Ældrereform: Nu siger plejepersonalet “Vi ses i morgen”
I går gik ældreområdet i luften med den største omorganisering i 25 år. Det er med øget fokus på borgernes behov og medbestemmelse samt medarbejdernes faglighed. Borgere på plejehjem og med besøg fra hjemmeplejen vil nu få besøg fra små, faste teams.

Det er mandag morgen. Social- og sundhedshjælper Louise Pettersson og hendes kollegaer møder ind i miniteam 2. I løbet af natten er hr. Jensen fra Louises rute blevet indlagt, og frøken Nielsen er udskrevet fra sygehuset og nu kommet på ruten. Derudover har Louise bemærket, at hr. Hansen ikke er helt, som han plejer.
Tidligere ville ruterne være styret af minutter og opgaver, men nu er det op til teamet at planlægge dagen ud fra, hvad borgerne har brug for, fortæller Louise Pettersson.
- Når vi arbejder i faste teams, giver det os mulighed for at bruge vores kompetencer bedst muligt. Det er enormt tilfredsstillende, at jeg kender borgerne så godt, at jeg hurtigt kan opdage selv små ændringer i deres hverdag, og at vi i teamet har friheden til at planlægge, så vi kan bruge vores tid der, hvor det fagligt giver mening på dagen. Det betyder, at jeg er glad både når jeg møder på arbejde, og når jeg går hjem.
Miniteam 2 er et af tre miniteams under Team NV26 i Næstved Nord, hvor der i alt er omkring 200 borgere tilknyttet. Hvert team består af Social- og Sundhedshjælpere og -assistenter, ufaglærte, en sygeplejerske og en terapeut. I alt omkring 10 medarbejdere, der har deres dagligdag på den samme rute med de samme borgere.
Borgernes behov og medarbejdernes arbejdsglæde i centrum
Den nye måde at arbejde på betyder, at ældreområdet er gået fra 34 store teams til at have omkring 78 små, faste teams.
I Næstved Kommune er omkring 2200 borgere dagligt i kontakt med plejepersonale fra hjemmeplejen eller plejehjem. Årligt er det omkring 5000 forskellige borgere. Alle borgere er blevet tilknyttet et team, som lærer borgeren og borgerens behov at kende, fortæller chef for Sundhed og Ældre, Torben Hollmann.
- Den nye måde at arbejde på forbereder ældreområdet til en fremtid, hvor der er flere ældre, hvor opgaverne bliver mere komplekse, og hvor der er medarbejdermangel. Det stiller krav til medarbejdernes faglighed. Heldigvis har vi en masse dygtige medarbejdere, som ser og hører borgernes behov, og nu får de bedre mulighed for at handle på deres faglighed, fortæller han og fortsætter:
- ”Vi ses i morgen” betyder, at borgerne skal opleve, at medarbejderne ved, hvad der er vigtigt for den enkelte, og hvordan opgaverne skal udføres. Vi vil stræbe efter, at borgerne møder så få forskellige medarbejdere som muligt. Målet er ikke at sætte antal ansigter på, men i stedet medarbejderne i det enkelte team får bedre kendskab til borgerne og deres behov på tværs, så borgerne oplever en genkendelighed og sammenhæng i måden, opgaverne bliver løst.
Arbejdet med at omorganisere ældreplejen i Næstved Kommune har stået på siden maj 2023, hvor de første idéer til at indføre faste og mindre teams blev drøftet på fire store medarbejdermøder.
På forkant med ældrereformen
Folketingets ældrereform fra april i år peger netop på mere selvbestemmelse til borgerne blandt andet gennem faste teams i hjemmet. Netop nu er et udkast til en ny ældrelov, som bygger på ældreformen, i høring.
Værdisættet i ældrereformen matcher den udvikling og omorganisering, der allerede var sat i gang ældreområdet, fortæller Michael Perch, formand for Socialudvalget.
- Der er stor forskel på, hvordan vi ældes, ligesom der er stor forskel på, hvordan vi lever. Derfor er jeg stolt over, at vi er kommet i mål med en ny organisering, som har fokus på det gode ældreliv med udgangspunkt i den enkelte borgers behov. Der bliver flere ældre borgere i fremtiden, og det kan vi ikke vente med at reagere på. Derfor glæder det mig, at vi med ”Vi ses i morgen” er lykkedes med at forene de faglige og menneskelige behov og de økonomiske rammer, så Næstved Kommune også er et godt sted at blive gammel i fremtiden, siger han og fortsætter:
- De små, faste teams er en ny måde at arbejde på for de fleste af vores 1400 medarbejdere på ældreområdet, derfor må vi forvente, at der kan komme bump på vejen i begyndelsen. Vi håber, at de ældre og pårørende vil synes om forandringerne og lige have tålmodighed, hvis noget glipper i den første tid.
Folketingets partier, der står bag ældrereformen fra april i år, afsatte 376,1 millioner kroner til at indføre faste teams i ældreplejen. Den pulje har Næstved Kommune søgt og fået del i.
Tilskuddet til Næstved Kommune er på 5.876.693 kroner i perioden fra 3. kvartal 2024 til 4. kvartal 2027.
Fakta og baggrundsviden
”Vi ses i morgen”
1. september 2024 begyndte medarbejderne i hjemmeplejen og på plejehjem at arbejde i små, faste teams. Udviklingen har været undervejs i knap halvandet år. Det begyndte med medarbejderdage, hvor alle medarbejdere i ældreområdet var samlet og kom med input til fremtidens ældreområde. Medarbejderne har været med i hele projektet. I november 2023 godkendte Socialudvalget i Næstved Kommune projektbeskrivelsen.
Udvalgsmøde 27. november 2023, punkt 120: https://dagsordener.naestved.dk/vis?Referat-Socialudvalget-d.27-11-2023-kl.09.00&id=8ed0e1f6-07a4-48c0-998f-e44c29ad4587
Udvikling på ældreområdet
Danske kommuner står over for en voksende udfordring i form af et stigende antal ældre borgere, ofte med komplekse problemstillinger. Samtidig er der mangel på hænder i ældreplejen.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets redegørelse for ældreområdet 2023: https://www.sm.dk/publikationer/2023/mar/redegoerelse-om-aeldreomraadet-2023
VIVE-evaluering af faste teams
Med faste teams har kommuner oplevet at øge kontinuiteten og skabe stabilitet for borgerne, pårørende og medarbejdere i hjemmeplejen. Det giver kvalitet og faglig stolthed, viser VIVE-evaluering fra 7. maj 2024: https://www.vive.dk/da/nyheder-og-debat/2024/faste-tvaerfaglige-og-selvstyrende-teams-i-aeldreplejen-er-fremtiden/
Ældrereformen
I april 2024 blev regeringen og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre enige om en række tiltag, der skal forbedre ældreplejen i Danmark. Målene i reformen er blandt andet at sikre mere selvbestemmelse for den ældre, tillid til medarbejdere og ledelse og et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
Fremover skal de ældre modtage en mere værdig, nærværende og fleksibel pleje, der imødekommer netop deres behov og ønsker. Og medarbejderne skal vises en tillid, som giver rum til at bruge deres faglige dømmekraft og kendskab til den ældre.
Ældrereformen: https://www.regeringen.dk/nyheder/2024/bred-aftale-om-aeldrereform/
Netop nu er den nye Ældrelov i høring (22.8.-19.9.) med ikrafttræden den 1. juli 2025: https://www.sm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2024/aug/nu-sendes-aeldreloven-i-hoering
Nøgleord
Kontakter
Michael PerchFormand for Socialudvalget
Tlf:25450524mipni@naestved.dkTorben Klitmøller HollmannCenterchefCenter for Sundhed og Ældre, Næstved Kommune
Tlf:2326 7579torkho@naestved.dkPressetelefonenKommunikationsafdelingenNæstved Kommune
Står for kontakt til medarbejdere og borgere.
Billeder


Følg pressemeddelelser fra Næstved Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Næstved Kommune
Pionerer for velfærdsteknologi samles i Næstved17.9.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Velfærdsteknologikonferencen Future of Welfare Tech 2025 samler virksomheder, politikere og beslutningstagere fra hele landet i Næstved den 30. september, hvor det bliver drøftet, om velfærden er klar til teknologien, og ikke mindst om teknologien er klar til virkeligheden.
Næstved Kommune og VUC Storstrøm styrker samarbejdet om at uddanne unge og voksne12.9.2025 08:30:34 CEST | Pressemeddelelse
En ny samarbejdsaftale med VUC Storstrøm skal styrke arbejdet med at efteruddanne og opkvalificere borgere og medarbejdere i kommunen. Aftalen gælder til og med 2027.
Næstved er for andet år i træk Sjællands mest erhvervsvenlige kommune4.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Næstved Kommune springer til en 11. plads på Dansk Industris liste over landets mest erhvervsvenlige kommuner. Desuden er kommunen igen den mest erhvervsvenlige af kommunerne på Sjælland. Det er især et stærkt samarbejde, effektiv service og en markant erhvervsudvikling, som virksomhederne kvitterer for.
1051 børn skifter madpakken ud med madordning1.9.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
19 daginstitutioner i Næstved Kommune skal nu til at servere sunde måltider for børnene. Det sker efter et flertal af forældre i hver institution har sagt ja tak til madordning til deres barn. Dermed vil i alt 26 ud af kommunens 47 daginstitutioner nu have madordning.
Dansk-tysk skoleudveksling skal have et løft28.8.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når unge i Femern Bælt-regionen mødes, skabes gode minder, og der styrkes både sprog, kulturforståelse og europæisk udsyn.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum