Sparekassen Kronjylland

Betal nu eller lån med renter? Derfor skal du tage stilling til indefrysning af din grundskyld

Del

Fra årsskiftet løber der renter på ny indefrosset grundskyld, og derfor skal du inden da som husejer tage stilling til, om du vil indefryse en eventuel stigning eller betale med det samme.

Vil du have et lån med renter på, eller vil du betale nu? Det valg står du overfor som husejer, hvis din grundskyld er steget. Det skyldes, at grundskyldstigninger over 300 kr. fremover som udgangspunkt indefryses som et lån hos skatteforvaltningen, og her løber der renter på.

Det fortæller Jesper Vejergang Christensen, der er fagchef for bolig i Sparekassen Kronjylland.

- Det er værd at tage stilling til, om du ønsker et lån eller ej. Selvom renteudgifterne for et enkelt år måske ikke er voldsomme, så løber det op over en længere årrække. Der løber renter på hvert år, og man betaler også renter af renterne, siger han.

Hvis ens grundskyld er steget i 2024, og man ikke vil have stigningen indefrosset som et lån med renter, skal man aktivt fravælge indefrysning senest 31. december 2024.

De nye regler gælder fra i år

Siden 2018 er stigningerne i grundskylden på mere end 200 kr. som udgangspunkt blevet indefrosset hos kommunen. Som boligejer har du ikke betalt stigningerne, men har i stedet lånt pengene af det offentlige og skal først betale lånet tilbage, når du sælger din bolig.

Dette lån har du ikke betalt renter af, og det ændrer de nye regler heller ikke på, da indefrosset grundskyld fra før 2024 fortsat vil være hos kommunen.

De nye regler betyder dog, at nye stigninger i grundskylden nu indefryses hos Skatteforvaltningen – og nu som et lån med renter. Renten tilskrives, når lånet stiftes i 2025. Her er renten 2,66 %, og den justeres årligt.

Det skal du tage stilling til

Hvis du ikke aktivt fravælger at få indefrosset nye stigningerne i grundskylden, vil renteudgifterne til dit lån til det offentlige fremover løbende stige – indtil du sælger din bolig og skal betale pengene tilbage. Du kan dog vælge at betale en eventuel grundskyldsstigning med det samme, forklarer Jesper Vejergang Christensen:

- Men det kræver, at du aktivt fravælger indefrysning. Min opfordring er, at man som boligejer ikke passivt tager den automatiske løsning, men aktivt tager stilling til, om man vil have indefrysningslån eller ej, fortæller han.

Om det er bedst at få indefrosset eventuelle stigninger, eller om det er bedst at betale nu, er helt individuelt, fortæller Jesper Vejergang Christensen.

- Man kan ikke sige noget generelt om, hvad der er bedst, for det kommer fuldstændig an på, hvad den enkelte har det bedst med, og hvordan ens økonomi ser ud. Det vigtigste er, at man tager stilling til, om man vil have lånet, eller om man vil betale stigninger i grundskylden med det samme, siger han.

Dit valg er ikke fastlåst for mere end et år ad gangen. Hvis din grundskyld for i år indefryses, kan du derfor godt fravælge indefrysning for eksempelvis for 2025. Du kan også altid vælge at indfri et indefrysningslån, der allerede er etableret.

Det nye er:

  • Fra 1. januar 2024 kommer der renter på ny indefrysning
  • I 2024 er minimumsgrænsen for indefrysningslån på 300 kroner

Sådan afmelder du indefrysning af grundskyld for 2024:

  1. Log ind på tastselv.skat.dk
  2. Find din forskudsopgørelse for 2024
  3. Scroll ned og find din bolig under ”Eksisterende ejendomme og grunde”
  4. Klik på ”Boligskattelån”” og tryk ”Vælg eller fravælg indefrysningslån til betaling af skattestigninger”
  5. Vælg ”Nej” under ”Ønsker du indefrysningslån til betaling af skattestigninger?”
  6. Tryk ”Registrer” nederst på siden. Tryk derefter ”Beregn” og ”godkend”.

Du kan fravælge indefrysning for 2025 under forskudsopgørelsen for 2025.

OBS: Du kan også vælge at indefryse stigninger i din ejendomsværdiskat

Ovenstående handler om grundskyld, men vær opmærksom på, at du som noget nyt også kan vælge at indefryse eventuelle stigninger i din ejendomsværdiskat. Det sker også med et lån. der løber renter på. Her skal du dog omvendt aktivt tilvælge indefrysning, hvis du ikke vil betale stigningerne løbende. Læs mere på: https://www.vurderingsportalen.dk/ejerbolig/boligskat/indefrysningslaan/

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Sparekassen Kronjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sparekassen Kronjylland

Sparekassen Kronjylland er ny hovedpartner på Mediano i 20255.12.2024 14:00:29 CET | Pressemeddelelse

Danmarks førende fodboldpodcast, Mediano, vil fra det nye år have Sparekassen Kronjyllands logo som en del af sit, ligesom pengeinstituttet bliver nævnt i forbindelse med mediets cirka 600 årlige podcast-udsendelser. Sparekassen Kronjylland træder nemlig ind som ny hovedpartner på Mediano i hele 2025. - Vi kender Mediano fra vores fortsatte gode samarbejde om Mediano Håndbold, og vi glæder os til at udvide samarbejdet betragteligt, siger kommunikationschef i Sparekassen Kronjylland Jan Salling. Mediano har sat nye standarder for fodboldformidlingen i Danmark og øger ambitionerne yderligere frem mod 2025, hvor de lancerer helt nye formater. Udover at blive nævnt som hovedpartner i udsendelserne, bliver Sparekassen Kronjyllands budskaber integreret i særligt udsendelserne om superligaen, hvor der vil være fokus på den gode relation. Sammen med Mediano går Sparekassen Kronjylland samtidig ind i kampen mod ludomani. Op mod 500.000 danskere har et problematisk forhold til pengespil, og Medi

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye