Kom med ind i hjerterummet på Regionshospitalet Horsens
2.9.2026 09:44:03 CEST | Regionshospitalet Horsens | Pressemeddelelse
Hvordan ser en operationsstue ud? Og hvad sker der med en blodprøve, når den er taget? Søndag den 6. september kl. 10-14 inviterer Regionshospitalet Horsens børn og voksne til Åbent Hospital – og dermed til en dag fyldt med oplevelser, demonstrationer, smagsprøver og mange forskellige guidede ture.

Hele familien kan komme tættere på hospitalets hverdag og møde nogle af de mange medarbejdere, der arbejder med behandling, pleje, diagnostik, service og uddannelse, når Regionshospitalet Horsens åbner dørene til Åbent Hospital.
I hospitalets forhal kan gæsterne gå på opdagelse imellem en lang række stande og bl.a. få indblik i patientens vej gennem et akut forløb, høre om livet som bloddonor – og sågar melde sig som donor, prøve VR-briller, blive klogere på hospitalets arbejde med bæredygtighed og møde nogle af de elever og studerende, der uddanner sig på hospitalet. Mange af aktiviteterne præsenteres i børnehøjde, så de yngste gæster med fordel kan tage deres bamse med og fx besøge bamsehospitalet eller dosere ’medicin’ i form af M&M's.
Besøgende får også muligheden for at gå i dialog med nogle af politikerne fra Sundhedsråd Horsens.
-Åbent Hospital er en mulighed for at opleve, hvor mange forskellige fagligheder og funktioner der skal til for at få et hospital til at fungere, og for at få adgang til områder og funktioner, man normalt ikke oplever som patient eller pårørende. Samtidig glæder vi os meget til at fortælle om det arbejde, vi er i gang med i Sundhedsråd Horsens for at skabe et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen, siger Jacob Isøe Klærke (SF), formand for Sundhedsråd Horsens.
Bag kulisserne på hospitalet
En central del af Åbent Hospital er de mange guidede ture ud i de forskellige grene af hospitalet. Det er fx muligt at komme på tur til en operationsstue i Dagkirurgien og se noget af det udstyr, der bliver brugt under operationer. I Røntgen og Skanning kan man opleve en MR-scanning af frugter og få taget et røntgenbillede af sin egen bamse, og på Intensiv kan gæsterne besøge en simulationsstue og opleve det avancerede udstyr, der bruges i behandlingen af svært syge intensivpatienter.
På de guidede ture kan gæsterne også komme ud i kapellet, besøge hospitalets køkken, prøve hjerte-lunge-redning på livagtige fantomdukker, opleve fysio- og ergoterapeuternes forhindringsbane og besøge Psykiatrien, hvor forskellige hjælpemidler hjælper til at berolige og stimulere sanserne hos psykisk sårbare patienter.
– Vi glæder os til at byde hele byen og andre interesserede velkommen til vores hospital den 6. september, og håber, at de besøgende går hjem med endnu større indsigt i og tryghed ved at være patient og pårørende på et hospital, siger Caroline Frøsig Suhr, projektleder for Åbent Hospital 2026 på Regionshospitalet Horsens.
Dagen igennem vil der være smagsprøver fra Hospitalskøkkenet og Livsstilscenter Brædstrup. Vi byder også på gratis baristakaffe og varm kakao, og gæster kan købe poke bowls, kage m.m. Regionshospitalet Horsens' medarbejderkor optræder desuden i forhallen kl. 11 og 12.
Praktisk information
Tid: Søndag den 6. september 2026 kl. 10-14
Sted: Regionshospitalet Horsens, Strandpromenaden 35A, 8700 Horsens
Tilmelding: Ingen tilmelding. Alle er velkomne.
Parkering: OBS: Betalingsparkering.
Se programmet og tidspunkter for guidede ture: https://www.regionshospitalet-horsens.dk/tilbud/abent-hospital-pa-regionshospitalet-horsens/
Programmet er med forbehold for ændringer.
Nøgleord
Kontakter
Jacob Klærke (SF)Formand for Sundhedsråd Horsens
Tlf:2683 7496jacob.klaerke@rr.rm.dkCaroline Frøsig SuhrProjektleder, Åbent Hospital
Tlf:2159 8183Caroline.suhr@rm.dkRegionshospitalet Horsens
Regionshospitalet Horsens er et af fem akuthospitaler i Region Midtjylland og områdehospital for ca. 233.000 indbyggere i Horsens, Hedensted, Skanderborg og Odder. Hospitalet varetager akut og planlagt behandling samt uddannelse, udvikling og forskning og omfatter desuden Skanderborg Sundhedshus og Livsstilscenter Brædstrup.
Regionshospitalet Horsens har hvad der svarer til 1.628 fuldtidsstillinger.
Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Horsens
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Horsens
Det kloge valg er blevet en del af vores hverdag5.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 5. oktober gennemførte vi det sidste af ti Vælg Klogt-seminarer.
Fra kur til kurs: 30 år med Livsstilscenter Brædstrup1.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Da Livsstilscenter Brædstrup åbnede i 1996, var det nytænkende at lade patienter blive indlagt for at arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse.
Gode dialoger om fremtidens nære og sammenhængende sundhedsvæsen24.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan sikrer vi, at borgerne oplever nærhed og sammenhæng i sundhedstilbuddene? Det var det centrale spørgsmål under Sundhedsråd Horsens' fire workshops.
Geriatere og kirurger i tæt samarbejde om skrøbelige kræftpatienter23.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Geriatere fra Medicinsk Afdeling skiftes nu til at samarbejde med kirurger og plejepersonale om kræftpatienterne. Det har givet et løft af behandlingsindsatsen.
Vælg Klogt: Fra fast telefontid til kontakt, når patienten har behov10.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny arbejdsgang har reduceret antallet af telefonkonsultationer markant på Livsstilscenter Brædstrup.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum