Davids kamp mod Goliat

Anledningen var 1. behandlingen af et lovforslag i Folketinget om, hvordan en europæisk forordning om afskovning bliver forvaltet i Danmark. Artiklens forfatter er MF Theresa Scavenius (LG).

Afskovning er vigtig klima- og miljøpolitik

Afskovning står for 10-15 % af verdens globale CO2-udledninger og bidrager til at underminere klodens biodiversitet. Skovrydning sker med “alarmerende hast”, som der står i forordningen. Og den vigtigste årsag til skovrydning er udvidelsen af landbrugsarealer for at producere råvarer som kvæg, træ, palmeolie, soja, kakao og kaffe.

Afskovning skyldes vores animalske landbrug

65 % af den EU-drevne afskovning er baseret på palmeolie og soja. Palmeolie bliver brugt i mange madprodukter, men i EU bruger vi også en stor del på biodiesel. Soja bruges primært i vores dyreproduktion. I Danmark importerer vi ca. 1,7 mio. tons soja årligt.

Dette er ekstra interessant, fordi sojaimport er en vigtig komponent i den Grønne Treparts logik. Vi kan omlægge lidt landbrug i Danmark til skovbrug, men uden at reducere vores animalske produktion. Det betyder i praksis, at vi kun kan opretholde vores kæmpestore produktion ved at fortsætte og måske endda øge import af soja.

Den animalske produktion er altså en af hovedårsagerne til afskovning globalt set.

Men det snakkede ministeren ikke om. Han talte - ligesom alle de andre ordførere - passioneret om vigtigheden af natur, biodiversitet, osv.

Davids kamp mod Goliat

På papiret er der tale om en meget vigtig forordning og et meget vigtigt lovforslag. Hvis intentionerne blev fuldt implementeret, havde vi på kort tid kommet langt. Både ift. klima- og miljøpolitik.

MEN der er desværre tale om en Davids kamp mod Goliat, da forordningen risikerer blot at blive et svagt værktøj, sammenlignet med den grundlæggende incitamentsstruktur i den europæiske import.

Min bekymring er, at forordningen ingen effekt får. Og det har jeg tre grunde til:

1.                       For det første blev der allerede i 2010 vedtaget en lignende forordning med præcis samme formål: at forbyde produkter, der ledte til afskovning. Siden da er problemet kun blevet værre. Hvorfor skulle vi forvente at det skulle ændre sig, når vi ikke med den anden hånd ændrer ressourcetrækket fra landbruget?

2.                       For det andet fører EU en handelspolitik, der ikke begrænser eller arbejder med krav/kriterier for at undgå afskovning. Jeg har gennem de sidste par år set, hvordan den danske regering og europæiske kommission IKKE ønsker at sætte krav og kriterier ind om miljø, biodiversitet, klima og skovrydning i de store internationale handelsaftaler. I stedet indgår vi handelsaftaler med det formål at øge import og eksport, der helt forventeligt vil have en negativ klima-, natur- og miljøeffekt.

3.                       For det tredje bekymrer jeg mig af den årsag, at den europæiske forordning i DK skal håndhæves med en klassisk tilsynsmodel, som har vist sig på en række andre områder at være aldeles ineffektiv ift. at give miljø- og klimaresultater.

Hvorfor er det nu, at den nuværende danske tilsynsmodel er ineffektiv?

Modellen er baseret på to ting:

Lille spillerum for Folketinget

For det første pga. afpolitiserende bemyndigelser. Spillerummet for Folketinget bliver hele tiden mindre, fordi Folketinget de seneste år har givet regeringen en stigende mængde bemyndigelser til at lave lovgivningen uden om Folketinget.

Jeg spurgte i går flere af ordførere fra SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet om, hvad deres politiske holdning til bemyndigelseslovgivning var. Jeg fik nogenlunde det samme svar, at de ikke var lige så bekymret som jeg, de havde tillid til regeringen og styrelserne.

Det er de efterhånden de eneste der har. Vi får løbende rigsrevisionsrapporter, der ikke retfærdiggør den tillid. Senest i denne uge blev det dokumenteret, at tilsynet af kvælstofreduktioner fra gødning er ekstremt svagt og fejlbehæftet. Men det gjorde ikke indtryk på ordførerne. Heller ikke når de ved, at det er det samme ministerium som nu skal forvalte tilsynet af afskovning og kvælstofreduktion generelt. 

I praksis er det sådan i dag, at det meste miljø- og klimapolitik bestemmes i dag gennem bekendtgørelser i ministerierne. Lovforslaget, som blev behandlet i går, giver ministeren endnu flere bemyndigelser, og indeholder derudover minimalt indhold, der politisk kan diskuteres. Så reelt er lovforslaget blot et gummistempel til ministeren.

Men bemyndigelseslovgivning har faktisk vist sig at være en model, der ikke virker, da det leder til lovsjusk, fordi lovgivningen ikke bliver grundigt demokratisk behandlet, og at politisk ansvar for konsekvenserne er svært at placere.

Fjerner klageadgang i EU-ret

Dertil kommer, at der er tale om meget vide beføjelser uden grænse, loft eller tidsbegrænsning. Ministeren sagde, at han selvfølgelig ikke ville udnytte det. Han ville blot gøre, hvad der står i forordningen.

Men det passer ikke. Et konkret eksempel, som jeg fangede ham på, var, at de  i en bekendtgørelse allerede foreslår at fjerner virksomhedernes klageret til anden administrativ myndighed. Selvom der står ordret i forordningen, at virksomhederne skal have klageret. Jeg tror det kan diskuteres, hvorvidt det er lovligt, men det virker ikke til rigtigt at bekymre nogle i Folketinget længere. Jeg kan stille et ændringsforslag, men det kommer nok ikke til at vække folketingsmedlemmerne fra deres slummer.

Helt grundlæggende mener jeg, at Folketinget skal stoppe med at give flere bemyndigelser.

DJØF-Politik

Den anden årsag til, at vores nuværende tilsynsmodel ikke virker er følgende:

Det er fordi der er tale om DJØF-politik, forstået som at systemet simpelthen forestiller sig, at man kan gennemføre miljø- og klimapolitik ved skrivebordet.

Forordningen kræver, at virksomhederne indberetter en masse data i EUs informationssystem, hvor de skal dokumentere at deres produkter ikke har medført afskovning. For at sikre, at dette sker korrekt, skal der indføres nationale tilsyn. Igen, på papiret lyder det rigtigt fint.

Spørgsmålet er så hvordan man nationalt indfører disse tilsyn. Ifølge lovforslaget skal der ca. årligt laves 870 tilsyn plus 220 opfølgende tilsyn. Det burde være en nem opgave - med mulighed for at påvirke global klima- og miljøpolitik.

Men efter at jeg har sat mig ind i oliepolitik, affaldspolitik, kvælstofspolitik, osv. og nu skovpolitik, tegner der sig et klart billede af vores nuværende tilsynspolitik, på klima- og miljøområdet, som en omgang bureaukratisk øvelse uden stor effekt.

Der er tale om DJØF-politik ved skrivebordet, hvor man vil lave skrivebords-tilsyn baseret på automatiseret databehandling. Der står i bemærkningerne, at det “fysiske og faktiske” tilsyn vil foregå som “dokumentkontrol i forretningslokalet”. Det vil sige kun tjek af regneark. Man vil som udgangspunkt ikke tage ud og tjekke om de indberettede tal er korrekte.

citat

Det er helt den samme model, som Rigsrevisionen har kritiseret i forhold til kvælstofsreduktion. Her indberettes data af landbruget selv. På intet tidspunkt tager tilsynet ud og kigger på selve stalden eller selve marken. Det er bureaukratisk tungt for virksomhederne, og kan ende som meningsløst for både virksomhederne og samfundet.

Det er opskriften på årtiers svigt ift. miljø- og klimapolitikken.

Det er dybt problematisk, da vi har at gøre med en meget vigtig forordning, som vi fra dansk side skulle gøre alt for at håndhæve.

Berettiget kritik

Derfor mener jeg min kritik af regeringens politik er berettiget. Men det er åbenbart så mærkeligt for dem at få begrundet kritik, at de bliver nødt til at afveje relevante kritikpunkter som konspirationsteorier. I stedet for at gå ind i substansen.

Virksomheders retssikkerhed svækkes

Ikke nok med, at vi igen IKKE får brugt vores demokratiske institutioner til at lave klima-, miljø- og naturpolitik, som virker, så er der en ekstra problemstilling i lovforslaget. Den måde tilsynet er designet på ser det ud til at skabe usikkerhed ift. virksomhedernes retssikkerhed.

Jeg skal være den første til at arbejde for stram miljø- og klimalovgivning med store muligheder for sanktioner og straf. Men det skal ikke ske ved en række ubegrænsede beføjelser til myndighederne, samt en sammenblanding af den udøvende og dømmende magt og afskæring af virksomhedernes klagemuligheder. Samlet set stiller det virksomhederne i et usikkert politisk landskab.

Vi kan sagtens føre en stram miljø- og klimapolitik samtidig med, at vi opretholder borgernes og virksomhedernes retssikkerhed.

Jeg spurgte mange ordførere i går ind til, hvorvidt de var bekymret for virksomhedernes retssikkerhed, og ville stemme nej. Det var kun Danmarks Demokraterne, som var engageret i debatten, og vi var enige i kritikken, at der indføres et bureaukratisk tilsyn, hvor regningen gives til virksomhederne - uden at den reelle effekt er klar.

Kollaps af politiske fløje

Så både den traditionelle venstre- og højrefløj burde have nok grunde til at stemme nej til lovforslaget, og i øvrigt også til regeringens position ift. forordningen, da den blev behandlet i Europaudvalget for et par år siden.

Men alt det er fraværende. Der er ingen skarp venstrefløj, der stemmer nej af miljøårsager. Der er ingen skarp højrefløj, der stemmer nej pga. virksomhedernes retssikkerhed.

Tilbage er kun et politisk teater, hvor alle holder en feel-good tale, som ordføreren fra Danmarks Demokraterne formulerede det.

Politisk vækkelse

Jeg vil med Grønne Demokrater vække Folketinget igen. Jeg vil have flere Folketingsmedlemmer ind, som står skarpt om principper, evidens og retssikkerhed. Det kunne blive så skønt, hvis vi havde tilstrækkelige med mandater til at tippe et flertal, således at der blev sat en stopklods i Folketingets egen helt afsindige selvafmontering.

Så giv en vælgererklæring i dag.

Den døde klimapolitik

I denne uge kom også endnu en klimarapport, der bekræfter, hvad vi godt vidste i forvejen, at det nu er stort set kun teoretisk muligt, og ikke praktisk muligt, at undgå en gennemsnitlig global temperaturstigning på 1,5 grader. Det var præcist indsigten og årsagen til, at jeg stiftede Momentum. For at skabe et momentum for klimapolitikken.

Det lykkedes for mig personligt ved, at jeg nu sidder i Folketinget. Men det er en glæde uden trøst, fordi klimapolitikken er stort set ikke-eksisterende på Christiansborg.

En artikel på DR beskrev det, som at der var behov for en corona-politik hvert år i mange år.

Det var præcist også en af pointerne i Momentum, hvor medstifter Mikkel Bahl skrev denne artikel, der netop sammenlignede klimapolitik med coronapolitik.