DI Hovedstaden

Furesø er den mest erhvervsvenlige kommune i Nordsjælland

Del

Hvert år måler Dansk Industri erhvervsvenligheden i alle landets kommuner, og i Furesø Kommune viser resultaterne for 2024 en betydelig forbedring. Med en placering som nr. 38 på ranglisten er Furesø Kommune sprunget hele 21 pladser frem i forhold til sidste års 59. plads, og kommunen kan derfor kalde sig Nordsjællands mest erhvervsvenlige kommune.

Kommunerne rangeres inden for ti forskellige kategorier, og Furesø har især oplevet fremgang inden for uddannelsesområdet og når det kommer til brug af private leverandører.

- Det er flot resultat af Furesø Kommune, og det er tydeligt, at kommunen prioriterer erhvervslivet. Ud af undersøgelsens ti kategorier går Furesø kun tilbage i én. Mange kommuner i Nordsjælland og Hovedstadsområdet klarer sig ikke så godt i undersøgelsen, og forhåbentlig kan Furesø inspirere andre, siger Jørgen Simonsen, bestyrelsesleder i DI Byggeri Nordsjælland.

I undersøgelsen får Furesø flotte placeringer inden for kategorierne "Infrastruktur og transport" og ”Arbejdskraft”. Særligt arbejdskraftområdet er en styrke for kommunen, hvor virksomhederne også er meget tilfredse med jobcentrenes samarbejde med erhvervslivet.

- God infrastruktur og transportmuligheder er helt afgørende for virksomhederne i Furesø. Derudover er mangel på arbejdskraft en af erhvervslivets største udfordringer, og vi har fra DI’s side flere gange rost Furesøs jobcenterindsats. Det er derfor godt at se, at kommunen klarer sig godt på dette område i undersøgelsen, siger Jørgen Simonsen.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2024

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 15. år i træk DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • 7.479 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø, Dragør, Vallensbæk og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

For mere information:

Ditte Rieland, presserådgiver i DI tlf. 2246 7822

Emil Strand, konsulent i DI Hovedstaden, tlf. 4059 7641

Jørgen Simonsen, bestyrelsesleder i DI Byggeri Nordsjælland, tlf. 4050 2640

Følg pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye