50 mio. kr. skal hjælpe SMV’er med at blive bedre rustede til at dokumentere deres bæredygtighed
Fra 2024 stiller europæisk lovgivning krav om, at store børsnoterede virksomheder skal rapportere om deres arbejde med bæredygtighed – og det kommer indirekte til at påvirke SMV’erne. Efter den europæiske bæredygtighedslovning (CSRD) er trådt i kraft, er ESG blevet det nye buzzword, og både store, mellemstore og små virksomheder vil have behov for at kunne oplyse om og dokumentere deres arbejde med bæredygtighed.
ESG giver allerede nu udfordringer for mange små og mellemstore virksomheder. Men der er også mulighed for at opnå en konkurrencefordel med bedre adgang til store kunder og kapital, hvis man har styr på dokumentation og compliance.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har besluttet at afsætte 50 mio. kr. i en ny pulje i Virksomhedsprogrammet, hvor små- og mellemstore virksomheder kan få tilskud til individuelt tilpasset rådgivning om at indsamle, udarbejde og håndtere og dokumentere bæredygtighedsdata samt forbedre deres forudsætninger for at arbejde med bæredygtighed fremadrettet.
Indsatsen skal bidrage til bestyrelsens strategi om at understøtte bæredygtighed og grøn omstilling i SMV’er, herunder at SMV’er kan dokumentere deres arbejde med bæredygtighed. Puljen kan ansøges hos erhvervshusene primo 2025.
EU’s direktiv om bæredygtighedsrapportering, der gradvist implementeres i dansk lovgivning fra den 1. januar 2024, indebærer, at store virksomheder og børsnoterede små og mellemstore virksomheder (SMV’er) skal afrapportere om deres bæredygtighed inden for miljø og klima (E), sociale (S) og ledelsesmæssige forhold (G). Langt de fleste SMV’er er ikke direkte omfattet af rapporteringskravene, men bliver alligevel påvirket, fordi de store virksomheder, der er omfattet af direktivet, skal indhente ESG-oplysninger fra deres samarbejdspartnere.
Kathrine Forsberg, CEO i Atea og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, udtaler:
”SMV’er oplever i stigende grad at blive mødt af kundekrav fra store virksomheder, banker og investorer om at levere data og oplysninger om for eksempel udledninger, ressourceforbrug, arbejdsvilkår, påvirkning af det omgivende samfund og beskyttelse af whistleblowere. SMV’er kan have vanskeligt ved at overskue, hvordan bæredygtighedslovgivningen påvirker dem, og hvordan de kan imødekomme de krav, de møder. Det kan som mindre virksomhed være en udfordring at afsætte ressourcer til kompetenceudvikling og rådgivningsydelser relateret hertil, og det skal den nye indsats fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse være med til at afhjælpe.”
Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) er et direktiv fra EU, der stiller krav om virksomheders bæredygtighedsrapportering. Fra 2024 og frem skal alle store børsnoterede virksomheder rapportere om bæredygtighed efter særlige standarder. Reglerne vil omfatte flere virksomheder i de kommende år. Formålet med de nye regler er at sikre, at virksomheder både i Danmark og øvrige medlemslande i EU rapporterer om bæredygtighed på samme måde.
Det skal hjælpe med at øge gennemsigtigheden, så det bl.a. bliver nemmere for investorer og andre interessenter at forstå en virksomheds bæredygtighedstiltag, når de vil investere eller indgå nye samarbejdsaftaler.
Fakta om indsatsen
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit møde 17. september 2024 besluttet at give i alt 50 mio. kr. til erhvervshusene til oprettelsen af en ny pulje i Virksomhedsprogrammet, der skal udvide og styrke værditilbuddene inden for grøn omstilling og bæredygtighed i Virksomhedsprogrammet.
Virkemidlet i ESG-indsatsen er en rådgivningsvoucher (tilskud til indkøb af privat rådgivning for SMV’er). SMV’er får tilskud til rådgivning om at indsamle, udarbejde, håndtere og dokumentere ESG- og bæredygtighedsdata, og indsatsen skal resultere i konkret bæredygtighedsdokumentation samt bedre forudsætninger for SMV’ernes videre arbejde med bæredygtighed.
Dokumentationen kan være virksomhedens miljøaftryk, livscyklusberegninger, strategier, politikker og lignende i det omfang, at de er i overensstemmelse med de europæiske rapporteringsstandarder på bæredygtighed (ESRS) og den kommende frivillige SMV-standard.
En mindre del af midlerne kan anvendes til tilskud til IT-systemer (licenser/systemer), som kan hjælpe SMV’erne med specifik bæredygtighedsdokumentation.
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
”Kunderne og jeg er drevet af en fælles passion for godt håndværk”16.10.2024 08:57:12 CEST | Pressemeddelelse
Perioden, hvor det meste af verden lå underdrejet af Coronapandemien, har fået skyld for meget. For Jennie Dai gav den tilhørende nedlukning imidlertid mulighed for at stoppe op og tage arbejdslivet op til revision. Skulle hun fortsætte karrieren som jurist i et af landets største pengeinstitutter, eller skulle hun måske prøve noget helt andet?
Roccai kunne hyre deres første medarbejder og skalere endnu hurtigere11.10.2024 10:19:53 CEST | Pressemeddelelse
Nanna blev iværksætter og gik ind i tech-branchen uden at kunne kode. Det lærte hun sig selv. I sin anden tech-startup, Roccai ApS, kunne hun gennem det EU-støttede projekt SMV:Vækstpilot ansætte Mathias, som hun sparrede med, mens de delte opgaverne – så han tog AI-delen, og hun byggede systemet.
Fra modebranchen til snedkerkøkkener – en rejse mod frihed og forfinet design11.10.2024 10:00:52 CEST | Pressemeddelelse
For et par år siden stod Gitte Outzen ved en skillevej: Et liv i interiør- og livsstilsbranchen med udsigter til lange arbejdsdage og jævnlig rejseaktivitet i sigte syntes ikke at passe i familielivet, og hun ønskede at have bedre mulighed for at kunne råde over sin tid. Hun er født ind i en snedkerfamilie og havde fra barnsben af været med på snedkerværksteder og byggepladser for at se på nye projekter, materialer og arkitektur.
Tobias fik en kæmpe portion selvværd og fandt kursen mod drømmeuddannelsen3.10.2024 12:31:01 CEST | Pressemeddelelse
Han har deltaget i projektet Uddannelse til grønne job i Viborg for at forberede sig på en erhvervsuddannelse i Holstebro. Her har Tobias fået en kæmpe portion selvværd og fundet retningen, så han nu er ved at uddanne sig til bygningsmaler og drømmer om eget firma.
57 mio. kr. skal styrke udviklingen i dansk turisme26.9.2024 10:16:12 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter 14 turismeprojekter med godt 57 mio. kr. fra puljen til lokale og tværgående turismeprojekter. Projekterne skal medvirke til en mere miljømæssig, økonomisk og social bæredygtig vækst i dansk turisme.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum