Tæppefald

”Fra skjult til åben interessevaretagelse” af Theresa Scavenius, MF 

Lobbyister, der målrettet arbejder for lempelig miljø- og klimalovgivning, sidder tæt på det administrative og politiske system i Danmark. 

Meget af det foregår stadig i det skjulte, fordi alle i systemet ved selvfølgelig godt, at det ikke moralsk, demokratisk og politisk kan retfærdiggøres. Derfor har vi, som ved meget om, hvordan politik bliver til i praksis, svært ved at forklare folk uden for systemet, hvordan tingene reelt foregår. 

Jeg ser i høj grad en stigende formalisering af inddragelse af lobbyisters særinteresser. Det sker når man fx i ift. implementering af al EU lovgivning har besluttet, at det skal igennem et såkaldt “implementeringsråd”, hvor økonomiske interessenter sidder formelt set og holder regeringen i ørene ift. varetagelse af deres interesser ift. europæisk lovgivning. 

Det sker også, når regeringens landbrugspolitik helt åbent bliver til ved et bord, hvor landets stærke lobbyistorganisationer er repræsenteret. Den aftale er nu blevet til et ministerium, Grøn Trepart. Jeg spekulerede over, hvilke ressortområder ministeriet ville få, og har fundet ud af, at dele af vores miljøregulering, herunder implementering af det europæiske vandrammedirektiv, som Danmark på snart tiende år ikke har implementeret, flyttes derover. 

Det betyder, at det er ret formaliseret og ude i det åbne nu, at det blandt andet er Landbrug & Fødevarer, som sidder for enden af bordet, når der skal laves miljø- og vandpolitik. 

Tæppefald af det demokratiske normskred
Normaliseringen af, at politik bliver lavet sammen med og af lobbyister, kom helt frem i lyset, da DR afslørede, hvordan lobbyorganisationen ‘Danmarks Fiskeriforening’ har skrevet et debatindlæg og fået seks borgmestre til at stå på som afsender.

Det giver sig selv, at det er dybt manipulerende og problematisk, at danskerne læser et debatindlæg, de tror er skrevet af deres borgmestre, men i virkeligheden er det skrevet af en lobbyorganisation med store økonomiske interesser på spil.

Det interessante er dog, at en af borgmestrene, Søren Smalbro fra Hjørring Kommune, slet ikke kan se problemet i at være en marionetdukke for en lobbyorganisation. Hans svar er, at det er helt normalt. Han siger, at i fremtiden kan han ikke svare på, hvem der skriver det, han er afsender på.

For mig at se er det et tæppefald for det demokratiske normskred, som vi er vidne til i øjeblikket. Det er en formalisering af, at særinteresser varetaget af lobbyistorganisationer dominerer dansk politik. 

Det er forklaringen
Så der er ikke flere, der i Danmark behøver at undre sig over, hvorfor vi ikke får den miljø- og klimapolitik, som borgerne stemmer på til Folketings- og Kommunalvalg. 

Den manglende transparente praksis i politik er en af hovedårsagerne til, at vi ikke får den politik, danskerne har stemt på. Forklaringen er, at politikerne har overgivet en stor del af magten ift. lovgivning, administration og nu også debatindlæg til lobbyisterne. 

Det er en af de væsentligste årsager til, at jeg gerne vil stille op til næste valg med partiet Grønne Demokrater. Ønsket er at restaurere de politiske beslutningsprocesser i en demokratisk ånd, således, at danskerne kan se politikerne over skulderen og at der er fuld åbenhed omkring beslutninger. 

For at Grønne Demokrater kan stille op til næste valg, kræver det 20.000 vælgererklæringer. Jeg håber, du vil give din her. Vi er godt på vej. Vi mangler bare din og din vens vælgererklæring – klik her!

Mere politisk revision
I sidste nyhedsbrev skrev jeg om parlamentarisk aktivisme og behovet for mere politisk revisionsarbejde. I Folketinget har vi institutioner til at understøtte dette arbejde. Så ideen om politisk revisionsarbejde er ikke ny, men nedfældet i vores institutionelle grundlag. Det hedder Folketingets Rigsrevision (Forside | Rigsrevisionen). De laver løbende kontrol og tjek af, hvordan regeringen forvalter deres mandat. 

Ideen er, at rigsrevisionen fremlægger deres rapporter, som Folketingsmedlemmer så kan tage op politisk og kræve en forklaring, forbedring eller ændret politik. Det er rapporter, jeg i flere tilfælde har brugt i mit arbejde. Blandt andet ift. kritik af administrationen og den manglende kontrol af blandt andet vores oliefelter. 

EU niveau findes en lignende institution, Den Europæiske Revisionsret, der tjekker og kontrollerer EU kommissionens politik, brug af ressourcer, etc. 

Dokumenteret greenwashing
Jeg har i mange år råbt vagt i gevær ift. at regeringen og kommissionen greenwasher, når de oversælger klimapolitiske initiativer. Men det er en svær sag at rejse alene. Jeg har i et par år fulgt en sag, hvor EU har besluttet at bruge 6-700 mia. euro på grøn omstilling og digitalisering. 

Jeg mente, sagen var så vigtig, at vi i Folketinget skulle følge de penge meget nøje og komme med indspark til, hvordan regeringen ville forvalte den danske andel af de mange milliarder kroner.

Jeg lykkedes med at få oprettet et underudvalg i Europaudvalget, som stadig findes, men som har mistet sin pointe, fordi de store partier fik mig sidelinet, fordi - som nogen sagde de havde hørt i Udenrigsministeriet - at det kunne potentielt blive farligt, hvis jeg havde for meget held med det underudvalg. 

Det er ærgerligt, for jeg kunne allerede se dengang, at pengene ikke ville blive brugt på ny klimapolitik, men blot blive overført til en konto, hvor der med store bogstaver kunne stå: greenwashing. 

Et eksempel (Denmark's Recovery and Resilience plan - Ministry of Finance (fm.dk)): regeringen sagde, at 1,6 mia. kr ville blive brugt på et initiativ til 1 million lav-emissionsbiler i 2030. Os der bor i Danmark ved godt, at regeringen ikke er ved at lave politik for det. 

Jeg har nævnt mine bekymringer over for finansministeren på alle møder, hvor emnet om programmets penge er på dagsordenen. 

Nu bekræfter den europæiske revisionsret så min bekymring. Det konkluderer i ny rapport, at:

• Programmets bidrag til den grønne omstilling er uklar
• Hvordan initiativer bidrager til CO2-reduktion er uklar
• Hvordan omkostninger og resultater hænger sammen er uklar

Hvem holder hvem til ansvar
Vi har institutioner, som vurderer og fører tilsyn med, hvordan man regner, hvordan politiske initiativer kan implementeres for at opnå et mål, hvornår penge er brugt og om de er brugt forkert, etc. Hvad gør vi så, når det dokumenteres, at regeringen greenwasher? 

I mange af disse tilfælde er det kun borgerne, der kan holde politikerne ansvarlige. Hvis borgerne er blevet ligeglade med, hvordan vores samfunds penge bliver brugt og forvaltet, så peger alt i retning af, at pengene ikke bliver forvaltet til fordel for borgerne, almenvellet, naturen og klimaet, men derimod til fordel for de fås interesser. 

Uheldigvis er det således, at de fås interesser har et stort sammenfald med udvidelsen af de fås ret til at overudnytte jordens ressourcer. En overudnyttelse der på kort sigt kan konverteres til økonomiske resultater for kvotekonger, store landbrug, tech-giganter, osv.