Assens Kommune er på forkant med ny ældrelov: Faste teams styrker samarbejdet og kvaliteten i hjemmeplejen
I omkring tre år har alle hjemmeplejeenheder i Assens Kommune været opdelt i mindre, faste teams. Og resultaterne er tydelige. Borgere og pårørende møder flere kendte ansigter og medarbejderne kender den enkelte borger bedre. Det skaber tryghed – og i sidste ende en både bedre og mere effektiv pleje.

Selvbestemmelse, omsorg og gode relationer for vores ældste borgere, borgernær visitation og faste teams skal blandt andre tiltag være med til at sikre et kvalitetsløft i ældreplejen. Sådan lyder nogle af målsætningerne i forslaget til den nye ældrelov, som kommunerne fra 2025 skal i gang med at implementere.
Men i Assens Kommune har det længe været hverdagen i alle seks hjemmeplejegrupper.
Sanne Pedersen er opstartskoordinator og social- og sundhedsassistent i hjemmeplejeenheden Assens Nord, og hun er ikke i tvivl om den positive effekt, det har, at hun er en del af et mindre team, der kommer fast hos de samme borgere:
”Jeg kan mærke, at jeg kommer tættere på mine borgere og hurtigere får skabt tillid. I nogle tilfælde kan relationen være afgørende for, at en borger fx siger ja til et bad. Eller ja til, at jeg må skifte en forbinding”, forklarer hun og tilføjer, at det ikke kun er samarbejdet med den, der modtager plejen, der styrkes. Det er også samarbejdet med de pårørende.
En af dem er Pia Skrøder Olsen fra Assens, der er på deltids plejeorlov og derfor er meget i hjemmet hos sin mor.
”Det er først og fremmest trygt for både min mor og jeg, at vi kender dem, der kommer. Jeg ved, at de kender min mors forhistorie, og det gør det lettere at tale sammen om de ting, vi hver især observerer omkring min mor. Måske især de ting, der kan være følelsesmæssigt svære”, siger Pia Skrøder Olsen.
”At jeg kommer i hjemmet dagligt bevirker også, at jeg lægger mere mærke til små forandringer i borgerens tilstand fra dag til dag”, supplerer Sanne Pedersen.
I hver hjemmeplejeenhed har der det seneste år været tilknyttet en fast sygeplejerske. I Assens Nord hedder hun Marianne Kristensen, og hun oplever også en stor gevinst i de faste teams.
”Der bliver sat lys på de små forandringer hos borgerne, som netop gør det muligt at gribe ind og forebygge, at noget udvikler sig i en mere alvorlig retning”, forklarer hun.
Den seneste borgerundersøgelse på hjemmeplejeområdet fra 2023 viser, at 82% af de adspurgte modtagere af hjemmepleje oplever, at de kender alle eller de fleste, af de medarbejdere, der kommer i hjemmet.
”Nærhed og tryghed opstår jo, når der er kontinuitet. Når borger og medarbejdere har en god relation i og med, at der kommer færre medarbejdere i borgerens hjem. Det er meget tilfredsstillende, at vi har nået den politiske ambition, og at medarbejderne samtidig også oplever, at deres kompetencer kommer mere i spil”, udtaler Poul Erik Svendsen, formand for Social og Ældreudvalget.
Øget tværfagligt fokus
Medarbejderne i hjemmeplejen er nu ikke kun tættere på borgerne, de er også tættere på hinanden på tværs af faggrupper. Til hver hjemmeplejeenhed er der nemlig tilknyttet et fast, tværfagligt team bestående af en sygeplejerske, en visitator og en rehabiliteringsterapeut, som møder ind samme sted som social- og sundhedspersonalet, og arbejder tæt sammen med de udkørende teams.
”Det bevirker, at beslutningerne træffes tæt på og sammen med borgeren - og med mindst muligt bureaukrati. Samtidig sker der en kompetenceudvikling hos plejepersonalet, fordi de er i tættere dialog med blandt andet sygeplejersken, forklarer chef for Ældre og Rehabilitering Stine Dideriksen.
”Med de tværfaglige teams skaber vi en ny kultur. Jeg kan se, at fagligheden vokser og at dokumentationen bliver bedre”, bekræfter sygeplejerske i Assens Nord, Marianne Kristensen.
Borgerundersøgelsen fra 2023 beretter ligeledes, at 89-96% af de adspurgte borgere oplever altid eller næsten altid at være medbestemmende omkring den hjælp de modtager, at hjemmeplejen kender deres ønsker og behov, og at hjemmeplejen er med til at skabe bedre livskvalitet.
Øget trivsel og nedsat sygefravær hos medarbejderne, fordi de oplever at få et øget ansvar og mere indflydelse i opgaveløsningen, er også blandt ambitionerne for omstruktureringen af hjemmeplejen. I 2024 er sygefraværet i hjemmeplejen i Assens Kommune faldet med 1,4% - svarende til, at der i hverdagene er fremmøde af tre flere medarbejdere.
Fakta om Morgendagens Hjemmepleje i Assens Kommune:
Byrådet har med afsæt i Vision 2030 samt i budgetaftaler for 2021-24 og 2022-25 prioriteret midler til udvikling og nytænkning af hjemmeplejeområdet. Ældreområdet er generelt udfordret af markant stigning i antallet af +80 årige de kommende år, vigende arbejdskraftsudbud, stigende faglig kompleksitet og stigende forventninger.
Der er derfor siden begyndelsen af 2021 arbejdet med at nytænke ældreplejen under overskriften ”Morgendagens Hjemmepleje”. Der er fra start taget afsæt i ønsket om etablering af faste/mindre teams for at styrke relation mellem borger og medarbejdere (kontinuitet), øget decentral tillid og ansvar (væk fra kørelister med minutter), tæt samspil mellem drift og myndighed med placering af visitationen tæt på borgere og hjemmeplejens medarbejdere, tværfagligt samarbejde og øget fokus på rehabilitering, reduceret bureaukrati samt øget samspil med lokalsamfund og frivillige.
Målsætningerne i Morgendagens Hjemmepleje er, at borgere skal opleve:
- At vi tager udgangspunkt i borgers egne ønsker, drømme og aktuelle behov.
- Nærhed og tryghed fordi borger og medarbejdere har en god relation (der kommer få medarbejdere i borgers hjem).
- At beslutninger træffes tæt på borgeren, og der er mindst muligt bureaukrati.
- Høj tilfredshed og mere livskvalitet, fordi vi tværfagligt støtter borger i at mestre eget liv.
Medarbejderne skal opleve:
- Nye roller og tværfaglige samarbejdsrelationer
- Samarbejdet flyttes fra skærm/telefon til direkte samspil/dialog
- Færre bureaukratiske arbejdsgange
- Øget ansvar og mere indflydelse i opgaveløsningen og bedre mulighed for at bruge den faglige kompetence tættest muligt borgerne
- Øget trivsel og nedsat sygefravær.
Nøgleord
Kontakter
Poul-Erik SvendsenFormand for Social og ÆldreudvalgetAssens Kommune
Tlf:29 20 12 00Stine DideriksenChef for Ældre og Rehabilitering
Tlf:24 90 89 57Pia Skrøder OlsenPårørende
Tlf:41 11 23 02Sanne PedersenSSA, Assens Nord
Tlf:23 60 67 78Marianne KristensenSygeplejerske, Assens Nord
Tlf:24 86 20 69Billeder



Links
Om Assens Kommune
I vores fællesskab er der hjerterum, albuerum og højt til loftet. Vi har plads både til dem, der bidrager til fællesskabet og til dem, der har brug for det. Hos os lever det gode nærdemokrati og aktive medborgerskab.
Følg pressemeddelelser fra Assens Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Assens Kommune
Assens Kommune får penge til sti mellem Assens og Glamsbjerg27.6.2025 07:18:37 CEST | Pressemeddelelse
Assens Kommune får penge fra Transportministeriets Cykelstipulje til at lave en ny sti på halvdelen af den gamle banestrækning. Det gør, at kommunen nu kan begynde på udviklingen af en ny sti, hvor man kan cykle og gå mellem Assens og Glamsbjerg.
Sådan kommer Assens by til at se ud til sommer13.6.2025 14:10:11 CEST | Pressemeddelelse
Scene med musik, muligheder for at spille spil og lege og lækre opholdszoner. Det er blot nogle af de ting, som du kan nyde godt af i handelsgaden i Assens ind over sommeren.
Lokalplan for udendørs vandarena med grønne korridorer er nu sendt i høring10.6.2025 15:33:14 CEST | Pressemeddelelse
Vandsports- og sportsaktiviteter, bynatur, grønne stisystemer og parkeringspladser. Det er noget af det, som bliver muligt at anlægge ved Arena Assens, hvis forslag til lokalplan for Assens Kabel- og Vandarena bliver vedtaget. Inden da sendes lokalplanen i høring i 7 uger.
Danmark planter ålegræs, vil du være med i Assens?2.6.2025 10:09:26 CEST | Pressemeddelelse
Vil du være med til at gøre en forskel for tilstanden i havet? Så kom med, når vi planter Ålegræs ud i Lillebælt ved Torø Huse Vig syd for Assens, som en del af et landsdækkende initiativ.
Assens Kommune kårer årets lokale kulturinitiativ13.5.2025 09:49:13 CEST | Pressemeddelelse
Assens Kommune vil fremover kåre årets lokale kulturinitiativ. Vinderen får 10.000 kroner til fremtidige kulturinitiativer i lokalsamfundet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum