Estate

Den første sne er faldet – Hvornår skal du ud og skovle?

Del

Vinteren nærmer sig, og den første sne er nu faldet. Ude på vejene kører sneploven og saltbilen, men hvad med inde på fortovet? Hvem skal rydde sne, salte og gruse dér? Og hvad, hvis der sker en ulykke på dit fortov?

Vinteren står for døren og den første sne er allerede faldet. Derfor er det vigtigt, at du har styr på reglerne for snerydning.
Vinteren står for døren og den første sne er allerede faldet. Derfor er det vigtigt, at du har styr på reglerne for snerydning. Shutterstock

Sneen daler. Det er bidende koldt. Du bliver inden døre og nyder centralvarmen. Ude på fortovet falder postbuddet med sin cykel og han er rasende. På dig. Med god grund. For har du forsømt dine forpligtelser i forhold til snerydning og glatførebekæmpelse, kan du risikere at skulle betale erstatning, hvis nogen kommer ud for en ulykke ved din bolig.

Og det kan blive en dyr fornøjelse, hvis du skal betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller svie og smerte. De fleste er dækket af den ansvarsforsikring, der er indeholdt i husforsikringen, men har du ikke sådan en, skal du betale erstatningen af egen lomme. 

Hvor og hvornår skal du rydde sne?

Snerydningen er grundejerens ansvar og pligt. Og der er en god grund til, at der bliver ryddet. Det skal nemlig sikre, at postbuddet, pakketransporten, skraldemanden og forbipasserende kan komme sikkert forbi – eller til og fra – din bolig, uden fare for at komme galt afsted.

Pligten til at rydde sne gælder dér, hvor der er direkte adgang til din bolig via fortov, vej eller sti. Det betyder f.eks., at hvis du ejer en hjørneejendom, er du ansvarlig for fortovet eller stien på begge sider af hjørnet.

Som husejer skal du rydde sne, salte eller gruse følgende steder:

  • fortovet
  • indkørslen
  • havegange
  • på trapperne foran dit hus

Det er skønt, når kommunens sneplov kører forbi. De gule blink på taget af lastbilen giver løfter om farbar vej. Men for dig som grundejer giver det lidt ekstra arbejde.

Hvis de snebunker, som kommunens koste og sneplove efterlader, spærrer for adgangen til din indkørsel eller havegang, må du ud med skovl og kost. Samtidig skal du også sørge for, at afløbsristene er ryddet for sne, så smeltevandet kan komme væk, når tøvejret kommer.

Du kan ikke vente på, at sneen tør

Du skal rydde sne. Og det skal være så hurtigt som muligt efter den hvide dyne har lagt sig. Dit fortov og indkørsel skal være ryddet for sne og saltet/gruset mellem kl. 07 og 22 fra mandag til lørdag og mellem kl. 08 og 22 om søndagen.

Du behøver dog ikke smide alt, hvad du har i hænderne. Hvis du ikke er hjemme, fordi du f.eks. er på arbejde eller udenbys, behøver du ikke at haste hjem. Du skal blot sørge for at tage fat i sneskovlen, som det første, når du kommer hjem igen.

Hvad er reglerne for snerydning på privat vej?

Bor du på en privat vej, er reglerne anderledes. På private fællesveje og private veje rydder kommunen ikke sne. Her er det derimod dig eller din grundejerforening, der har ansvaret for snerydningen og glatførebekæmpelsen på vejen, så kørebanen er farbar.

Hvis ikke grundejerforeningen har en ordning, hvor I får ryddet sne, skal du selv klare snerydningen helt ud til midten af kørebanen. Din genbo skal rydde den anden halvdel indtil midten.

Lejere skal også være opmærksomme

Hvis du bor til leje, er det som udgangspunkt din udlejer, der har ansvaret for snerydningen. Dog kan der være en undtagelse, hvis det står i lejekontrakten, at du som lejer har vedligeholdelsespligten og dermed ansvaret for glatførebekæmpelsen. Hvis det er tilfældet, er det på med vanten, selv om du bor til leje.

Kig op – pas på istapper og sne på taget

Hvis der er kommet istapper og ligger store snedynger på dit tag, skal du sørge for at få fjernet begge dele. Her gælder de samme regler, som for den øvrige vintervedligeholdelse. Du har faktisk pligt til både at advare forbipasserende og afspærre, hvis der er fare for nedfaldne istapper og snedynger. 

Hvad sker der, hvis du ikke rydder sne?

Hvis du ikke rydder sne, kan der ske forskellige ting. Hvis renovationsarbejderne ikke kan komme ind til din affaldsspand, risikerer du, at du ikke får tømt dit affald eller ikke får leveret post og pakker.

Sker det gentagne gange at du ignorer din forpligtelse til at glatførebekæmpe og rydde sne, kan du risikere at kommunen fjerner sne og salter for dig. De gør det dog ikke gratis, men derimod på din regning. Politiet kan også give dig en bøde for manglende vintervedligeholdelse.

Hvor skal du gøre af sneen?

Du kan ikke bare skovle sneen ud på vejen eller cykelstien, og gå ind i varmen. Når du fjerner sneen på din grund, er der regler for, hvor du må anbringe den: 

 

  • Hvis der er en cykelsti ved vejen, skal du lægge sneen i bunker langs kantstenen mellem fortov og cykelsti. Du skal efterlade minimum 2 meter af cykelstien fri i bredden. Er det ikke muligt, skal du lægge sneen på kørebanen langs kantstenen mellem kørebanen og cykelstien  

  • Du må ikke lægge sneen ud for busstoppesteder, i fodgængerovergange og på gadehjørner

  • Du må ikke lægge sneen op ad træer, brandhaner, elskabe, fordelerskabe, trafiklys og lignende.

Nøgleord

Om Estate

Estate er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 90 forretninger fordelt over hele Danmark. Kædens ejendomsmæglere har alle stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere med køb og salg af bolig.

Estate er ejet af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit.

Følg pressemeddelelser fra Estate

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Estate

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye