Nu kan seks organisationer se frem til to millioner kroner i støtte til it-frivillige
Fra it-hjælp på tegnsprog til rådgivning af digitalt udfordrede borgere på et bibliotek. Projekterne spænder vidt, når seks organisationer modtager tilskud fra pulje, der støtter frivillige, som hjælper borgere med det digitale.
Danmark er nået langt med digitaliseringen af den offentlige sektor, men vi skal have alle med. Frivillige over hele landet yder en stor og vigtig indsats for at hjælpe borgere, der oplever udfordringer med det digitale. Derfor har regeringen og Folketingets partier lavet en tilskudspulje til frivilligindsatser med it-hjælp, hvor der uddeles to millioner kroner i anden og sidste runde.
”Civilsamfundet spiller en vigtig rolle i at støtte borgere i at begå sig i et samfund, der bliver mere og mere digitalt. De frivilliges indsats er et vigtigt supplement til den hjælp, man kan få hos for eksempel borgerservice. Med puljen får organisationer, der løser den opgave, hjælp til at øge de frivilliges kompetencer og glæde ved at kunne hjælpe andre,” siger digitaliseringsminister Caroline Stage.
I den anden og sidste ansøgningsrunde modtager KFUM’s Sociale Arbejde, Den Frie Rådgivning, Hjernesagen, Danske Døves Landsforbund, Ældre Sagen og Ordblindeforeningen Danmark tilskud fra puljen. De seks projekter bidrager til at opkvalificere de frivillige – til gavn for de borgere, der er udfordrede af digitaliseringen.
Projekterne modtager i alt to millioner kroner.
Tre af projekterne har fokus på borgere med forskellige funktionsnedsættelser eller handicap. Derudover er der tre projekter, der fokuserer på henholdsvis socialt udsatte, ældre borgere samt generelle udfordringer med det digitale.
Tilskudspuljen til frivilligindsatser med it-hjælp har til formål at understøtte civilsamfundsorganisationer, som har frivillige, der gør en indsats for at hjælpe borgere, der er udfordrede af digitaliseringen. Puljen skal bidrage til at fremme et mere inkluderende digitalt velfærdssamfund for alle.
Læs mere om de projekter, der får støtte herunder eller på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.
Fakta om tilskudspulje til frivilligindsatser med it-hjælp
Tilskudspuljen er en del af den politiske aftale om Indsatser for digital inklusion, der blev indgået den 27. juni 2023 mellem regeringen og Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet. Der var afsat i alt 3 mio. kr. til tilskudspuljen, hvoraf 1 mio. kr. blev udmøntet i første ansøgningsrunde i 2023, og 2 mio. kr. fordeles i denne anden ansøgningsrunde.
Projekter der modtager støtte:
KFUM’s Sociale Arbejde: Digital næstehjælp – digital inklusion af socialt og digitalt udsatte
KFUM’s Sociale Arbejde har fået støtte til at udvikle ”Uddannelse i Digital Næstehjælp”, som skal gøre de frivillige i stand til at hjælpe borgere med nogle af de konkrete udfordringer, som følger med at være udfordret af digitaliseringen og socialt udsat. ”Digital næstehjælp” vil blive oprettet som fast tilbud på 15 institutioner rundt omkring i landet. Projektet foregår i et partnerskab mellem KFUM’s Sociale Arbejde, Blå Kors og KFUK’s Sociale Arbejde.
Projektperiode: 1. januar 2025 – 31. maj 2026
Den Frie Rådgivning: Etablering af åben frivilligrådgivning på Vollsmose Bibliotek målrettet digitalt udfordrede borgere
Den Frie Rådgivning har fået støtte til at etablere en rådgivning på Vollsmose Bibliotek målrettet borgere, der er udfordret af digitaliseringen. Projektet foregår i et partnerskab med biblioteket. Projektets formål er blandt andet at generere en model for, hvordan man i samarbejde mellem biblioteker og civilsamfund kan klæde frivillige på til at hjælpe borgere, der er udfordret af digitaliseringen til bedre at forstå og interagere med det digitale Danmark.
Projektperiode: 1. januar 2025 – 31. december 2025
Hjernesagen: Frivillige it-hjælpere
Hjernesagen har fået støtte til at udvikle og afprøve et læringskoncept gennem uddannelse af it-frivillige i Hjernesagens lokalforeninger i hele landet. De frivillige vil efterfølgende kunne yde støtte og vejledning til digitalt sårbare medlemmer, der lever med erhvervet hjerneskade. Der vil desuden blive etableret et netværk blandt de frivillige.
Projektperiode: 1. november 2024 – 30. juli 2026
Danske Døves Landsforbund: It-hjælp på tegnsprog
Danske Døves Landsforbund har fået støtte til at opbygge et landsdækkende frivilligkorps, der kan yde it-hjælp til døve. Det vil ske ved at rekruttere og uddanne frivillige, der kan tilbyde hjælp og vejledning på tegnsprog samt ved at udvikle og producere undervisningsmateriale på tegnsprog.
Projektperiode: 1. januar 2025 – 31. december 2025
Ældre Sagen: Kurser og webinarer for it-frivillige
Ældre Sagen har fået støtte til at fastholde og udvikle kompetencerne hos it-frivillige i Ældre Sagens lokalafdelinger, så de fagligt kan holde sig orienteret og samtidig få styrket deres personlige kompetencer i forhold til at skulle hjælpe ældre med forskellige forudsætninger og udfordringer. Ældre Sagen afholder i den forbindelse to kurser: "For app-guider i caféen og hjemmet” og ”Det digitale medborgerskab”.
Projektperiode: 1. marts 2025 – 28. februar 2026
Ordblindeforeningen Danmark: Lær at støtte ordblinde digitalt
Ordblindeforeningen Danmark har fået støtte til at løfte kompetencerne hos foreningens it-frivillige ved at afholde en række heldagskurser om offentlig digitalisering. På den måde kan de frivillige blive bedre til at hjælpe andre ordblinde, som de kommer i kontakt med via deres vejledning og de it-caféer, der oprettes i kraft af projektet.
Projektperiode: 1. januar 2025 – 31. december 2025
Kontakter
Camilla Severin MadsenPresserådgiver
Tlf:22466470csm@digmin.dkFølg pressemeddelelser fra Digitaliseringsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Digitaliseringsministeriet
Ny strategisk indsats skal bane vej for kunstig intelligens i Danmark2.12.2024 11:16:04 CET | Pressemeddelelse
Tre retningsgivende principper for kunstig intelligens skal sammen med fire konkrete initiativer sætte fart på ansvarlig brug og udvikling af kunstig intelligens i Danmark.
Presseinvitation til præsentation af Danmarks strategiske indsats for kunstig intelligens29.11.2024 15:31:49 CET | Presseinvitation
Regeringen inviterer til pressemøde mandag den 2. december kl. 10.45 for at præsentere ’Strategisk indsats for kunstig intelligens – Et styrket fundament for ansvarlig udvikling og anvendelse af kunstig intelligens i Danmark’.
Regeringen og telebranchen dæmmer op for falske opkald og SMS-beskeder14.11.2024 11:19:03 CET | Pressemeddelelse
Digitaliseringsminister Caroline Stage og erhvervsminister Morten Bødskov lancerer i dag sammen med Teleindustrien, Ældre Sagen, Forbrugerrådet Tænk og Finans Danmark tre initiativer til at begrænse svindel med falske opkald og SMS-beskeder.
Presseinvitation til præsentation af initiativpakke mod digital svindel13.11.2024 15:06:59 CET | Pressemeddelelse
Regeringen inviterer sammen med Teleindustrien, Ældre Sagen, Forbrugerrådet Tænk og Finans Danmark til doorstep d. 14. november kl. 11.15 for at præsentere en initiativpakke mod digital svindel.
Ny måling: MitID, MitID Erhverv og Digital Post sparer erhvervslivet for trecifret millionbeløb8.11.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Dansk erhvervsliv sparer hvert år i omegnen af 500 mio. kr. efter opgraderingen til de nye digitale infrastrukturløsninger MitID, MitID Erhverv og Digital Post. Det viser en ny måling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum