Ny overenskomst med praktiserende læger prioriterer det nære sundhedsvæsen
Der er indgået en etårig overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Aftalen sikrer bl.a. faste læger på bosteder, tager de første skridt mod at understøtte en bedre lægedækning, og så er der aftalt et betragtelig økonomiløft allerede fra 2024.
Regionernes Lønnings- og Takstnævn og PLO har indgået en etårig overenskomst, og selvom den først gælder fra 2025, er der aftalt et væsentligt økonomiløft allerede fra 2024. Økonomiløftet i 2024 sker helt ekstraordinært som følge af flere borgere, og at almen praksis løser flere opgaver i det nære sundhedsvæsen.
Der bliver med aftalen sat ekstra 284 mio. kr. af i 2024 og 2025. De 145 mio. kr. sker som et løft af den økonomiske ramme allerede fra 2024. Det kommer oven i væksten på 95 mio. kr., der allerede er aftalt til almen praksis i år i forbindelse med seneste overenskomst.
Dermed prioriterer den nye overenskomst en styrkelse af det nære sundhedsvæsen ifølge Heino Knudsen, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn:
- Med aftalen har vi i regionerne prioriteret borgernes nære sundhedstilbud i almen praksis meget højt. Og samtidig har vi som noget nyt aftalt en model for faste læger på bosteder. Forbedret lægedækning i de områder, hvor der er færrest læger, og hvor behovet er størst, stod også højt på ønskelisten. Her har vi taget et skridt i den rigtige retning, siger han.
Mindre ulighed i adgangen til almen praksis
En del af midlerne i aftalen afsættes til tiltag, der skal reducere uligheden i adgangen til almen praksis. Det er aftalt, at der indføres en national ordning for faste læger på længerevarende botilbud, som skal styrke samarbejdet mellem almen praksis og de enkelte botilbud til gavn for beboerne.
Almen praksis skal i fremtiden fortsat udbygges, så alle danskere får adgang til en praktiserende læge. Med aftalen tages yderligere skridt mod at gøre det mere attraktivt at være praktiserende læge i yderområderne. Aftalen afsætter i alt 60 mio. kr. i 2025 til at prioritere en bedre lægedækning, bl.a. for at gøre plads i økonomien til 75 ekstra læger. Det omfatter også en ny lægedækningspulje, så regionerne i samarbejde med f.eks. PLO, kommuner og andre lokale aktører kan sætte gang i initiativer, der fremmer rekruttering og fastholdelse af læger. Næstformand for Løn- og Praksisudvalget, Bo Libergren, fortæller:
- Midlerne kan fx gå til at forbedre praktiske forhold for almene medicinere, der gerne vil arbejde som praktiserende læger i områder med lægemangel. Det kan handle om transport eller lokaler, som regionerne nu får mulighed for at hjælpe med via den pulje til lokale initiativer, som den nye overenskomst åbner mulighed for.
Bedre adgang til journalnotater
Det er desuden aftalt, at journalnotater i fremtiden skal deles, så patienten selv og andre relevante sundhedspersoner kan læse journalnotater, som den praktiserende læge har skrevet. Journalnotaterne vil således være tilgængelig på både MinLæge-appen og på sundhed.dk inden udgangen af 2026. Med denne aftale vil patienten i fremtiden få et langt større indblik i eget forløb. Det vil desuden sikre, at relevante sundhedsprofessionelle har de nødvendige oplysninger ved hånden i behandlingen.
Fakta om den 1-årige overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og PLO:
- Aftalen sikrer et betydeligt varigt økonomisk løft til almen praksis 284,3 mio. kr. i 2025.
- Beløbet indeholder også en konsolidering af den afsatte økonomi i 2024 og fremad på baggrund af større efterspørgsel efter de praktiserende læger blandt befolkningen end forventet og nye opgaver i almen praksis om Wegovy, ADHD-patienter og ift. blodprøvetagning. Derudover er der taget højde for generelt flere patienter end først antaget og blandt andet på grund af ukrainske flygtninge.
- Der prioriteres i alt 60 mio. kr. til lægedækningstiltag, herunder afsættes 20 mio. kr. til en pulje som skal fremme innovative rekrutterings- og fastholdelsestiltag.
- Aftalen understøtter, at der kommer 75 flere læger til de lægedækningstruede områder.
- Der indføres en ordning om faste læger på bosteder med en forventet udbredelse ved udgangen af 2025 på ca. 250 bosteder, geografisk jævnt fordelt og omfattende både de længerevarende regionale, kommunale og private bosteder.
- Patienter vil fremover få bedre indblik i egen journal, ligesom aftalen sikrer andre sundhedspersoner kan tilgå oplysninger fra lægejournalen for at sikre videndeling og patientsikkerhed på tværs af sektorer.
Kontakter
Pressevagt
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk
Om Danske Regioner
Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.
Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark
Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Gratis hjælp til andet barn udvides med midlertidig dispensation til kvinder over 40 år4.11.2024 13:32:41 CET | Pressemeddelelse
Den 1. december træder Danske Regioners aftale med regeringen om gratis fertilitetshjælp til barn nummer to i kraft. Fra aftalens indgåelse den 18. juni 2024 og året ud dispenserer regionerne fra kravet om, at kvinder ikke kan henvises til fertilitetsbehandling efter at være fyldt 40 år. Det skal sikre, at kvinder der fylder år, kort inden tilbuddet udrulles, også får mulighed for hjælp.
Danmarks nye life science-strategi styrker innovationen1.11.2024 15:16:59 CET | Pressemeddelelse
I regeringens nye life science-strategi er innovation en kerneopgave i sundhedsvæsenet på linje med behandling, forskning og uddannelse. ”Det er godt for patienterne,” siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.
Ny aftale frigør tid og giver patienterne nemmere adgang til øjenlægen1.11.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Børn kommer mere i fokus hos de praktiserende øjenlæger og klinikpersonale kan i højere grad hjælpe med at frigøre tid for speciallægen. Det er to konkrete resultater af en ny aftale mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Praktiserende Speciallæger.
Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut har fundet sin fremtidige direktør22.10.2024 10:00:11 CEST | Pressemeddelelse
Det bliver Jens Winther Jensen, nuværende direktør i Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram, der bliver direktør for det nystiftede Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.
Lars Gaardhøj indtræder som ny formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN)10.10.2024 14:31:00 CEST | Pressemeddelelse
Formanden for Region Hovedstaden indtræder som ny formand for RLTN og dermed som hovedforhandler for de regionale overenskomster og aftaler på løn- og praksisområdet. Det sker efter Heino Knudsens farvel til politik, der også udløser en rokade i Danske Regioners bestyrelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum