Kompromiser er nødvendige – men fri os for grønvaskning

Det eneste sikre ved implementeringen af den grønne trepartsaftale er, at der vil være nogen, der bliver vrede over resultatet. Det gælder landmænd, det gælder klimabevægelsen, og det gælder i Naturfredningsforeningen.  I en proces, hvor parterne har strakt sig længere mod hinanden, end det samlede politiske kommentariat havde troet muligt, kan det ikke være anderledes.

Men der er en anden risiko, som man godt kan undgå – og det er risikoen for skævvridning og grønvaskning af de tiltag, der faktisk bliver gennemført. Det kræver, at man gør præmisserne klare – og gør det nu, inden arbejdet kommer i gang.

Men det kræver så også, at man gør op med en systemfejl, som har plaget miljøforvaltningen i hele dette årtusind - lige siden Anders Fogh-regeringen gjorde op med Svend Aukens grønne politik. Socialdemokratisk regeringsdeltagelse i de mellemliggende år har ikke nævneværdigt ændret den uskønne praksis, som går tilbage til Hans-Christian Schmidts tid som Foghs miljøminister.

Den omlægning der nu skal gennemføres, er en fremragende lejlighed til at få gjort op med alle de dårlige vaner, der har bidt sig fast i de gamle institutioner, ikke mindst i Miljøministeriet.

Citat: ”Der må være en regning for landbrugspakken, hvor de konservative for sent opdagede, at de var blevet snydt: De fik ganske vist Venstre-ministerens hoved på et fad, men pakken og dens konsekvenser lever vi og de danske fjorde stadig med”

Et aktuelt og centralt eksempel er kriterierne for, hvad der skal opfattes som naturområder, som både ifølge EU’s Biodiversitetsstrategi og en FN-målsætning - som Danmark har tilsluttet sig - skal op på 30 procent.  Ifølge EU's Naturgenopretningsforordning, som netop er trådt i kraft (og som Danmark stemte for) skal naturarealet nå op på 20 procent i 2030 - et tal som også eksplicit indgår i den grønne trepartsaftale.

Esben Lunde Larsen sagde i sin tid som miljøminister, at for ham var kornmarker også natur. Det er et bekvemt synspunkt, for så er det jo let nok at nå 20 procent natur i 2030 – eller 30 procent for den sags skyld. Men en socialdemokratisk minister for Danmarks grønne fremtid kan vel ikke bare overtage en administrativ grønvask-logik, der senest blev formuleret af Esben Lunde Larsen?

Hvis Socialdemokratiet synes det er svært, fordi de også skal holde regeringspartneren Venstre glad, er det måske en opgave for de Konservative, som det grønne borgerlige parti, at holde dem til ilden? Der må være en regning for landbrugspakken, hvor de konservative for sent opdagede, at de var blevet snydt: De fik ganske vist Venstre-ministerens hoved på et fad, men pakken og dens konsekvenser lever vi og de danske fjorde stadig med. Mange har foreslået at man burde afskaffe landbrugspakken igen, men det er der vist ingen udsigt til, selv nu mens iltsvindet atter tager til.

Miljøministeriets praksis er - i bedste overensstemmelse med Esben Lunde Larsens natursyn- at indberette et betydeligt areal af konventionelt dyrkede marker som ’beskyttet natur’. Dette skyldes især at de såkaldte Natura 2000-områder er talt med i deres fulde udstrækning, selvom ca. en tredjedel af dem udgøres af konventionelt landbrug med sprøjtning og det hele.

Det er senest påpeget af Biodiversitetsrådet i deres aktuelle årsrapport.

Miljøministeriet når på den måde frem til et tal på 15,4 procent beskyttet natur på land. Biodiversitetsrådet når frem til at tal for beskyttet natur på 1,6 procent af landarealet. På havet indberetter Miljøministeriet, at 29 procent af arealet er beskyttet, selv om der på over en tredjedel af dette areal er aktivt fiskeri med bundslæbende redskaber.

Trods Biodiversitetsrådets indsats genbruger Miljøministeriet de misvisende tal for det danske areal med ”beskyttet natur” i et nyt udkast til national handlingsplan for biodiversitet, som er Danmarks bidrag til FNs natur- og biodiversitetsmål. Vil Jeppe Bruus være det bekendt?

Man må håbe, at de tal for naturareal, som trepartsimplementeringen når frem til, kun omfatter områder med klare aftaler for at genoprette naturen på arealet og erstatte den nuværende landbrugsdrift med en forvaltning, der fremmer naturlige processer og genopretter den økologiske integritet inden 2030. Ellers fortsætter den dårlige grønvaskningstradition.

Der er andre dårlige praksisser i Miljøministeriet, som man passende også kunne gøre op med ved samme lejlighed. Her er et udpluk:

Giftigt spildevand: Vi har lovbestemmelser som forbyder forværring af miljøtilstanden i belastede havområder og dumpning af olie. Ikke desto mindre tillader Miljøstyrelsen fortsat udledning af giftigt spildevand fra den tidligere Cheminova-fabrik i Vestjylland, samt import af norsk olieslam til dumpning i Agersø Sund ved Skælskør. Også efter at disse misforhold er påpeget af juridiske eksperter.

Sprøjtegifte: Med til Danmarks (mis)administration af miljøbestemmelser, man i princippet har tilsluttet sig, hører også administrationen af sprøjtegifte, ikke mindst i form af ulovlige dispensationer. Der er sågar anlagt sag mod Miljøstyrelsen, og sagsøgerne bruger som eksempel giftstoffet asulam, der på intet tidspunkt har været tilladt i EU, men som danske myndigheder hvert eneste år siden 1993 har givet dispensation til.

Honningurt mm.: Et yderligere eksempel afspejler en betydelig risikofaktor i forbindelse med det kommende omfangsrige arbejde med at implementere Trepartsaftalen: risikoen for at landbruget kommer med kreative forslag til, hvordan bestemmelser om naturgenopretning skal fortolkes. Et nyligt eksempel på sådanne indspil er bestemmelsen om tilskud til at udså fx honningurt i stedet for korn. Honningurt er fremmed for dansk flora og bidrager ikke til hverken dansk natur eller biodiversitet. Ikke desto mindre præsenteres det som et grønt bidrag fra landbruget.

Landbruget har en historisk bestemt uforholdsmæssig stor indflydelse overalt i det danske beslutningssystem, og samtlige grønne foreninger har tilsammen ikke noget der ligner den samme repræsentation eller slagkraft. Denne problematiske magtposition vil formentlig blive søgt udnyttet på alle stadier i den kommende proces. Landbrug & Fødevarer vil nok undgå at blive taget i at undergrave den proces, de selv har været med i, men fortolkninger er der jo altid plads til – og uden for L&F er der jo landbrugsmiljøer, der offentligt har ønsket sig tilbage til de gode gamle dage, hvor man ville klynge folk op, hvis de kom med forslag af den art, der nu skal forhandles.

Hertil kommer problemet med, hvad der vil ske med jordpriserne i det forløb, der nu skal i gang. Trepartplanerne øger jo efterspørgslen efter jord, hvilket i sig selv vil øge priserne. Nogle landmænd, der er imod hele planen, vil nok have lyst til at nægte at sælge, medmindre de får helt eksorbitante priser. Der tegner sig en risiko for gentagelse af mink-erstatningsforløbet, hvis ikke man udmelder nogle ret robuste forholdsregler for dette forløb.

Man kan også forestille sig sammenstød i forbindelse med det landdistriktsudspil, der kom samtidig med udnævnelsen af en minister for det grønne Danmark. Her vil regeringen gerne have 2500 nye sommerhuse i kystnærhedszonen, åbne for at man i nogle tilfælde kan fjerne strandbeskyttelseslinjen og fordoble antallet af tilladelser til projekter indenfor kyst- og naturturisme.

Kompromiser undgår Jeppe Bruus ikke – men hvis han ender med resultater, der snyder på vægten, når det gælder de reelle grønne gevinster, vil den samarbejdsvilje som trepartsaftalen var udtryk for, med garanti blive begravet igen.