Ny hospitalsdirektør vender hjem til Horsens

Del

Henning Voss bliver ny hospitalsdirektør på Regionshospitalet Horsens. Han kommer fra en stilling som hospitalsdirektør i Gødstrup.

Henning Voss, foto: Søren Braad
Henning Voss, foto: Søren Braad

Stillingen som hospitalsdirektør på Regionshospitalet Horsens bliver fra 1. november 2024 besat af Henning Voss, som både færdes hjemmevant i byen og på hospitalet.

Et enigt indstillingsudvalg har peget på Henning Voss som en del af hospitalsledelsen på Region Midtjyllands sydligst beliggende hospital, der især er kendetegnet ved et fokus på innovation, kvalitetsforbedringer og datadrevet og kliniknær ledelse.

- Regionshospitalet Horsens får med Henning Voss en erfaren leder med gode kommunikationsevner. Han har solid indsigt i sundhedsvæsenet, ledelse i tværfaglighed og tværsektoriel forståelse – både internt på hospitalet, på tværs af regionen og eksternt i forhold til vores samarbejdspartnere som fx kommuner og praktiserende læger. Han har digitalisering, innovation og transformation i blodet, og det har vi brug for i et presset sundhedsvæsen, siger koncerndirektør i Region Midtjylland Poul Michaelsen.

Henning Voss kommer fra en stilling ved Regionshospitalet Gødstrup, hvor han har været hospitalsdirektør siden 2023. Inden da var han hospitalsdirektør i Præhospitalet i Region Midtjylland, som blandt andet driver regionens ambulancer.

Henning Voss er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet i 2003, har en master i offentlig ledelse fra 2013 og har tidligere været ansat på Regionshospitalet Horsens som funktionsleder i Administrationen.

Hospitalets gode og sunde udvikling

Den nye hospitalsdirektør glæder sig til at komme i gang og til at komme ”hjem til Horsens”:

- Det har altid været min drøm at vende tilbage til min hjemby og Regionshospitalet Horsens. Mine børn er født på hospitalet, og jeg har gennem årene fulgt med i hospitalets gode og sunde udvikling. Der er meget at være stolt over på Regionshospitalet Horsens – ikke mindst medarbejdernes trivsel og engagement, den høje patienttilfredshed og rettidige udredning og behandling samt de stadig bedre fysiske rammer. Det ser jeg frem til at blive en del af, siger Henning Voss.

Bopælen i Horsens deler Henning Voss med sin kone og fire børn. Fritiden bruger han især med sin store familie, men der bliver også tid til at motionere og til koncerter og rejser.

Fakta om Regionshospitalet Horsens

Regionshospitalet Horsens, som også omfatter Skanderborg Sundhedshus og Livsstilscentret Brædstrup, har 1900 medarbejdere.

Regionshospitalet Horsens er akuthospital for 233.000 borgere i Horsens, Hedensted, Skanderborg og Odder kommuner. Hospitalet betjener også borgere fra andre dele af regionen inden for en række regionsfunktioner.

Stillingen som hospitalsdirektør på Regionshospitalet Gødstrup bliver slået op snarest muligt.

Kontakter

Regionshospitalet Horsens

Regionshospitalet Horsens er et af fem akuthospitaler i Region Midtjylland og områdehospital for ca. 233.000 indbyggere i Horsens, Hedensted, Skanderborg og Odder. Hospitalet varetager akut og planlagt behandling samt uddannelse, udvikling og forskning og omfatter desuden Skanderborg Sundhedshus og Livsstilscenter Brædstrup.

Regionshospitalet Horsens har hvad der svarer til 1.628 fuldtidsstillinger.

Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Horsens

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Horsens

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye