Første slutrunde på dansk grund: Musholm i Korsør er vært for EM i Powerchair Hockey 2024
På onsdag d. 23. oktober skydes EM i Powerchair Hockey 2024 i gang i verdens mest tilgængelige sports-, ferie- og konferencecenter, Musholm, som ligger i Korsør. Turneringen er den første officielle slutrunde på dansk grund i en el-kørestolsdrevet sport.
Med sin prisbelønnede arkitektur og god tilgængelighed er Musholm ikke blot en arena for international parasport, men også et fyrtårn for inkluderende byggeri og design. Centret danner nu for første gang rammen om en international slutrunde, hvor spillerne på det danske landshold – og forsvarende verdensmestre – skal kæmpe mod syv andre nationer om endnu en EM-medalje. Det sker, når EM i Powerchair Hockey (i Danmark kaldt Powerchair Floorball) løber af stablen fra 23.-27. oktober 2024.
En markant milepæl for parasport og universelt design
Danmark er blevet tildelt værtskabet for EM-slutrunden af det internationale forbund, IPCH. Musholm har i forvejen været nationalt træningscenter for flere danske landshold siden udvidelsen med en sportshal i 2015, og centret er derfor et oplagt valg til et europamesterskab. På Musholm kan spillerne både træne, spise i centrets restaurant og overnatte, og al energi kan dermed fokuseres på sporten fremfor transport og logistik.
"At lægge gulv og hus til en international mesterskabsturnering er vel det største flueben, vi kan sætte blandt Musholms målsætninger om at gøre en afgørende forskel inden for parasport og universelt design i moderne byggeri. Musholms tilgængelighed for mennesker med handicap er en stor del af hemmeligheden bag, at Danmark kan begå sig i verdenseliten," siger Henrik Ib Jørgensen, direktør for Muskelsvindfonden og Musholm.
Parasport og tilgængelighed har gennemgået en betydelig udvikling de seneste ti år, pointerer Henrik Ib Jørgensen.
"Det sportslige niveau og publikumsopmærksomheden er steget, og folk har fået øjnene op for, at tilgængelighed skal indarbejdes æstetisk og funktionelt i byggerier. Det glæder vi os til at vise frem, og vi er stolte af at Musholm danner rammerne om parasport i verdensklasse.”
Verdens bedste spiller er fra Danmark og har håb om guld
Den danske landsholdsspiller, Anders Berenth, som har vundet Kulturministerens Parasportpris og er blevet kåret til verdens bedste Powerchair Floorball-spiller, har glædet sig til mesterskabet. Ligesom de fleste andre spillere på det danske landshold i Powerchair Floorball er han født med muskelsvind.
“Jeg glæder mig allermest til at spille floorball og så endda på hjemmebane i et hus, som er bygget til at håndtere parasportatleter. Det har ikke haft så stor indflydelse på min forberedelse, men nu kan jeg mærke, at det er en stor ting at skulle spille på hjemmebane, fordi mine venner og familie får muligheden for rent faktisk at se, hvad det er for en sport, jeg bruger så meget tid på. Jeg er også sikker på, at jeg får følelsen af at skulle gøre mig ekstra umage, når nationalmelodien spiller,” siger Anders Berenth med et smil.
Han ser frem til en større bevågenhed fra danske medier, organisationer og publikum, nu hvor turneringen foregår i Danmark, og håber, at det kan fordre mere interesse for sporten.
“Mit store håb er selvfølgelig at vinde guld, men også at rekruttere nye spillere ved at vise, hvor fed en sport det her er,” siger han.
Ifølge Anders Berenth er det danske landshold mere end klar til at kæmpe om guldmedaljen, og han oplever et stærkt sammenhold blandt spillerne.
“Alle med et handicap ved, at man kan have gode og dårlige dage, og dermed har alle på holdet en forståelse for, hvad ens krop kan. Det styrker os, at vi på mange måder er i den samme fysiske situation, og at alle ved, hvad de skal gøre for at hjælpe med at hive én op. Vi løfter i flok, og derfor mærker man ikke på samme måde sit handicap.”
Kontakter
Gitte Dreier JacobsenKommunikations- og pressechef
gitte@muskelsvindfonden.dkBilleder
Om Musholm
- Musholm ligger ved Korsør og er anerkendt som verdens mest tilgængelige sports-, ferie- og konferencecenter.
- Musholm er etableret af Muskelsvindfonden
- I 2017 modtog Musholm to af de fornemmeste priser inden for sportsbyggeri, da Den Internationale Paralympiske Komité hyldede Musholms æstetiske og funktionelle rammer.
- Musholm er en socialøkonomisk virksomhed. Alt overskud geninvesteres dermed i at skabe de bedste ferie- og sportsfaciliteter for mennesker med handicap og deres pårørende. Det sker blandt andet ved at tilbyde konferencemuligheder til virksomheder, foreninger og offentlige organisationer, som støtter Musholms formål.
Om Muskelsvindfonden
Muskelsvindfonden er en forening, et fællesskab og en bevægelse. Vi blev skabt af og for mennesker med muskelsvind, men er også en samling fantastiske pårørende, engagerede samarbejdspartnere, gode medarbejdere, og mere end 1000 frivillige.
Siden 1983 har Muskelsvindfonden sammen med Tuborg arrangeret Grøn Koncert - for vi samler danskerne, mens vi samler ind. Overskuddet går til vores arbejde for et bedre liv med muskelsvind og til forskning i muskelsvind.
Fakta om Powerchair Hockey/Floorball:
- Powerchair Hockey (i Danmark kaldt Powerchair Floorball) er en el-kørestolsdrevet sport. Sporten kan som udgangspunkt spilles af alle med et fysisk handicap, der lever op til det officielle mindstehandicap, og derfor er der en bred repræsentation af handicap i idrætten. Man behøver ikke bruge kørestol til daglig for at dyrke sporten. Et par af landsholdets spillere er gående.
- Der spilles i særlige sportsstole, som er bygget til formålet, og mens nogle spillere benytter en almindelig floorballstav, bruger andre spillere en stav, som er monteret fast til sportsstolen.
- Sporten kom til Danmark i slutningen af 1980’erne. Den startede i Holland.
- Der er fem spillere på banen ad gangen fra hvert hold.
- Bag EM i Powerchair Hockey 2024 står Parasport Danmark, Sport Event Denmark, Slagelse Kommune og Musholm – Ferie, Sport & Konference med støtte fra JYSK, Pressalit og Elsass Fonden.
- Det danske landshold vandt VM-guld i 2022
Læs mere på Parasport Danmark hjemmeside
Følg pressemeddelelser fra Muskelsvindfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Muskelsvindfonden
Nye pærspektiver fra Muskelsvindfonden: Kom ud af dit ekkokammer21.11.2024 13:35:26 CET | Pressemeddelelse
Med en ny indsats på sociale medier inviterer Muskelsvindfonden dig til at bryde ud af dit ekkokammer og kigge forbi det journalistiske site Pærspektiv.dk – en platform, der vil udfordre dit syn på handicap og give dig nye perspektiver på diversitet, identitet og forskellighed.
Jelling Musikfestival og Muskelsvindfonden i nyt samarbejde: Pærfekt Croquis bringer kunst og musik til unge i Vejle og Kolding5.11.2024 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Med Muskelsvindfondens Pærfekt Croquis som omdrejningspunkt inviteres unge i Trekantområdet til et unikt møde mellem kunst og musik. Det sker i Kolding d. 5. november og i Vejle torsdag d. 7. november. I samarbejde med Jelling Musikfestivals talentprogram, Quasar, sætter arrangementet fokus på kropsforskellighed og selvaccept gennem tegning og live-musik.
Erfarne profiler styrker bestyrelsen i RehabiliteringsCenter for Muskelsvind1.11.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Administrerende direktør i IT-virksomheden Siscon og medlem af Muskelsvindfondens bestyrelse, Christian Skytt, overtager posten som bestyrelsesformand i RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCFM). Han kan bidrage med stærke strategiske indsigter og solid ledelseserfaring, mener Simon Toftgaard Jespersen, formand i Muskelsvindfonden. Samtidig bliver professor og neurolog Jakob Blicher næstformand.
Sommerlejre i over 40 år: ”Lejre for børn med muskelsvind er vores kronjuvel"10.7.2024 13:46:31 CEST | Pressemeddelelse
I mere end 40 år har Muskelsvindfonden arrangeret lejre hen over sommer, og de gør en stor forskel for børn med muskelsvind og deres familier. I år deltager 14 familier i den populære familieuge på Musholm i Korsør - her er leg, læring og fællesskab er i fokus. Med aktiviteter til både børn og forældre skabes der rammer for selvstændighed og venskaber, som ruster børnene til et godt og selvstændigt liv med muskelsvind.
Hvad har Bill Gates til fælles med Oprah Winfrey og Lars Løkke?21.6.2024 06:55:34 CEST | Pressemeddelelse
Bill Gates har gjort det. Oprah har gjort det. Og Lars Løkke og Taylor Swift har også gjort det. Mere end 17 millioner mennesker verden over har taget den såkaldte Ice Bucket Challenge, der har til formål at skabe opmærksomhed om sygdomme ALS.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum