CBS-forskere: Så blev magteliten igen enig med sig selv om at tørre regningen af på os andre

Mod slutningen af sommeren kom en overset komplikation ved den grønne trepartaftale frem. Nemlig at den kommer til at koste vandværkerne - og dermed alle danskere, som jo er kunder og medejere af disse - omkring 30 mia. kr. ifølge Danva, vandværkernes interesseorganisation. Årsagen er, at den grønne treparts jordopkøb vil hæve jordpriserne. Det betyder, at vandværkerne skal betale mere for at købe jord fri af landmændene, hvor der ikke må bruges sprøjtegifte.

Der er uenighed mellem DANVA og regeringen om størrelsen af beløbet, men uanset beløbets størrelse betyder det, at den grønne trepart gør det dyrere at skænke giftfri postevand op til sine børn. Det er åbenlyst uretfærdigt for de almindelige danskere, der skal betale for Landbrugets uvilje til at bidrage til den grønne omstilling. Men det udgør også et bredere problem for den danske klimapolitik.

For hvis regningen for den grønne omstilling tørres af på den brede befolkning, særligt i et samfund med støt stigende økonomisk ulighed, bliver chancerne for at vinde bred opbakning til den nødvendige klimahandling markant forringet.

Problemet skyldes to dogmer for, hvordan vi gennemføre politiske reformer i Danmark. For det første, at disse skal ske gennem et elitekompromis, hvor etablerede interesser sætter dagsordenen for hvilke løsninger, der er mulige. For det andet, præmissen for alle reformer er, at de største formuer og erhverv skal sikres mod økonomiske tab, som følge af de beslutningerne.

DEN GRØNNE TREPART blev lanceret som en genopdagelse af en klassisk dyd i skabelsen af det danske samfund. Nemlig trepartsaftalen mellem arbejdsgivere, lønmodtagere og staten. Sådanne korporatistiske aftaler dannede grundlaget for den danske arbejdsmarkedsmodel og en form for kompromis mellem etablerede eliter - den økonomiske overklasse af virksomhedsejere - og nye eliter - fagbosserne, der besad organisatoriske magtressourcer.

Udfordringen ved en sådan model er to ting. For det første, hvem der har ret til at sidde med ved bordet - altså hvem, der anses for at repræsentere legitime interesser - og for det andet, hvis interesser, der hermed gøres ukrænkelige.

I den grønne trepart sad syv parter. Landbrug og Fødevarer, arbejdergiverne i Dansk Industri, Fagforbundnene for industriarbejderne i Dansk Metal og slageriarbejderne i NNF, regeringen og KL samt Danmarks Naturfredningsforening. Oplægget synes at have været, at hvad disse syv parter kunne enes om, var et legitimt kompromis.

MEN HVORFOR SKAL netop de syv parter nikke ja til et legitimt kompromis? Er det rimeligt at de få promille af befolkningen, der er gårdejere og repræsenteret gennem Landbrug & Fødevarer skal tages i ed. Dækker Danmarks Naturfredningsforening faktisk flertallet af danskernes bekymringer, når det kommer til, hvordan klima, bæredygtighed og naturkonservering skal vægtes over for hinanden? Hvorfor er et af to deltagende fagforbund stærkt afhængige af svinelandbruget, mens det andet efterhånden har tættere bånd til industrien end til den øvrige fagbevægelse?

Resultatet af treparten blev da også præcis som man kunne forvente. Landbruget kompenseres på minkfarmer-niveau for at sikre areal til mere skov, alt imens vi fortsat skal producere svin baseret på soja fra afskovede områder i Sydamerika. Og vi andre som nævnt kan se frem til først at betale 40 mia. kr. for trepartsaftalen og derefter 30 mia. kr. mere for rent vand.

Den grundlæggende udfordring ved den grønne trepart er, at de danske elitekomprommiser ikke er i stand til at håndtere udfordringer, der vedrører ulige fordeling af ejendom. Den danske landbrugsjord er gennem årtier blevet mere og mere centraliseret. Hvis man har været så heldig at ens forældre og bedsteforældre var blandt dem, der formåede at holde fast i og opkøbe jord fremfor at lukke deres bedrift, er denne ejendom urimeligt godt beskyttet.

Ejendomsrettens ukrænkelighed fortolkes fundamentalistisk som en rettighed til at være sikret ens eller bedre vilkår for forrentningen af denne ejendom i al fremtid. Altså at det også er et angreb på ens ejendom, hvis man fx begrænses i at udlede klimagasser eller forurene drikkevand. Selvom det selvsagt kan begrænse andres frihed og livsvilkår betragteligt. Økonomen Thomas Piketty har beskrevet den særstatus som de store formue ejere nyder, som en helliggørelse af ejendom.

DET PARADOKSALE er, at det kun er ejendomsbesiddere, der kan gøre krav på beskyttelse mod, at deres indtjeningsmuligheder, som følge af globale udviklinger. Når det er storbønder, minkavlere eller cementaktionærers indtægt, der rammes, kompenseres man krone for krone. Når det gjaldt værftsarbejdere og syersker, hvis arbejdspladser blev udflyttet som produkt af globaliseringen, fik man en fyreseddel og et AMU-kursus.

Det er særlig ironisk, fordi et af hovedargumenterne for den øgede økonomiske ulighed netop er, at investorer tager større risici. Alligevel viser den grønne trepart, at landbrugets ejendomsbesiddere ligesom bankerne under finanskrisen, kan regne med et helt andet socialt sikkerhedsnet end almindelige lønmodtagere.

Der er ingen tvivl om, at den grønne omstilling kommer til at koste. Men hvis vi fortsætter, hvor den grønne trepart sluttede og lader de etablerede interesser bestemme, hvem der skal kompenseres og dermed sender regningen videre til dem, der ikke var med ved bordet, kommer der snart et folkeligt opgør. Der må skabes en klimapolitik, der tager hensyn til folk flest fremfor at give vetoret til Tordenskjolds soldater i kernen af magteliten.