Klimaafgift for landbruget er et vigtigt gennembrud, men Danmark skal meget længere

Sådan lyder det fra Rådet for Grøn Omstilling efter, at regeringen har indgået en aftale med SF, Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance om bl.a. at indføre en klimaafgift for landbruget og søsætte en række naturtiltag. Den følger i kølvandet på Trepartsaftalen fra juni 2024. Klimaafgiften for landbruget indfases fra 2030, og der afsættes 43 mia. kr. til en grøn arealfond, der skal omlægge 15 pct. af landbrugsjorden og rejse mere skov til gavn for natur og vandmiljø. Heraf skal 140.000 hektar lavbundsjorder og randareal tages ud af drift. Rådet for Grøn Omstilling glæder sig over at der i forhandlingerne blev fundet ekstra penge til den grønne arealfond og til plantebaserede fødevarer.

”Vi må håbe, at omverdenen lader sig inspirere af, at Danmark som første land i verden sætter en pris på landbrugets udledninger og vil plante betydeligt mere skov. Klimaafgiften er et vigtigt første skridt, men den er ikke tilstrækkelig til at sikre den grundlæggende omstilling af landbruget, som klimaet, miljøet og naturen kalder på.” siger Niklas Sjøbeck Jørgensen, seniorrådgiver for fødevarer og bioressourcer i Rådet for Grøn Omstilling.

”Med afgiftsmodellen risikerer vi at fastholde en stor og intensiv animalsk produktion i stedet for en strukturel udvikling med fokus på flere plantebaserede fødevarer, færre produktionsdyr og mere økologi. Det ville være langt bedre for klimaet, naturen og vores nødstedte havmiljø” konkluderer Niklas Sjøbeck Jørgensen.

Usikkerhed om vandmiljøindsatsen

Aftalen skal imødekomme Danmarks dårlige havmiljø og vores forpligtelse til at efterleve EU’s Vandrammedirektiv, der kræver god økologisk tilstand i fjorde og kystvande senest i 2027.

”Det er positivt at man har indset, at et godt vandmiljø kræver langt mindre landbrugsareal og at vandmiljøindsatsen har fået tilført en stor pose penge. Det lykkedes også flere oppositionspartier at presse på for retvisende kvælstoftal. Men både effekt og tempo i indsatsen er fortsat udfordrede,” siger Niklas Sjøbeck Jørgensen og fortsætter: ”Man overskrider EU’s deadline for, hvornår vi skal være i mål med kvælstofreduktioner og man satser på frivillige aftaler uden sikker kvælstofregulering”.

Motoren i kvælstofindsatsen er den målrettede kvælstofregulering, som allerede blev aftalt i Landbrugsaftalen fra 2021. Effekten af denne er endnu usikker. Er den for lav, kan det gøre udtagning både dyrere og langsommere. Derfor bør man fremadrettet sikre, at man får udnyttet hele potentialet i målrettet regulering samt supplerer med yderligere tiltag.

”Der skal overordnet en langt mere håndfast regulering til for at sikre kvælstofreduktioner. Landbruget og andre lodsejere skal kunne forvente et markant reguleringstryk, hvis ikke man når i mål med jordudtagning,” siger Niklas Sjøbeck Jørgensen.

Stadig stort behov for strukturel omstilling i landbruget

Klimaafgiften introduceres for at reducere CO₂-udledning og drive udvikling i landbruget. Men på grund af indbyggede afgiftsrabatter, bliver den for lav til at skabe de reduktioner og den udvikling der er behov for, nemlig flere plantebaserede fødevarer og økologiske principper.

”Det at få en afgift er et stort skridt frem, men selve afgiftsmodellen indeholder desværre flere svagheder. Man satser hårdt på nye, usikre teknologiske fix, men de har en usikker klimaeffekt. Samtidig har man valgt at fastholde en intensiv og uholdbar stor produktion af dyr, der lægger beslag på store dele af Danmarks areal. I stedet kunne man have prioriteret plantebaseret produktion og økologi langt højere,” konkluderer Niklas Sjøbeck Jørgensen.

Han roser, at man i forhandlingerne er blevet enige om at løfte støtten til den plantebaserede fødevareproduktion med 420 mio. kroner. Det er vigtigt for udvikling af landbruget. Men samlet får animalsk produktion fortsat langt mere i statsstøtte.

I modellen følges den egentlige afgift af en rabat – et såkaldt bundfradrag – på 60 pct. til animalske producenter. Den høje rabat betyder, at det potentielt kun vil kræve få tiltag at slippe helt for afgiften.

”Der bliver kun et meget lille incitament til at producere planter frem for dyr, et begrænset incitament til ny teknologiudvikling og et stort incitament til investeringer i intensiv animalsk produktion,” vurderer Niklas Sjøbeck Jørgensen, der anbefaler at man fremadrettet arbejder for at sænke bundfradraget og flytte støtte fra animalsk til plantebaseret produktion.

Klimaeffekten af pyrolyse er stadig tvivlsom

En af de teknologier der satses stort på i aftalen, er pyrolyse og biokul. Ved pyrolyse omdannes gylle og halm til biokul, der efterfølgende spredes på landbrugets marker. Teknologien kan have et potentiale for vores langsigtede klimamål. Men undersøgelser af miljø- og klimaeffekten af pyrolyse og biokul er endnu ikke afsluttet, og derfor bør man vente på resultaterne, inden vi gør os afhængige af pyrolyse, mener Rådet for Grøn Omstilling. Det er dog positivt at man i forhandlingerne blev enige om at genbesøge pyrolysepuljen i 2027.

”Ifølge aftalen er opfyldelsen af landbrugets klimamål for 2030 stadig afhængig af, at pyrolyse lykkes. Vi ved endnu for lidt om, hvilke miljøfarlige stoffer der dannes i processen, og hvilke langsigtede konsekvenser biokul kan få for miljøet og den mad der dyrkes på markerne. Samtidig kan der gå årtier før teknologien overhovedet har en reel klimaeffekt. Det hænger ikke sammen,” siger Trine Langhede, rådgiver for fødevarer og bioressourcer i Rådet for Grøn Omstilling og fortsætter,

”Først i 2027 ved vi hvilken klimaeffekt biokul har, og der vil kun være tre år til at finde andre løsninger, hvis effekten er lavere end antaget. Derfor er jeg glad for, at der i den politiske aftale er kommet et genbesøg af pyrolysepuljen ind i 2027.”

”Selvom biokul på lang sigt kan lagre CO2 i jorden i mange århundreder, er der en risiko for, at vi bruger pyrolyse som en løsning for at nå kortsigtede klimamål uden at kende miljøpåvirkningen til fulde. Vi risikerer med andre ord at sælge skindet før bjørnen er skudt,” afslutter Trine Langhede.