
Luftfartens Klimapartnerskab: Regeringen skal investere i markedet for grønne brændsler
12.9.2024 14:00:00 CEST | DI Transport | Pressemeddelelse
For at kunne realisere ambitionen om grøn luftfart skal der produceres mere bæredygtigt flybrændstof. I dag er der slet ikke nok brændstof på markedet.
Luftfartens Klimapartnerskab har i dag overleveret anbefalinger til klimaminister, Lars Aagaard, om potentialerne for lavaromatisk brændstof og bæredygtigt flybrændstof.
Som en del af den politiske aftale ”Vejen til grøn luftfart” har regeringen, SF og Enhedslisten afsat en pulje på 1,1 milliarder kroner, som skal gå til grøn omstilling af luftfarten. Ifølge aftalen kan midlerne blandt andet bruges på lavaromatisk flybrændstof og bæredygtigt flybrændstof.
Bæredygtigt flybrændstof produceret i Danmark
Når det kommer til bæredygtigt flybrændstof, er der i dag slet ikke nok brændstof på markedet. Producenter og aftagere har svært ved at få enderne til at mødes, så der kan sættes gang i produktionen. Der er derfor brug for statslig hjælp til at få projekternes økonomi levedygtig.
Formand for klimapartnerskabet, Anko van der Werff, præsident og adm. direktør SAS, udtaler:
”Luftfarten står over for en stor og meget vigtig opgave med at omstille sig. Det skal foregå i et tempo og en kadence, som gør det muligt, at alle aktører i værdikæden og regeringen står side om side og tager et stort skridt i retning mod at gøre luftfarten mere bæredygtig. Vi har derfor i dag anbefalet regeringen at afsætte 987 millioner kroner til en pulje, der skal understøtte etableringen af en dansk produktion af bæredygtigt flybrændstof som eksempelvis power-to-x-baseret flybrændstof.”
Undersøgelse kan bane vejen for lavaromatisk brændstof
Foruden anbefalinger om bæredygtigt flybrændstof anbefaler Luftfartens Klimapartnerskab også regeringen at undersøge mulighederne for at udbrede lavaromatisk flybrændstof, som potentielt kan have klima- og miljømæssige fordele.
Næstformand i klimapartnerskabet, Christian Poulsen, adm. direktør Københavns Lufthavn, siger:
”Der er flere veje til den grønne luftfart, og vi er derfor enige om at anbefale regeringen at sætte gang i en undersøgelse af, hvad der skal til for at få lavaromatisk brændstof ud til vores lufthavne. Det lavaromatiske brændstof er både bedre for klimaet, fordi det medfører færre kondensstriber, samt for miljøet og naboer til lufthavnene, fordi det udleder færre partikler. Hvis det viser sig, at det kan lade sig gøre at lave en holdbar løsning for brugen af lavaromatisk brændstof, foreslår vi at bruge 135 millioner kroner til at reducere aromatindholdet over en periode. Det forventer vi vil kunne medvirke til at nedbringe den lokale udledning af partikler omkring lufthavnene. Sideløbende er det vigtigt, at regeringen arbejder for, at EU skubber på udviklingen ved at beslutte en gradvis reduktion af aromatindholdet”.
En samlet værdikæde bakker op om anbefalingerne
Det er ikke alene Klimapartnerskabet, der i dag overleverer anbefalinger til regeringen. Der er også en række centrale aktører på producentsiden, som står bag anbefalingerne. Det gør de blandt andet, fordi Danmark har unikke muligheder for at producere bæredygtigt flybrændstof. Med de rette incitamenter og rammevilkår kan der i Danmark i 2030 produceres langt mere grønt flybrændstof, end al dansk indenrigsflyvning kræver. Der er derfor et enormt eksportpotentiale for Danmark og danske virksomheder.
Karsten Lauritzen, DI Transport, siger:
”Vores anbefalinger er bakket op af nogen af de producenter, som rent faktisk kommer til at være med til at få det grønne brændstof ud på markedet. Vi har i klimapartnerskabet arbejdet aktivt på at sikre, at vi i dag kunne præsentere nogle anbefalinger, som hele værdikæden er enige i. Der er nemlig brug for, at vi står sammen om de udfordringer, der pt. er på markedet, ligesom løsningerne også skal findes i fællesskab mellem brancherne og regeringen. Det arbejde ser vi rigtig meget frem til.”
Kontakter
For yderligere information kontakt venligst:
Alexandra Lindgren Kaoukji, pressechef SAS – tlf. 32323135
Lise Agerley Kürstein, pressechef Københavns Lufthavn - tlf. 32312800
Mathias Milling, Dansk Luftfart – tlf. 51326374
Følg pressemeddelelser fra DI Transport
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI Transport
Danmarks første indenrigsrute med 40 procent bæredygtigt flybrændstof går i luften4.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
I dag åbner Norwegian en indenrigsrute mellem Aalborg Lufthavn og Københavns Lufthavn, hvor mindst 40 procent af flybrændstoffet er bæredygtigt. Det er den rute i Danmark, hvor den største andel bæredygtigt flybrændstof anvendes til dato. "Vi er stolte over, at vi i tæt samarbejde med vores partnere er lykkedes med at få den her rute op at flyve. Det har krævet en stor indsats fra rigtig mange, dygtige mennesker. Vi viser, at Norwegian og Danmark flyver forrest, og vi viser politikerne, at vi som luftfartsbranche reelt vil og kan gøre en forskel for den grønne omstilling af vores branche", siger Sara Neergaard, landechef for Norwegian i Danmark og næstformand i Dansk Luftfart. Giver muligheder for mere bæredygtig luftfart Ruten bliver fløjet med 40 procent bæredygtigt flybrændstof fra Aalborg til København. Det giver erhvervslivet i Aalborg og Nordjylland en unik mulighed for at flyve mere bæredygtigt, når de rejser mellem landsdelen og hovedstaden. "Jeg er glad for, at Aalborg Lufthav
Nyt droneluftrum skal styrke Danmarks sikkerhed og forhindre dronepanik16.1.2026 11:54:44 CET | Pressemeddelelse
Alle droner skal fremover kunne identificeres og overvåges i et nyt nationalt droneluftrum.
En bæredygtig investeringsplan med mange spændende elementer5.11.2025 12:08:59 CET | Pressemeddelelse
Længeventet plan for en bæredygtig udvikling af blandt andet luftfarten, falder i god jord hos Dansk Luftfart.
Landets vigtigste droneaktører går sammen om at etablere en ny droneforening30.10.2025 10:57:16 CET | Pressemeddelelse
Den seneste tids store fokus på droner i dansk luftrum understreger behovet for et styrket samarbejde mellem myndigheder og virksomheder på droneområdet. Nu går nogle af landets vigtigste droneaktører sammen om at etablere en ny forening under DI Transport.
Nu skal det undersøges, om der kan komme lavaromatisk flybrændstof til de danske lufthavne8.9.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I forlængelse af den første produktion af lavaromatisk brændstof nedsætter Luftfartens Klimapartnerskab en arbejdsgruppe, der skal undersøge, hvad der skal til for, at lavaromatisk brændstof kan anvendes i de danske lufthavne. Gruppen består af SAS, Københavns Lufthavn, Rådet for Grøn Omstilling og Dansk Luftfart.