Sydbank A/S

Sydbank og Aktiedysten sætter fokus på fælderne ved investering

Del

Mandag den 11. november begynder Ung Aktiedyst, hvor elever på ungdomsuddannelser over hele landet kan dyste om 10.000 kr. til klassekassen. Vinderne bliver dem, der med en fornuftig investeringsstrategi og ansvarlige investeringer opnår det højeste afkast.

Investeringssvindel, en jungle af forskellige kryptovaluta og såkaldte finfluencere, der udbreder tvivlsomme råd på sociale medier.

Der er rigeligt med faldgruber, når man som ungt menneske bevæger sig ud på de finansielle markeder for at investere sine hårdtjente sparepenge.

Netop derfor er risikoen ved investering et vigtigt fokus, når Ung Aktiedyst løber af stablen mandag den 11. november. Ung Aktiedyst er et partnerskab mellem Sydbank og Aktiedysten, som har til formål at øge de unges forståelse for økonomi og investering. I Ung Aktiedyst konkurrerer elever på tværs af landets ungdomsuddannelser i et investeringsspil, hvor der handles med fiktive penge, og hvor hovedfokus er på læring. Til forskel fra en klassisk aktiekonkurrence er fokus altså ikke på afkast alene - risikoafvejning er en stor del af parameteret for at vinde. Hovedpræmien er 10.000 kroner til klassekassen.

- Der findes meget misinformation og flere eksempler på finfluencere, der lover økonomisk frihed, hvis bare man gør som dem. Det frister naturligvis de unge mennesker, og derfor bidrager vi meget gerne til at give dem et seriøst og faglig solidt grundlag, så de kan skille skidt fra kanel på de finansielle markeder. For sagen er også den, at det kan have stor betydning for ens økonomi, at man kommer tidligt i gang med at investere. Det kræver blot, at det sker med omtanke, på et oplyst grundlag, og at man er bevidst om risikoen for tab, siger aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, som er en del af den jury, der skal udvælge den endelige vinder.

Det er nødvendigt med fokus

Hos Center for Ludomani oplever man en stigning i antallet af personer, der kæmper med konsekvenserne af investeringer i fx kryptovaluta. Leder ved centret Henrik Thrane Brandt frygter, at vi kun har set toppen af isbjerget.

- Vi ser flere og flere eksempler på personer, der taber store penge på meget kort tid på de her meget spekulative produkter. Vi ser også eksempler på unge, der lokkes ind i investeringsnetværk, der får det til at virke som ren barnemad at tjene en formue uden den store indsats. I virkeligheden er det pyramidespil, som kun har til formål at få flere penge ud af dem. Med andre ord er det et område, vi er nødt til at holde rigtig godt øje med, for det rammer flere og flere. Derfor er vi glade for, at Ung Aktiedyst har fokus på at passe på de unge i det her, siger Henrik Thrane Brandt.

Om Ung Aktiedyst

Ung Aktiedyst er en læringskonkurrence, som har til formål at give et indblik i investeringsverdenen. Alle elever på ungdomsuddannelser kan samle et hold på minimum fem og dyste mod andre klasser fra hele Danmark. Undervisere kan også tilmelde en klasse og bruge Ung Aktiedyst som en del af undervisningen.

Vinderne findes ud fra en kombination af afkast, risikotilgang og viden om risiko og analyse.

Læs mere om Ung Aktiedyst her

Følg pressemeddelelser fra Sydbank A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sydbank A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye