Skovskolen Djursland gør klar til at åbne Naturvejlederuddannelsen
Som det nyeste skud på stammen åbner Naturvejlederuddannelsen på Skovskolen Djursland efter nytår. Det er et led i udviklingen af skolen, som i forvejen uddanner skov- og landskabsingeniører, skov- og naturteknikere og vildtforvaltere. Naturvejlederstuderende Janne Terp glæder sig til at kunne fortsætte uddannelsen tættere på hjem og job i Jylland.

Ansøgningerne tikker ind, og undervisningsplanen er næsten på plads. I februar 2025 byder Naturvejlederuddannelsen velkommen til det første hold studerende på Skovskolen Djursland.
I sin nuværende form har uddannelsen eksisteret på Skovskolen Nødebo i to år. Allerede efter det første år viste det sig, at kun 6 % af de studerende boede i Jylland. Det blev startskuddet til planerne om at oprette uddannelsen i Jylland med søsterskolen på Djursland som base.
”Vi er kommet godt fra start på Sjælland, og nu tager vi de gode erfaringer med os til Jylland,” siger studieleder Johanne Christiani fra Skovskolen, Københavns Universitet.
God plads til nørderi i naturen
Skovskolens Naturvejlederuddannelse er en akkrediteret uddannelse på akademiniveau. Det vil sige, at den henvender sig til voksne med relevant erhvervserfaring og kan tages på fuld tid eller på deltid ved siden af jobbet.
”Vores studerende er ofte meget nysgerrige på det naturfaglige og på nørderi i naturen, og der skal være tid og plads til fordybelse og læring. Det sikrer vi med denne opbygning af uddannelsen og med muligheden for at kombinere flere fagligheder,” siger Johanne Christiani.
Stedbaseret undervisning
Det allerførste modul på uddannelsen hedder slet og ret Naturvejlederen. Her arbejder de studerende med formidling, der er tilpasset en bestemt målgruppe, og som kan skabe viden om, forundring over og forståelse for samspillet mellem menneske og natur.
En del af undervisningen kommer til at foregå på Skovskolen Djursland og i områdets dejlige natur, men der bliver også mange ekspeditioner ud af huset, siger Johanne Christiani:
”Vi skal besøge mange forskellige lokaliteter - strand, det åbne land og by. Vi lægger vægt på at gøre undervisningen stedbaseret, og vi taler ikke om noget, vi ikke kan vise eller røre ved. Derfor skal vi ud på tur.”
Undervisere med stærk faglighed
Skovskolen Djursland uddanner bl.a. skov- og landskabsingeniører, skov- og naturteknikere og vildtforvaltere, og er ligesom Skovskolen Nødebo en del af Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) på Københavns Universitet.
”Mange af skolens undervisere har en baggrund i forskning og formidling, og det kan vi drage nytte af på Naturvejlederuddannelsen. Derudover har vi et stærkt og bredt netværk af eksterne naturvejledere, som vil bidrage,” siger Johanne Christiani.
Slut med at køre kl. 3 om natten
47-årige Janne Terp, der bor i Nordjylland og studerer på Skovskolens Naturvejlederuddannelse, glæder sig til kortere transport og flere uddannelsesmuligheder tættere på:
”Jeg har været ovenud tilfreds med Skovskolen Nødebo, men ser frem til, at jeg i fremtiden ikke behøver at starte bilen kl. 3 om natten for at nå frem til undervisning kl. 8.30. Jeg er allerede tilmeldt flere moduler på Skovskolen Djursland og tager også et modul på friluftsvejlederuddannelsen VIA i Viborg og et på UCN i Aalborg. Jeg satser på at færdiggøre min uddannelse i 2025, men tænker, at jeg vil være tilknyttet Skovskolen i mange år frem med henblik på at videreudvikle mig,” siger Janne Terp.
Informationsaften 2. oktober
Naturvejlederuddannelsen holder informationsaften med fysisk fremmøde på Skovskolen Djursland onsdag den 2. oktober kl. 17-20.
Her kan man møde undervisere og studerende, høre om uddannelsens faglige indhold og værdier og få et indtryk af Skovskolen som studiested.
Tilmelding er nødvendig: https://skovskolen.ku.dk/kalender/
Nøgleord
Kontakter
Johanne Lybecker Christiani
Studieleder på Skovskolens Naturvejlederuddannelse
Mail: jlc@ign.ku.dk
Mobil: +45 24 81 80 48
Billeder




Links
Skovskolens Naturvejlederuddannelse
Naturvejleder er en akademiuddannelse, man typisk tager på deltid ved siden af arbejdet. De studerende spænder vidt i alder og har meget forskellige baggrunde - fx pædagoger, lærere, sygeplejersker, håndværkere eller biologer - og mange tager uddannelsen for at koble den til deres fag/job. Uddannelsen er akkrediteret til 60 ECTS-points. Det er muligt at kombinere med fag på Skovskolens Friluftsvejlederuddannelse i Nødebo.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Fra Stevns til Månen: Dansk-ledet rummission skal kortlægge Månens overflade17.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Københavns Universitet skal stå i spidsen for den første danske månemission. Missionen skal kortlægge Månens overflade i hidtil uset detaljegrad, som skal gøre det sikkert at lande og etablere baser på Månen i fremtiden.
Your Christmas decorations may be hiding a tiny bit of badger and toad16.12.2025 09:27:05 CET | Press release
Researchers at the University of Copenhagen have discovered that moss acts as a natural trap for environmental DNA. This discovery opens the door to using moss as a simple, gentle and inexpensive method of monitoring biodiversity – from birds and mammals to fungi, insects and microbes.
Din juledekoration gemmer måske på en lillebitte smule grævling og skrubtudse16.12.2025 09:17:58 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Københavns Universitet har opdaget, at mos fungerer som en DNA-fælde i naturen. Og den opdagelse åbner for mos som en enkel, billig og skånsom metode til at holde øje med biodiversiteten – fra fugle og pattedyr til svampe, insekter og mikrober.
Forskere genopliver gamle ærtesorter i enorm frøsamling: ”Et uudnyttet guldkammer til fremtiden”15.12.2025 10:29:09 CET | Pressemeddelelse
Med en ny AI-metode har forskere fra Københavns Universitet genopdaget 51 gamle ærtesorter, som ikke længere bruges i landbruget, men som kan vise sig lovende til produktion af plantebaserede fødevarer. Metoden er en genvej til at finde nye ressourcer i de grønne skatkamre, som genbankers enorme frøsamlinger udgør.
Fermentering gør havets grøntsager mere spiselige5.12.2025 06:18:59 CET | Pressemeddelelse
Tang har længe været hyldet som en bæredygtig superingrediens – men dens “fiskede” smag er en barriere for mange vestlige forbrugere. Nu viser et nyt studie fra Københavns Universitet, at fermentering med mælkesyrebakterier kan være nøglen til at få tangen til at glide ned.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum