Plantefonden giver tilsagn for 122,6 mio. kr.: 35 nye projekter skal styrke sektoren for plantebaserede fødevarer

Del

Planter skal fylde mere i vores hverdag – både på tallerknerne og i vores måde at tænke mad på. I år er der skruet gevaldigt op for blusset i Plantefonden, der uddeler 122,6 mio. kr. til 35 nye projekter, som bl.a. skal øge kvalitet, tilgængelighed og viden om plantebaseret mad.

Det er ikke kun sommervarmen, der har givet Plantefondens bestyrelse sved på panden. Årets ansøgningsrunde var nemlig spækket med kvalificerede ansøgninger, så det blev en udfordrende opgave for bestyrelsen at beslutte, hvilke projekter der skulle have del i årets pulje.

Efter omhyggelig gennemgang af de i alt 101 ansøgninger, har bestyrelsen udvalgt 35 projekter, der nu har modtaget tilsagn om projekttilskud.

Projekterne spænder bredt, og det er ifølge Plantefondens forperson Marie-Louise Boisen Lendal et bevidst valg:

”At fremme plantebaseret mad kræver forandringer alle steder i værdikæden. Vi skal have forbrugerne til at ændre madvaner. Vi skal have fødevareproducenterne til at producere flere og bedre produkter. Og vi skal have professionelle kokke og madaktører til at fremme mad med planter frem for kød. Derfor uddeler vi midler inden for hele værdikæden”

Udbud, efterspørgsel og sektorbrobygning skal vokse

De 122,6 mio. kr. skal ikke kun få planterne til at spire. Plantefondens bestyrelse har haft et ønske om at fremme alle Plantefondens tre udviklingsområder: Udbudsfremme, efterspørgselsfremme og sektorbrobygning.

Hvert udviklingsområde indeholder konkrete indsatsområder, som har dannet grundlag for udvælgelsen af de 35 projekter.

”Hvis vi skal spise mere plantebaseret, kræver det et stærkt, bredt udvalg af plantebaserede fødevarer, men også at vi rent faktisk tilvælger de plantebaserede produkter, når vi handler ind. Udbuddet og efterspørgslen på plantebaseret mad har en gensidigt forstærkende effekt, og vi er derfor bedst tjent med at fremme begge dele” fortæller forperson Marie-Louise Boisen Lendal, og fortsætter:

”Hvis plantebaseret mad for alvor skal finde vej til de danske middagsborde, skal mulighederne for lækker og sund plantebaseret mad udvides. Derfor skal kvaliteten og udvalget i supermarkederne øges, og forbrugerne skal have bedre kendskab til planternes potentiale”.

Udover udbud- og efterspørgselsfremme har Plantefondens bestyrelse i år også givet tilsagn til projekter, der fremme sektorbrobygning:

”Sektoren for plantebaseret fødevarer er i rivende udvikling, og det betyder, at der løbende kommer flere aktører på banen. De mange aktører kan drage fordel af hinandens viden, og tværgående samarbejder vil kunne accelerere sektorens fremdrift. Vi har derfor også haft fokus på at støtte projekter, som styrker og fremmer sektoren som helhed”.

Den samlede fordeling af puljen til de tre udviklingsområder fordeler sig med 57% til efterspørgselsfremme, 31% til udbudsfremme og 12% til sektorbrobygning.

Plantefonden modtog i årets ansøgningsrunde over 100 projektansøgninger, og det vidner både om en stærk udvikling i den plantebaserede fødevaresektor såvel som en stor interesse for Plantefonden. Marie-Louise Boisen Lendal ser begejstret tilbage på runden:

”Vi har i år haft fornøjelsen af læse mere end 100 ansøgninger, og vi er meget positive over den store interesse. Det vil jeg på vegne af mig selv og bestyrelsen gerne takke for, og vi glæder os meget til at følge de mange spændende projekter i den kommende tid”.

Du kan læse meget mere om, hvilket projekter der har fået tilsagn i årets ansøgningsrunde i Plantefondens tilsagnskatalog for 2024.

Du finder tilsagnskatalog 2024 her

Følg pressemeddelelser fra Landbrugsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landbrugsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye