Standardhuset er forældet: Så lidt varme bruger en gennemsnitlig husholdning med fjernvarme
I over 40 år har et ’standardhus’ været defineret som et hus på 130 m2 og et varmeforbrug på 18,1 MWh om året. Ny omfattende undersøgelse viser, at virkeligheden for længst er løbet fra den forældede definition og at konsekvenserne ved at forblive i fortidens tal er omfattende.
I Forsyningstilsynets halvårlige varmeprisstatistik baseres fjernvarmeselskabernes priser på, hvad det koster at opvarme et standardhus og en standardlejlighed. At fastsætte definitioner for standardboliger kan give god mening, da de muliggør en sammenligning af fjernvarmepriser på tværs af selskaber og tid. Det er med til at skabe transparens og øget forbrugeroplysning.
- Netop derfor er det også uheldigt, at de standardboliger der anvendes i dag er over 40 år gamle og ikke er repræsentative for hverken det samlede forbrug eller energieffektiviteten i en gennemsnitlig fjernvarmeopvarmet bolig. Det giver forbrugerne et skævvredet billede af, hvad opvarmning med fjernvarme egentlig koster, siger Bettina Vester, der er chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.
Varmeforbrug pr. m2 er halveret for lejligheder
Organisationen har på baggrund af et omfattende datasæt over varmeforbrugsdata, der dækker over 20 pct. af de opvarmede fjernvarmeboliger, udarbejdet et sæt opdaterede standardboliger.
Et retvisende og evidensbaseret bud på et standardhus lyder på 135 m2 og et varmeforbrug på 13,7 MWh. Det svarer til en energieffektivisering på 27 pct. i forhold til den eksisterende definition på 130 m2 og 18,1 MWh.
For en standardlejlighed er forskellen endnu større. Mens den eksisterende definition lyder på 75 m2 og 15 MWh er den opdaterede definition på 80 m2 og 7,7 MWh. Det svarer til en energieffektivisering på mere end 50 pct.
Prisloftet bør ikke bygges på forældet definition
I et nyt lovforslag lægger myndighederne derudover op til at indføre et prisloft på fjernvarme, der skal baseres på, hvad det vil koste at opvarme et standardhus med en individuel varmepumpe. Og hér, bliver det for alvor uforsvarligt at anvende en definition, som tiden for længst er løbet fra. Hvis investeringsomkostningerne til en varmepumpe smøres ud over et for stort varmeforbrug, bliver den beregnede årsomkostning pr. MWh – og dermed det fastsatte prisloft – presset nedad.
- Når fjernvarmeselskaberne i den nye prisloftregulering skal konkurrere med individuelle varmepumper, må det være en forudsætning, at man ikke giver varmepumpen en hjemmebanefordel ved at basere reguleringen på et forbrug, der slet ikke afspejler varmeforbruget hos en typisk fjernvarmekunde. Det er derfor nødvendigt at få opdateret standardhuset, så det bliver repræsentativt og tidssvarende, siger Bettina Vester.
Dansk Fjernvarme anbefaler, at man i forbindelse med varmeprisstatikken også opgør priserne for henholdsvis nyere og ældre standardboliger. Dette skyldes, at bygningens alder har stor betydning for energieffektiviteten og dermed det samlede varmeforbrug. Ved at aldersinddele standardboligerne kan man som forbruger bedre få en fornemmelse af, hvad det reelt koster at få opvarmet sin bolig med fjernvarme. Derudover kan det give forbrugerne øget opmærksomhed på de økonomiske fordele, der kan være ved at energirenovere sin bolig.
Datagrundlag
Der findes i alt ca. 2,75 mio. boliger i Danmark, hvoraf ca. 1,9 mio. er opvarmet med fjernvarme. Datasættet indeholder faktiske målinger af varmeforbrug over perioden 2017-2021, samt oplysninger om de enkelte bygningers boligareal, opførelsesår og boligtype.
De indsamlede data for varmeforbrug omfatter målinger fra mere end 200.000 målere på tværs af landet, og vi har indhentet data fra 76 ud af de ca. 354 fjernvarmeselskaber i Danmark, der har distributionsnet til slutkunder. Datasættet er sammensat, så det rummer forbrugsdata for alle boligtyper, for både storbyer og landdistrikter og fra 52 forskellige kommuner på tværs af landet
Nøgleord
Kontakter
Pressechef Rune Birk Nielsen, tlf. +45 2490 4197 el. rbn@danskfjernvarme.dk
Billeder
Vedhæftede filer
Links
Om Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme er en af Danmarks største brancheorganisationer og er interesseorganisation for cirka 350 fjernvarmeselskaber, der leverer 99,9 procent af fjernvarmen i Danmark og forsyner omkring 66 procent af alle danske boliger med grøn og effektiv varme. Dansk Fjernvarmes medlemmer er desuden affaldsenergianlæg og kraftvarmeværker, der står for den samlede danske termiske elproduktion.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme
CO2-fangst er nødvendig for at nå klimamål29.11.2024 12:10:00 CET | Pressemeddelelse
Dansk Fjernvarme støtter anbefalinger fra Klimarådet om, at CO2-fangst er en nødvendighed for at sikre, at det danske samfund kommer i mål med sine klimamål frem mod 2035.
Mere geotermi i Danmark glæder Dansk Fjernvarme18.11.2024 11:07:08 CET | Pressemeddelelse
Aftalen om geotermi mellem Vestforbrænding og Innargi glæder Dansk Fjernvarme, der håber, aftalen ender med klimavenlig fjernvarme til flere tusinde danskere.
Elbaseret fjernvarme overstiger kul og olie31.10.2024 14:20:24 CET | Pressemeddelelse
Eldrevet varmeproduktion i fjernvarmen overgår for første gang produktion fra kul og olie tilsammen. Også naturgassen viger for varmepumper og elkedler. Det viser tal fra Energistyrelsen.
Dansk Fjernvarme: CCS kan godt etableres inden 203031.10.2024 12:22:43 CET | Pressemeddelelse
Dansk Fjernvarme anerkender de udfordringer og risici, som Klimarådet påpeger i regeringens Klimaplan 2024, men ser også muligheder for at nå de ambitiøse klimamål.
Ryslinge Udviklingsselskab vinder Fjernvarmeprisen 202424.10.2024 23:34:14 CEST | Pressemeddelelse
Lokale ildsjæle fra Ryslinge på Fyn vandt afstemningen om Fjernvarmeprisen 2024. Prisen gik således i år til Ryslinge Udviklingsselskab.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum