KFI Erhvervsdrivende Fond

KFI vil arbejde for at få flere kvinder blandt landets selvstændige købmænd

Del

KFI og Tænketanken EQUALIS er gået sammen om et ambitiøst projekt, der i tæt samarbejde med branchen på sigt skal skabe større kønsdiversitet blandt landets selvstændige købmænd.

Terje List, direktør, KFI Erhvervsdrivende Fond og Gine Maltha Kampmann, adm. direktør, Tænketanken EQUALIS
Terje List, direktør, KFI Erhvervsdrivende Fond og Gine Maltha Kampmann, adm. direktør, Tænketanken EQUALIS Foto: Tomas Bertelsen

Flere kvindelige ledere og butiksejere blandt landets selvstændige købmænd. Det er målet med et nyt projekt, som KFI Erhvervsdrivende fond i dag søsætter i samarbejde med Tænketanken EQUALIS. 

Projektet er det første af sin art, der skal afdække status quo på kønsbalancen på tværs af købmandsbranchen. I foråret 2025 munder det ud i et handlingskatalog med konkrete forslag til, hvordan landets købmandsforretninger kan blive bedre til at få øje på, udvikle og rekruttere flere kvindelige ledertalenter.

”Først og fremmest vil vi være klogere på, hvorfor vores branche – ligesom rigtig mange andre brancher herhjemme – har udfordringer med kønsdiversiteten på ledelsesniveau. Den viden er nemlig afgørende for at kunne skabe de nødvendige forandringer”, siger direktør i KFI, Terje List. 

Han ser mange gode grunde til at gøre en indsats for at få flere kvinder ind på ledende poster. Flere undersøgelser viser, at en nogenlunde ligelig fordeling af mænd og kvinder på ledelsesniveau helt generelt skaber bedre trivsel blandt alle ansatte. Dertil kommer, at et målrettet fokus på at skabe bedre kønsbalance vil give landets selvstændige købmænd forretningsfordele, fordi det giver et større rekrutteringsgrundlag til butiksledelserne i en tid med mangel på arbejdskraft.

”KFI ønsker at samle dagligvarebranchen om at finde de helt rigtige løsninger til at gøre branchen mere attraktiv for en bredere gruppe af ledere og selvstændige købmænd. Vores mål er, at vi i fremtiden kan bringe langt flere talenter i spil”, siger Terje List.

Den vision deler Dagrofa og REMA1000, der indgår i projektsamarbejdet og bidrager med data, viden og personale i initiativet. 

Målrettede løsninger der virker
I Tænketanken EQUALIS er direktør Gine Maltha Kampmann begejstret for samarbejdet med KFI. 

”Vi glæder os over muligheden for at gå grundigt og ambitiøst til værks. Når vi får overblik over, hvorfor så forholdsvis få kvinder ender med at blive købmænd eller souschefer, kan løsningerne på udfordringerne nemlig skræddersyes. Og det er forudsætningen for at lykkes”, siger hun. 

”Vi vil på baggrund af vores analyser – og i samarbejde med repræsentanter fra branchen - give en række bud på helt konkrete greb, der er realistiske, nemme og effektive at arbejde med. Målet er, at vi identificerer de initiativer, der virker og skaber varig forandring i hele branchen”, siger Gine Maltha Kampmann.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Terje List, direktør, KFI Erhvervsdrivende Fond og Gine Maltha Kampmann, adm. direktør, Tænketanken EQUALIS
Terje List, direktør, KFI Erhvervsdrivende Fond og Gine Maltha Kampmann, adm. direktør, Tænketanken EQUALIS
Foto: Tomas Bertelsen
Download

Følg pressemeddelelser fra KFI Erhvervsdrivende Fond

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra KFI Erhvervsdrivende Fond

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye