Stinkende bunker af rådden søsalat præger Fanøs hvide badestrande

”Det stinker og er ulækkert, og i de mængder påvirker det turisternes oplevelse af at være på stranden, bade osv. Som jeg forudsagde allerede i marts, ville vi få de største mængder søsalat på Fanø i år nogensinde, da mængden er korreleret til nedbørsmængden, som jo satte rekord.”

Det fortæller naturvejleder Kim Fischer i en mail til redaktionen. Fischer er indfødt fannik og bosat i Sønderho på sydenden af vadehavsøen, hvor opskyl af søsalat også har ramt.

Søsalat og fedtemøg er to sider af samme forureningsproblematik. Der er tale om étårige makroalger, der trives i vandområder med høje koncentrationer af næringsstoffer fra landbruget. De kan skabe iltsvind på helt lavt vand langs kyster, og kan også forværre allerede eksisterende iltsvind på dybere vand. Når algerne dør og bliver nedbrudt, opbruges ilten i vandet, og der opstår iltsvind, hvilket har konsekvenser for lokalbefolkning, turisterhvervet og dyre- og plantelivet.

Kim Fischer skriver videre:

”Som turistø påvirker det selvfølgelig øens økonomi, hvis stranden er ulækker at færdes på. Stranden er klart Fanø største attraktion. Da Ribe Amt stadig eksisterede var søsalat en indikator for forurening, og der blev taget luftfotos med henblik på at følge udbredelsen. Dette sker ikke længere. Overvågningen af Vadehavets miljøtilstand er skåret betragteligt ned siden da.”

Rådden søsalat i det meste af Vadehavet

En anden mangeårig fannik er Søren Vinding, fhv. seminarielektor i naturfag, og bosat i Nordby på Fanø. Vinding påpeger, at der er tale om et ”voldsomt problem”, når der ligger flere meter rådnende alger langs strandene, som turisterne skal vade ud gennem for at kunne bade.

Han fortæller videre, at rådden søsalat også præger den tolv kilometer lange dæmning til Rømø og de fleste lavvandede kyster længere sydpå i marsken. Søren Vinding peger på udledningen af næringsstoffer fra landbruget som den væsentligste årsag:

”Den økologiske vandkvalitet i Vadehavet er lige så dårlig som alle mulige andre steder, men den holdes ligesom ude af debatten. Af en eller anden grund handler den grønne trepart kun om vandet i fjorde og bælter andre steder – herovre gør man ikke noget, selvom Vadehavet er verdensarvslokalitet – de protesterer mod kæmpemøller, men ellers sker der ikke noget”.

Kan rive tæppet væk under turismen

Turismen er Fanøs vigtigste erhverv, og Fanø Kommune arbejder tæt sammen med øens turismeaktører samt øvrige samarbejdspartnere lokalt, regionalt, nationalt og internationalt om at udvikle turismeerhvervet på øen. Det fremgår af kommunens egen hjemmeside.

Fanø har 3.357 indbyggere, men det er beregnet, at turister – især danske og tyske – på årsbasis tilbringer over 800.000 overnatninger på øen. Det gør Fanø til den danske kommune, hvor turismen betyder økonomisk mest, og da den domineres af sommergæster, er Fanø dybt afhængig af et rent havmiljø.

Over det meste af Danmark oplever folk, der lever af turisme i de kystnære områder, nu konsekvenserne af et dårligt havmiljø med fedtemøg og søsalat til følge. Forureningen er blevet et stigende problem for en industri, der ellers giver god økonomi til vandkantsdanmark.

»Vi risikerer, at den udvikling, vi ser nu, river tæppet væk under os som turismeindustri«, advarede direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening, Pernille Kofod Lydolph, til DR den 23. juni 2024. ”77 % af de udenlandske besøgende siger, at kyst, natur og hav er en væsentlig årsag til at vælge Danmark.”

Sommerhusudledningen og aktiviteter ved og på vandet er et stort erhverv, som giver store indtægter i den danske statskasse. ”Det er en økonomi på omkring 120-130 milliarder om året”, udtalte professor Bo Riemann fra Aarhus Universitet til DR i samme artikel, og han vurderede, at der er, hvad der svarer til ca. 120.000 fuldtidsjob i erhvervet.

Fanø betaler prisen for 30 års opdyrkning af marsken

De lavtliggende marskenge fra Esbjerg til den dansk-tyske grænse er i dag afvandet og dyrkes intensivt med afgrøder som raps, majs, byg og wrapgræs. Tidligere tiders vidtstrakte ferskenge med græssende køer og velduftende høslæt er borte. Gyllelandbruget har også her holdt sit indtog.

Siden 1992 har manglende politisk mod givet frit spil for en omfattende oppløjning og intensiveret udnyttelse af det gamle kulturlandskab. I stedet for en naturfredning af det unikke landskab har mindre end 10 procent uberørte marskenge overlevet de sidste 30 års opdyrkning. Af 17.800 hektar formelt ’naturbeskyttet’ marsk er mindre end 1000 hektar i dag intakt i naturhistorisk forstand. Det skyldes, at politikerne har tilladt opdyrkning med gødskning og pesticidbrug.

Selv ikke Tøndermarsken, der blev naturfredet i 1988 som et værdifuldt kultur- og naturlandskab, har været i stand til at beholde de oprindelige naturværdier. Overalt har det stadig mere intensive landbrug fået lov til at udfolde sig. Prisen har været en stærkt forarmet natur, stigende forurening af vandmiljøet og voksende problemer med fedtemøg og søsalat ude i Vadehavet.

Redaktionen har anmodet borgmester Frank Jensen, Fanø Kommune og destinationschef Hans Peter Folmann, Destination Vadehavskysten, om kommentarer til søsalat-forureningen, men ingen af de to er vendt tilbage.