX Gruppen og WWF.
Krillfiskeri ved Antarktis stiger 117 procent og truer pingviner, hvaler og sæler20.8.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I Sydhavet og omkring den antarktiske halvø er fiskeriet efter krill eksploderet efter en international fiskeriaftale er udløbet. Det er kritisk for hele fødekæden inklusive truede arter som kejserpingvin, pelssælen og blåhvalen, der lever her. WWF Verdensnaturfonden opfordrer kraftigt landene til at indgå en ny aftale, når denne skal forhandles i oktober.
WWF finder ny programleder i Grønland18.8.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Jane P. Lantz skal stå i spidsen for WWF's arbejde med naturbevarelse, biodiversitet og bæredygtig udvikling i Grønland i samarbejde grønlandske partnere, lokalsamfund og myndigheder.
Flere danskere finder ingen pindsvin under national tælling17.8.2026 16:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Andelen af danskere, der ikke finder pindsvin under den landsdækkende pindsvinetælling, er steget. Det kan skyldes den rekordvarme sommer, mener Dr. Pindsvin og WWF Verdensnaturfonden, der står bag tællingen, som i år er gennemført for fjerde gang.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

