Fuld knald på efterårets pangfarver

Det skorter ikke på efterårsfarver i den danske sangskat. Septembers himmel er så blå og hybenhjertet rødt. Nøgternt set er det ikke luften, der er blå, når vi ser op i en skyfri himmel. Det vi ser er indirekte sollys, som er spredt i alle retninger af luftens molekyler, en spredningsproces som er langt stærkere for lysspektrets blå bølgelængder end for de røde. Derfor er himlen blå, men vil jo uanset molekylernes optiske spredningsparametre være en uudtømmelig kilde til fryd og bredspektret kunstnerisk fortolkning og udfoldelse. Dejlig er den himmel blå – til hver en tid.

I EFTERÅRETS kernesalme ”Nu falmer skoven trindt om land” synes Grundtvigs at undersælge paletten. For - på en rolig og solfyldt dag i slutningen af oktober gløder skov og hegn med pangfarver; med den dybblå himmel som baggrund ildrøde blade af benved, fosforgule blade af navr og løn, orange bøgetoppe, cognacfarvede længere nede sammen med stadigt grønne blade. Og i skovbund og på skovstier våde bladmosaikker i bronze, brunt, gult og stænk af lysegrønt. Det flammer, snarere end falmer, og vindstød gennem trækronerne sender spredte bølger af svagt raslende løvfald afsted i luften som smukt dalende og sejlende sene sommerfugle på vej ned til landing. Det har så igen sin mere faglige forklaring.

Siden forårets løvspring har hvert eneste blad vendt sig mod solen for at høste det lys, der driver fotosyntesen. Bladene har deres grønne pigmenter fra kæmpemolekylet klorofyl, hovednøglen i livets basisproduktion: Lysenergi + vand + kuldioxid omdannes til sukker og stivelse. En proces, oprindeligt etableret af de første cyanobakterier i de gode gamle dage for 3.000 mio. år siden. Også carotenoid er aktivt i fotosyntesen, det er et gult pigment og er f.eks. rigeligt til stede i gulerødder (karotter). Hertil kommer indhold i bladcellerne af andre farvestoffer som det gule lutein og det gulbrune xantofyl, De har beskyttende funktioner, nogle som antioxidanter.  

GENNEM SOMMERENS lyse måneder dominerer det grønne klorofyl bladenes farve. Men når lys og temperatur falder i september begynder et særligt plantehormon at nedbryde klorofylet, som så gradvis overlader scenen til de gullige pigmenter. Ved kombinationen af yderligere temperaturfald og skarp efterårssol trænger vandopløselige røde eller violette antocyaniner frem i bladenes ledningsstrenge og får efterårsløvet til at gløde i varierende nuancer. Antocyaniner er ligeledes antioxidanter og beskytter mod virus og bakterier. Det er også dem, der ved modningen farver f.eks. brombær violetsorte, æbler og hyben røde og får strandengenes grønne salturter til at blusse.

Så kommer løvtræernes slutspil, styret af et enzym, der svækker bladstilkenes fæste på kviste og grene. Vinden står parat og en rask efterårsstorm kan ribbe det hele på ingen tid. I løbet af disse flammende efterårsscenerier har træer og buske på vores tempererede breddegrader trukket bladenes næring og andre værdifulde stoffer tilbage til depoter i grene, stamme og rødder, alt med rettidig omhu inden den barske årstid. Sig nærmer tiden, hvor vi så bladrer videre i sangbogen, til numrene om novembers mørke og vinterens kulde, og efterhånden uanset om det så rent faktisk bliver hvidt herude.