Miljøpolitikken er udsat for salamimetoden

Miljøpolitik handler i stort omfang om, hvilke stoffer, som må udledes i vand og natur, samt hvilke der må være i forskellige produkter. Hvilke stoffer, der kan tillades, afhænger af miljøfaglig viden om hvilke konsekvenser og risici, der er forbundet med hvilke stoffer.

I praksis er miljøpolitik derfor blandt andet udformning af lister over tilladte stoffer. I europæisk sammenhæng bliver lister løbende opdateret. Listerne bliver så præsenteret og diskuteret i Europaudvalget i forhold til eventuelle politiske bemærkninger og endelig godkendelse.

Er sprøjtegift politik eller administration?

Nu er der så ved at ske det, at Folketinget har bedt Regeringen om ikke at skulle præsentere disse sager for Europaudvalget. Og det er ved at blive godkendt, fordi alle partierne har indgået en aftale om det. Aktuelt handler det om lister over blandt andet sprøjtegift.

På det seneste udvalgsmøde diskuterede vi det. Jeg talte stærkt imod, fordi jeg ser det som en yderligere afpolitisering og afdemokratisering af vores miljøpolitik, herunder politik for sprøjtegift.

I forvejen ved vi, at miljøpolitikken er det politiske område, som er flyttet mest fra en politisk behandling til en administrativ behandling i ministeriet.

Vi ved også fra forskning, fx bogen Det Nationale Råderum (2021), at det næsten er praktisk umuligt at føre parlamentarisk kontrol med regeringer, særligt i forhold til EU-implementering. I bogen konkluderes det, at den reelle opposition til regeringen er ikke længere Folketinget, men derimod landets stærke interesseorganisationer.

Salamimetoden

Ovenpå det kommer så, at Folketinget nu selv opfordrer regeringen til at fjerne yderligere et lag af Folketingets kontrol med regeringen. Det er et bekymrende skridt i den forkerte retning. Det kan se ud som en lille ting, men det er salamimetoden: alle de små skridt bliver samlet set at gøre Folketinget overflødigt.

Meget arbejde og tillid?

Argumentet i udvalget virker til at være, at der er meget arbejde, og at folketingsmedlemmerne har tillid til regeringen og at de håndterer arbejdet med listerne fornuftigt.

Mit svar var dels:

•                         Folketinget er ikke en institution, der er skabt til at have default tillid til regeringen. Vi er valgt af borgerne til at kontrollere regeringen og være borgernes vagthund ift. om regeringen gør det, som de har valgt dem ind til.

•                         Hvis alle 28 medlemmer af udvalget dukkede op til møderne og gjorde deres arbejde, ville udvalget som helhed godt kunne varetage alle opgaver, herunder at kontrollere lister med miljøtilladte stoffer.

Der var flere smådetaljer, som jeg gjorde mine kollegaer opmærksomme på. Det er sådan, at der i oplægget er fokus på samfunds- og erhvervsøkonomiske konsekvenser og ikke miljøfaglige konsekvenser. Og i de tilfælde hvor den europæiske miljøstyrelse (EFSA) ikke har lavet en konklusion, vil Danmark blot lave administrative forlængelser.

Når vi ved, at Danmark har en meget lemfældig tilgang til miljøpolitikken, og endda er blevet afsløret i at bruge statens embedsmænd til at tilpasse regulering til enkelte virksomheders fordel (Miljøministeriet anklages for magtfordrejning: Har hjulpet Cheminova med fortsat at kunne forurene Vesterhavet | Indland | DR), så bør vi blive meget bekymrede over denne udvikling. 

På mødet endte det med at blive en lang snak. Det lykkedes mig at rejse medlemmernes kritiske opmærksomhed, og derfor blev regeringens forslag på mødet ikke endeligt godkendt. Et udvalgsmedlem sagde, at det er “et mere vidtgående forslag end hidtil antaget”, og at det er “svært at beslutte et tab af kontrol”.