Den Gamle Dame og Ålegræsset

Da jeg i min grønne ungdom var blå ulveunge i Greve Strand ved den sulfoskummende Køge Bugt, fik jeg fortalt denne historie:

Det var historien om spejderen, der ville gøre dagens gode gerning, og som derfor hjalp en gammel dame over vejen. Problemet var bare, at hun slet ikke skulle over på den anden side…

For en spejderdreng i første klasse var det en ganske tankevækkende historie, som har fulgt mig lige siden. Og som pludselig blev ekstra aktuel, da vi forrige år begyndte at udplante ålegræs i Randers Fjord. De grønne skud ville bare ikke gro i det plumrede vand, som landbruget langs den inddæmmede fjord havde leveret. Via massiv overgødskning af markerne inde bag digerne.

Da vi genbesøgte det udplantede ålegræs året efter, var der stort set intet tilbage.

Størsteparten af de 5.795 friske skud, som vi møjsommeligt havde høstet og hentet ved udmundingen af Mariager Fjord i Kattegat, var bukket under i det uklare vand med de alt for mange næringssalte. De små skud blev øjeblikkeligt overbegroet i fedtemøg, som kvalte næsten alle planterne.

Skønne spildte kræfter altså. Efter en indsats, der ikke gav smag på mere af samme slags. I stedet har kommunen nu valgt at satse helt på etablering af nye stenrev, der ganske vist også gror til i alger. Men som alligevel bidrager til livet i fjorden med strømlæ og skjulesteder for småt og stort.

Oplevelsen var lærerig på flere måder. Vi var et par år tidligere startet med etablering af stenrev, og nu ville vi følge succesen op med bølgende ålegræsbælter. Vi var endnu i den glade tro, at vi kunne hjælpe den trængte natur i Randers Fjord ved at udplante ålegræs, hvor der tidligere havde været noget. Jo mere vi kunne plante ud, desto bedre ville verden blive.

Den folkelige opbakning til udplantning af ålegræs var overvældende. Rigtig mange ville gerne gøre en aktiv indsats for at hjælpe naturen og det trængte vandmiljø. Det var derfor ikke noget problem at skaffe lokal arbejdskraft til projekterne. Problemet var bare, at det ikke virkede. 

Det var historien om den gamle dame igen. Alle ville så gerne hjælpe hende over vejen, men hun skulle desværre slet ikke over. Der var nemlig ikke noget at komme efter på den anden side. Intet vandmiljø, de nye ålegræsskud kunne gro i. 

Det havde dansk landbrug effektivt sørget for med flere års massive udledninger af især kvælstof, som gjorde, at de nye skud på ingen tid blev overbegroet i fedtemøg og kvalt. Og at de nye “blå skove” derfor aldrig blev til noget.

Det faglige modspil

Tilbage i 2023 havde Danmarks Sportsfiskerforbund haft foretræde for Folketingets miljøudvalg. Man ønskede, at det blev lettere end hidtil at få tilladelse til at udplante ålegræs rundt omkring i landet. Velux-fonden stod jo klar med millionstore tilskud, og vandmiljøet manglede desperat ålegræs.

Desværre kan man ikke bare gå ned i nærmeste Plantorama og købe ålegræsskud fra et gartneri. Der findes nemlig ingen, som dyrker ålegræs til udplantning. Alt ålegræs til udplantning skal høstes fra eksisterende ålegræsbede, der næppe tåler dette i noget nævneværdigt omfang. Eksisterende ålegræsbede er jo i forvejen selv truet af det dårlige vandmiljø.

Fra faglig side blev der derfor advaret mod “Wild West” tilstande, hvor man ville udplantes ålegræs for enhver pris. Her, der og alle vegne. Det var smitsomt, for alle ville jo gerne gøre en god gerning for miljøet. Nogle også tjene penge på det. Denne uansvarlige omgang med udplantning af ålegræs fik til sidst et fagligt modspil, der satte tingene på plads.

Et af de argumenter, der blev brugt for at fremme udplantningen af ålegræs, var græssets påståede evne til at binde og dermed tilbageholde store mængder CO2 - til fordel for klimaet og begrænsning af den globale opvarmning. Det resulterede i fængende avisoverskrifter som “De blå skove kan binde mere end Danmarks CO2-udledning” og satte yderligere fokus på ålegræsset.

Fagligt var der desværre ikke hold i disse påstande. 28 danske forskere og administrationer satte derfor hinanden stævne i Odense for at aflive myten om ålegræsset og dets tilbageholdelse af kulstof i bunden. Drømmen om “den permanente begravelse af kulstof” under ålegræsset var definitivt bristet.

Det skete på en såkaldt konsensuskonference om emnet. Her gik man i rette med, at “en række centrale hjemmesider fra forskellige organisationer, som eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening, WWF og Tænketanken Hav”, desværre havde givet udtryk for misforståede budskaber omkring ålegræssets evne til netop at tilbageholde kulstof.

På konferencen var der bred enighed om, at udplantning af ålegræs ikke kan erstatte andre miljøforbedrende initiativer.  Deltagerne fandt det også vigtigt, at udplantning af ålegræs ikke
bliver brugt til ”greenwashing” af landbrugets udledninger. Som eksempelvis opdræt af muslinger er blevet det.

De faglige anbefalinger

Den komplekse problemstilling omkring ålegræsset kan man læse mere om i rapporten fra den afholdte konference. Herunder følger fire navngivne forskeres konkrete udtalelser om ålegræssets betydning for vandmiljøet og den reelle optagelse af kulstof. Dertil en række gode råd omkring nyplantning af ålegræsbælter i kystnære farvande landet over:

”Det er desværre ikke rigtigt. Det organiske stof, som begraves i den iltfrie del af
havbunden omsættes af bakterier, der ånder uden ilt. Bakterierne bruger i stedet f.eks.
nitrat, sulfat og jern, når de nedbryder organisk stof.”

Professor Bo Barker Jørgensen
Biologisk Institut, Aarhus Universitet

”Men det er slet ikke så let, som det ofte bliver udtrykt. Det er nemt at ødelægge store
arealer med ålegræs, men det er svært at finde egnede arealer, hvor man kan få udplantet
ålegræs til at overleve.”

Professor Mogens Flindt
Biologisk Institut, Syddansk Universitet

”Det er helt afgørende, at vi meget hurtigt får en markant indsats på land. En aktiv
udplantning af ålegræs på egnede lokaliteter, hvor der samtidig er langt til naturlige
ålegræsbede, kan måske hjælpe den naturlige ålegræsspredning på vej, men kan slet ikke
redde vores havmiljø.” 

Professor Karen Timmermann 
Institut for Akvatiske Ressourcer, Danmarks Tekniske Universitet

”Det er vigtigt, at man meget grundigt vurderer, om de naturlige ålegræsenge kan holde til denne høst, og at der er en omhyggelig opfølgning på aktiviteterne rundt om i landet. Vi mangler ganske enkelt resultater, der viser, om udplantet ålegræs i det hele taget overlever gennem flere år.”

Professor Kaj Sand-Jensen 
Biologisk Institut, Københavns Universitet.

Morale

Dagens gode gerning er lige så vigtig, som den altid har været. Den Gamle Dame skal naturligvis hjælpes over gaden, når og hvis hun har brug for det. Men endnu vigtigere er det, at der så også er noget at komme efter på den anden side. 

Det er der ikke i skrivende stund. Det må være læren af de hidtidige udplantninger af ålegræs. De nytter ikke noget med den nuværende forurening fra landbruget. 

Den må bringes til ophør, før vi med god samvittighed kan krydse gaden med Den Gamle Dame sikkert under armen.

Læs også: Ålegræs og tang er IKKE en redningsplanke for vores klima.

Alle fotos til frit download ved kreditering af Steen Ulnits.