Hyldest-arrangement for Peder Bundgaard - farvel til en ener
Der bliver sagt farvel og mange tak for årtiers tro tjeneste til en musikelsker, historiefortæller, fotograf og illustrator ud over det sædvanlige, når Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK onsdag den 23. oktober afholder hyldest-arrangement for tegner og forfatter Peder Bundgaard, som gik bort i august, 79 år gammel.
Kaster man et blik på danskernes bogreoler og pladesamlinger, vil Peder Bundgaards navn og streg med stor sandsynlighed dukke op. Måske endda flere steder. For få tegnere har som Bundgaard formået at sætte et så stort visuelt fingeraftryk på den moderne, danske kulturarv.
Peder Bundgaards streger går unægteligt hånd i hånd med skelsættende og højtelskede udgivelser inden for musikkens og litteraturens verden. Således var det Peder Bundgaard, der i 1970’erne fandt frem til den helt rette bogforside til forfatteren Dan Turèlls populære ‘Karma Cowboy’ og ‘Vangede Billeder’ med inspiration fra amerikanske tegneserier.
Fedtmule og vingelogo
I samme periode sørgede Bundgaards tusch for at katapultere Kim Larsen og resten af Gasolin’ langt ud over hustagene på deres Christianshavn, da han tegnede pladeomslaget til ‘Gasolin’ 2’.
Her skabte Bundgaard sin egen Fedtmule-karakter med amerikansk rockabilly-hår og en kæk joint i kæften. Figuren blev trykt på klistermærker, badges og plakater i hele landet, og den blev hurtigt synonym med tidens største og mest gavflabede danske rockorkester. I 1976 satte Bundgaard så trumf på som vinyl-tryllekunstner, da han i forbindelse med Gasolin’s sjette album ‘Efter Endnu En Dag’ tegnede vinger om bandnavnet og dermed kreerede deres ikoniske bandlogo. En historie, Peder Bundgaard blandt andet bidrog med i rockmuseets store udstilling om Gasolin’.
En stor rockelsker
Bundgaards opsigtsvækkende arbejde for Gasolin’ gjorde ham efterspurgt i rockmusikerkredse, når et nyt album skulle på gaden. Således står Bundgaard bag mangt et albumcover. Eksempelvis Sods’ (senere kendt som Sort Sol) debutalbum ‘Minutes To Go’, Malurt og Kashmir. Bundgaard blev sidste år ligefrem optaget som æresmedlem i Det Danske Rock Akademi. Desuden vil mange kunne genkende hans streg som mangeårig fast tegner for Ekstra Bladet samt den satiriske udgivelse Svikmøllen.
“Peder var en modig mand med en usædvanlig kreativ åre og et skarpt blik for tidsånden. Han fik stor betydning for professionaliseringen og udbredelsen af rock og populærmusik i Danmark. Desuden satte han sig varige spor i bredere forstand i dansk kulturliv og i den offentlige samtale. Han vil blive savnet af mange i mange år frem over,” siger Morten Thomsen Højsgaard, der udover at være direktør for ROMU og rockmuseet også vil fungere som ordstyrer på aftenen.
Beskeden i det bedste selskab
Bundgaard satte ikke blot et stort aftryk på den danske kulturarv. Han gjorde også et stort indtryk på dem, der kom tæt på ham i enten privat eller professionelt øjemed, som aftenen vil vise. Det gælder blandt andre Jan Søttrup, der var redaktør på opslagsværket ‘Musikkens hvem-hvad-hvor: Rock’ i 1974, hvor Bundgaard første gang delte ud af sin store viden om beatmusikken. Et arbejde, han fortsatte med i ‘Politikens Dansk Rock 1956-1997’:
“Det ord, der bedst beskriver Peder, er beskeden. Det steg ham aldrig til hovedet, at han arbejdede med tidens helt store kulturpersonligheder, og han pralede aldrig, uanset hvor stor succes, han fik. Peder var i virkeligheden stille og genert som person, en dreng fra landet, men når han skulle fortælle historier, så voksede han og blev nærmest helt brovten og fandt på sine egne udtryk. Det var en fornøjelse at være i selskab med ham,” lyder det fra Jan Søttrup, der ser frem til at give den beskedne Bundgaard den ros, han fortjener.
En ener i branchen
Fra scenen vil det være hele Peder Bundgaards lange virke som kreativ ildsjæl, der bliver set tilbage på. Bundgaard holdt sig ikke kun til at illustrere bogudgivelser for navne som Dan Turèll, Michael Strunge og Dennis Jürgensen. Han stod også selv bag flere udgivelser heriblandt de populære portrætbøger ‘Superdan’ om vennen Dan Turéll samt ‘Masser af succes’ om turen i rockmanegen med Gasolin’. Desuden kan man blive klogere på Bundgaards egen historie i hans bøger ‘Vand under broen’ og ‘Album’.
Ud over Jan Søttrup består panelet af aktører fra kulturlivet, der alle kendte Peder Bundgaard: forlagsredaktør Hans Henrik Schwab, musikjournalist og forfatter Jan Poulsen samt musiker og medstifter af Det Danske Rock Akademi Flemming Madsen med flere. Desuden deltager rockmuseets museumsinspektør Rasmus Rosenørn.
Arrangementet den 23. oktober kl 19-21 er gratis, men kræver tilmelding på billetto.
Pressetilmelding til stinebleg@romu.dk
Læs også: ”Gasolin’s univers på tegnebrættet". Artiklen blev udgivet i forbindelse med RAGNAROCKs Gasolin’-særudstilling ”Så kom med mig - Gasolin' 69-78”, som åbnede i 2019.
Tid, pris, sted
Onsdag den 23. oktober kl. 19:00-21:00
Gratis (tilmelding skal dog ske gennem Billetto)
Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK
Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde
Kontakter
Morten Thomsen HøjsgaardMuseumsdirektørROMU
Tlf:40 17 84 16mortenth@romu.dkBilleder
Links
Om Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK
Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK åbnede i 2016 og har fra første akkord lagt hus til udstillinger og arrangementer, hvor man kan se, lytte og danse sig igennem fortællinger fra syv årtiers pop- og rockhistorie.
De hollandske stjernearkitekter MVRDV og danske COBE står bag museets ikoniske bygning, som er placeret på Rabalderstræde 16 i Roskildes kreative bydel Musicon, hvor også Roskilde Festival, Roskilde Festival Højskole og andre stærke kulturinstitutioner har til huse.
Museet er en del af den statsanerkendte museumsorganisation ROMU, der favner i alt 10 besøgssteder i Roskilde, Lejre og Frederikssund.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Kom i julestemning på hele Danmarks rockmuseum8.11.2024 09:10:55 CET | Pressemeddelelse
Igen i år bliver der skruet kraftigt op for julen på Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK. Hele november og december kan man gå på opdagelse i alle tiders julemusik – både de store klassikere og de mere obskure numre. Kom og få kickstartet julestemningen med fællessang, fodpedal og kæmpe, kendte kravlenisser.
Lysfesten 2025 sætter mørket på pause og lyser på kulturens forbindelser4.11.2024 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den sidste fredag i januar iklæder Roskilde sig Lysfesten og fejrer, at lyset snart vender tilbage. Aftenen byder på smukke lysværker, det ikoniske optog med live musik og masser af muligheder for selv at lege med lyset.
Oplev Poul Krebs helt tæt på28.10.2024 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Poul Krebs gæster Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK i novembermørket til en særlig artist talk, hvor den erfarne sanger og sangskriver vil se tilbage og i den grad også frem på et nyt års komme.
Mød Andreas Mogensen på Lejre Museum, når Odin-figur vender tilbage fra rummet2.10.2024 08:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Andreas Mogensen gæster Lejre Museum for at returnere en kopi af den lille sølvfigur Odin fra Lejre, som sidste år var med ham på rummissionen ’Huginn’. Til arrangementet, som finder sted i museets nye foredragssal, fortæller astronauten om sine oplevelser i rummet og svarer på spørgsmål fra publikum. Arrangementet er gratis men kræver tilmelding.
Kom til foredrag om fortidens Egedal – bronzealderens rige magtcentrum11.9.2024 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Arkæologien buldrer derudad i Egedal Kommune, hvor både udgravninger og detektorfund blotlægger en spændende fortid. På et foredrag i Smørum gør arkæolog Emil Winther Struve status over et år, hvor han og hans kollegaer er kommet et spadestik nærmere de mennesker, der boede i Egedalområdet i bronzealderen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum