Ny rapport: Den private sektor er altafgørende for at nå globale biodiversitetsmål
3.12.2024 12:29:38 CET | WWF Verdensnaturfonden | Pressemeddelelse
Mens tabet af biodiversitet er på et kritisk niveau, slår ny rapport fra svenske Milkywire og WWF Verdensnaturfonden fast, at vi ikke kan nå de globale biodiversitetsmål uden en stor indsats fra virksomheder. Rapporten fremhæver til inspiration Klarna og VELUX Gruppen, der begge investerer i natur- og biodiversitetsprojekter uden for deres egen produktion og værdikæde.

Nu da støvet har lagt sig fra årets COP-sæson, står én ting klart: Den private sektor spiller en afgørende rolle i at opnå de globale biodiversitetsmål, som verdens lande har forpligtiget sig til via naturens ’Paris-aftale’, det såkaldte Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework (GBF). Her forpligter verdens lande sig til at standse og vende tabet af biodiversitet inden 2030 samt at beskytte 30 procent af verdens land, ferskvand og havareal inden 2030.
Den nye rapport, Financing Nature: How Collaborative Approaches Can Drive Private-Sector Biodiversity Actions, understreger desuden, at virksomheder, der både fokuserer på at sikre en bæredygtig drift og værdikæde, og samtidig udvider ambitionerne til at række ud over egen produktion, har en fordel i forhold til at positionere sig inden for bæredygtighed og øger deres konkurrencedygtighed.
"Vi nærmer os 2030 med hastige skridt, og at nå de globale biodiversitetsmål kræver mere end at fokusere på egne værdikæder. Flere virksomheder ser allerede værdien i at investere i en natur-positiv fremtid i kraft af reducering af naturrelaterede risici i forsyningskæder, tilpasning til forbrugerbehov og tiltrækning af talenter og investorer med fokus på bæredygtighed. Flere virksomheder bør være opmærksomme på denne mulighed og samarbejde med både deres egne brancher og interessenter for at sikre en planet i balance,” siger Jill Raval, Nature Lead hos Milkywire.
Virksomheder er afhængige af naturen, og for at sikre naturressourcer til fremtiden, er de derfor nødt til at adressere de underliggende årsager til tab af natur og biodiversitet i deres egen forretning, men de skal også forpligtige sig til at bevare og genoprette land- og havområder.
"Virksomheder står i en sårbar situation, når naturen forsvinder. Tabet af natur globalt vil medføre stigende råvarepriser, vandmangel og et behov for at skifte til nye produktionsmetoder. Som rapporten fremhæver, er det derfor afgørende, at virksomheder engagerer sig i naturprojekter uden for egne værdikæder og aktivt støtter initiativer, der beskytter og genopretter natur og biodiversitet. På denne måde bidrager de ikke kun til de globale biodiversitetsmål, men sætter sig også i en langt mere favorabel position på den lange bane i en stadig mere naturbevidst økonomi", siger Jacob Fjalland, Innovationsdirektør i WWF Verdensnaturfonden.
Store virksomheder går forrest
Det er komplekst for virksomheder at beslutte, hvilke handlinger og naturrelaterede projekter, der kan skabe de mest meningsfulde resultater. Rapporten fremhæver at samarbejde og partnerskaber gør det lettere for virksomheder at skabe reel forandring. Det eksemplificeres via Klarna og VELUX Gruppen, der som store virksomheder går forrest og investerer massivt i natur uden for deres egen værdikæde og forretning. Men de gør det ikke alene.
VELUX Gruppen, der har et 20-årigt partnerskab med WWF Verdensnaturfonden, fremhæver vigtigheden af strategiske partnerskaber, der fokuserer på naturbevarelse og -genopretning i stor skala.
"Der er et akut behov for handling, hvis vi skal minimere konsekvenserne af klima- og biodiversitetskriserne. Private virksomheder spiller en central rolle i at drive den nødvendige forandring, men vi har brug for, at flere virksomheder investerer i projekter der gavner både klima, biodiversitet og lokalsamfund udenfor deres egen værdikæde. Ved at tage føringen i finansiering af og støtte til skovbevarings- og genopretningsprojekter med fokus på både mennesker, klima og natur, reducerer og fjerner vi ikke kun vores historiske CO2-emissioner, vi lægger også fundamentet for en mere bæredygtig og modstandsdygtig fremtid", siger Fleming Voetmann, Vice President of External Relations and Sustainability I VELUX Gruppen.
Via partnerskabet med Milkywires ’Nature Transformation Fund’ giver Klarna 1 pct. af deres overskud til naturprojekter – og gør det muligt for andre virksomheder at gøre det samme. Hvis flere virksomheder gjorde som Klarna, ville det kunne gøre en mærkbar forskel i forhold til at lukke det globale finansieringsgab for naturen. Hvis de 500 største globale virksomheder besluttede at afsætte blot 1 pct. af deres overskud til naturbevarelse vil det medføre 43 milliarder USD årligt i finansiering til naturen. Det svarer til 41 pct. af den årlige nødvendige naturfinansiering fra virksomheder inden 2030.
"Vores globale økonomi er indlejret i naturen, så alle virksomheder bør bidrage til naturbevaring. Vi har i tre år finansieret natur- og biodiversitetsinitiativer og opbygget omfattende viden om udvælgelsen af projekter med fokus på effekt. Med Nature Transformation Fund gør vi denne ekspertise tilgængelig for alle virksomheder, der ønsker en enkel og troværdig vej til at støtte effektbaserede handlinger for natur og biodiversitet", siger Alexander Farsan, Head of Climate and Environment hos Klarna.
Webinar om finansiering af natur
Den 11. december kl. 10 afholder Milkywire og WWF Verdensnaturfonden et webinar med fokus på den private sektors afgørende rolle i naturkrisen. Milkywires Nature Lead, Jill Raval, og WWF Verdensnaturfondens innovationsdirektør, Jacob Fjalland, vil uddybe indsigter fra den nye rapport. Desuden vil Klarnas Head of Climate and Environment, Alexander Farsan, og VP for ekstern relation og bæredygtighed i VELUX Group, Fleming Voetmann, dele deres erfaringer om virksomhedernes naturindsatser.
Om WWF
WWF (World Wide Fund for Nature) er en af verdens største og mest indflydelsesrige organisationer med mere end fem millioner støtter globalt. WWF har kontorer i flere end 80 lande og mere end 1.200 projekter over hele verden. WWF’s mission er at stoppe forringelsen af jordens naturlige miljø og skabe en fremtid, hvor mennesker lever i harmoni med naturen. Den danske afdeling, WWF Verdensnaturfonden, blev grundlagt i 1972 af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Læs mere på wwf.dk.
Om Milkywire
Milkywire forbinder virksomheder med førende porteføljer af høj-kvalitets klima- og naturprojekter, der leverer substansielle og meningsfulde resultater. Milkywires porteføljer, der er i overensstemmelse med rammeværker som Science Based Targets Initiative (SBTi), er udviklet af top videnskabelige eksperter og dækker centrale emner som CO2-fjernelse, genplantning af skov, naturbeskyttelse, politik, fortalervirksomhed og meget mere. Læs mere på www.milkywire.com.
Kontakter
Mai-Britt NoeHead of Press & MediaWWF Verdensnaturfonden
Tlf:+45 28 93 63 28mai-britt.noe@wwf.dkFølg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Ny måling: Regnskov og hav topper listen over danskernes bekymring for verdens natur25.2.2026 09:12:08 CET | Pressemeddelelse
Flere end tre ud af fire danskere efterlyser handling for at passe bedre på verdens truede arter og natur. Det viser en helt ny Megafon-måling for WWF op til den store landsindsamling for naturen den 3. marts.
Din fisketur kan hjælpe forskerne: Nu skal Sejerøbugtens fisk kortlægges19.2.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Du kan hjælpe WWF Verdensnaturfonden og forskere fra DTU Aqua med at blive klogere på, hvilke fiskearter der lever i Sejerøbugten. Deltag i undersøgelsen ved at registrere dine fisketure på Fangstjournalen.dk.
Julie Hjort er ny chef for partnerskaber i WWF Verdensnaturfonden5.2.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Til marts bliver Julie Hjort chef for partnerskabsafdelingen i WWF Verdensnaturfonden. Hun kommer senest fra en stilling som vicedirektør i Dansk Design Center.
Halvdelen af Danmarks fodaftryk på natur sættes i udlandet2.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danskerne har ét af verdens højeste fodaftryk på naturen, og omtrent halvdelen efterlades uden for vores egne landegrænser. Det viser en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden. Organisationen opfordrer samtidig til, at Danmarks fodaftryk tænkes ind i den kommende naturlov.
WWF, DN og Dyrenes Beskyttelse: Fiskeriministeren holder torskens fremtid i sine hænder4.12.2025 11:29:54 CET | Pressemeddelelse
Under de kommende kvoteforhandlinger for Nordsøen og Skagerrak har den danske fiskeriminister en mulighed for at udvise rettidig omhu for torsken, der af forskere anbefales totalfredet i alle danske farvande i 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum