Tre nye speciallæger skal arbejde på tværs af Storebælt
Manglen på speciallæger kræver nye løsninger. Nu har et samarbejde mellem Region Syddanmark og Region Sjælland resulteret i etableringen af tre såkaldte kombinationsstillinger indenfor hjertesygdomme. Speciallægerne skal arbejde skiftevis på Odense Universitetshospital og Slagelse Sygehus.
Der er godt nyt til hjertepatienter, som i fremtiden vil opleve færre vikarer og kortere ventetid, når de skal på sygehuset og akutafdelingerne i Slagelse og Odense.
Et samarbejde mellem Region Syddanmark og Region Sjælland betyder nemlig, at der nu etableres tre nye speciallægestillinger inden for kardiologien. Der er tale om tre kombinationsstillinger, hvilket betyder, at kardiologerne skiftevis skal arbejde på Slagelse Sygehus og Odense Universitetshospital. To af stillingerne er allerede besat.
-Det er ikke nogen hemmelighed, at vi mangler speciallæger i Region Sjælland. Samtidig er vi den region med flest syge. Vi har særligt manglet kardiologer, og derfor er jeg også meget glad for, at det på relativt kort tid er lykkedes at oprette tre nye kombinationsstillinger inden for kardiologien. Det skyldes et stærkt samarbejde på tværs af de to regioner, og er et fremragende eksempel på, at vi ved at tage et fælles ansvar kan mindske ulighed i sundhed, siger Anne Møller Ronex (B), der er formand for sygehusudvalget i Region Sjælland.
Syddanmark og Sjælland tager fælles ansvar for manglen på speciallæger
De tre kardiologiske kombinationsstillinger er resultatet af en mangeårig samarbejdsaftale mellem Region Syddanmark og Region Sjælland. En samarbejdsaftale som altså nu er udvidet til også at indebære kombinationsstillinger. Formålet med stillingerne er, at Region Sjælland kan tiltrække og tilknytte nye speciallæger samtidig med, at man styrker de faglige miljøer i begge regioner.
-Vi samarbejder om mange ting på tværs af regionerne, og vi hjælper gerne, når der er brug for det. Det er meget glædeligt, at vi, som del af vores samarbejdsaftale, nu kan bidrage til at styrke dækningen af speciallægestillinger i Region Sjælland. Samtidig får vi selv tilført nye kræfter til det faglige miljø på Odense Universitetshospital. Med ansættelsen af de tre kardiologer fortsætter vi det gode samarbejde mellem os og Region Sjælland, som jeg håber vil komme mange patienter i begge regioner til god gavn og glæde, siger Bo Libergren (V), der er regionsrådsformand i Region Syddanmark.
En god mulighed for specialisering
Styregruppen for det strategiske samarbejde mellem Region Syddanmark og Region Sjælland besluttede december sidste år at oprette én til to kardiologiske kombinationsstillinger. Men det viste sig, at der var flere kvalificerede ansøgere, så derfor etablerer man nu tre kombinationsstillinger.
En af de læger, der søgte stillingerne, er afdelingslæge Leith Al-Mashkur, der startede på Slagelse Sygehus d. 1. september.
-Jeg søgte stillingen, fordi den giver mig mulighed for at specialisere mig endnu mere inden for kardiologien. Jeg bliver både en del af en højspecialiseret enhed på Odense Universitetshospital samtidig med, at jeg får en dagligdag på Slagelse Sygehus, hvor jeg kommer til at beskæftige mig med mange forskellige typer af patienter og sygdomme. Samtidig vil jeg bruge den viden jeg får fra Odense på afdelingen i Slagelse, siger afdelingslæge Leith Al-Mashkur.
Den anden kardiolog starter d. 1. december, mens den tredje stilling er ved at blive landet og efter planen er med opstart tidligt forår 2025.
Der arbejdes desuden på oprettelsen af yderligere en kombinationsstilling inden for neurologi og demensudredning med opstart i 2025.
Fakta:
- Kardiologi er et af de udvalgte specialer, hvor man ønsker kombinationsstillinger mellem Region Syddanmark og Region Sjælland.
- Der har været tre ansøgninger til de to stillinger. Af disse tre ansøgere kan to ansøgere starte i efteråret 2024. På baggrund af drøftelser mellem relevante parter fra begge regioner, blev det besluttet at ansætte alle tre. Den tredje stilling er med opstart tidligt forår 2025. Ansøgerne er fra Region Hovedstaden.
- Der er indgået aftaler om én dag på OUH, tre dage på Slagelse Sygehus og én dag til kompetenceudvikling eller forskning.
- Finansieringen af stillingerne følger fordelingen af dage på de forskellige matrikler. F.eks. betaler Region Sjælland for tre dage på Slagelse Sygehus samt lønnen under kompetenceudvikling. OUH betaler for den ene arbejdsdag på OUH.
Kontakter
Anne Møller Ronex, formand for sygehusudvalget, Region Sjælland: 21 22 56 10
Bo Libergren, regionsrådsformand, Region Syddanmark: 29 20 18 00
Pressevagt, Region Sjælland: 57 87 50 52
Pressevagt, Region Syddanmark: 21 62 59 07
Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Hurtig hjælp til flere: 10 millioner kroner til kortere ventetider14.1.2025 18:52:47 CET | Pressemeddelelse
Flere patienter skal udredes og behandles i speciallægepraksis. Regionsrådet i Region Sjælland sætter 10 millioner kroner af til indsatsen, som skal bidrage til kortere ventetid for patienterne på områder, hvor der i dag er lang ventetid.
Tølløsebanen forlænges til Holbæk14.1.2025 18:52:17 CET | Pressemeddelelse
Borgerne i den nordvestlige del af Region Sjælland kan se frem til markant bedre kollektiv transport. Regionsrådet har netop besluttet at forlænge ruten på Tølløsebanen, så der kommer direkte tog mellem Holbæk og Slagelse.
PsykInfo er klar med nye arrangementer i foråret 20252.1.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
I januar sætter PsykInfo Region Sjælland gang i en ny arrangementsrække, hvor alle er velkomne til at deltage og blive klogere på forskellige psykiske lidelser og emner inden for psykiatri og recovery.
Tre ud af fire borgere over 65 år er nu vaccineret19.12.2024 09:50:18 CET | Pressemeddelelse
Tre ud af fire af borgerne over 65 år i Region Sjælland er nu vaccineret mod covid-19 og influenza. Plejehjemsbeboere har en endnu højere vaccinationstilslutning.
Region Sjælland efterspørger idéer og forslag til kommende Råstofplan 20263.12.2024 17:19:07 CET | Pressemeddelelse
Regionsrådet i Region Sjælland indleder nu arbejdet frem mod en ny råstofplan. Første skridt i processen er indkaldelse af idéer og forslag, hvor borgere, myndigheder og indvindere kan komme med idéer og forslag til den kommende råstofplan. Høringsperioden løber fra 6. december 2024 til 31. januar 2025.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum