Lolland Kommune hejser for 10. gang flaget til ære for udsendte og veteraner
Siden 2015 har Lolland Kommune og de lollandske soldaterforeninger afholdt national flagdag for udsendte og veteraner. Torsdag den 5. september 2024 er det dermed 10. gang, at dagen markeres i kommunen med offentlige højtideligheder og en reception for de lokale veteraner.
Som optakt til flagdagen er der på Nakskov Bibliotek mulighed for at opleve Udsendt af Danmarks udstilling ”Gennem Ild & Vand” og deltage i to aftenarrangementer: Et foredrag og paneldebat om NATO og Udsendt af Danmark LIVE med fire veteraners fortællinger om deres missioner gennem tiden.
”Flagdagen for vores veteraner og udsendte er for længst blevet en tradition i Lolland Kommune, og den er bestemt ikke blevet mindre betydningsfuld med årene. Det er dagen, hvor vi står sammen om at hylde og påskønne de modige mænd og kvinder, der drager ud i verden for at yde en uvurderlig og uselvisk indsats for vores demokrati og sikkerhed. Værdier, vi i endnu højere grad er blevet bevidste om ikke at tage for givet i en tid, hvor krig og uro er rykket tættere på, og Danmark er mere udsat,” siger borgmester Holger Schou Rasmussen og opfordrer til at deltage i mærkedagen:
”Jeg håber, at mange vil møde op og vise vores veteraner og deres familier taknemmelighed og anerkendelse, når vi sammen med de lollandske soldaterforeninger holder to smukke højtideligheder for dem den 5. september. Det fortjener de.”
Den første højtidelighed finder sted ved Veteranstenen i Nakskov kl. 18:30, (Hjemmeværnsdistriktets Musikkorps giver koncert ved Veteransten fra kl. 18). Herefter er der en kirkelig ceremoni ved Amfiteatret på Nakskov Uddannelsescenter.
Som altid byder flagdagen i Lolland Kommune på taler, fællessange og det flotte syn af fanekommandoet, der marcherer fra Gåsetorvet til Veteranstenen og derefter til Amfiteatret. I år er det musikkorpset fra Hjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster der står for musikken.
Program for flagdagen den 5. september 2024
Kl. 18:00-18:25 - Veteraner med ledsagere ankommer til Veteranstenen. Musikkorpset fra Hjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster musicerer.
Kl. 18:29 - Fanekommandoet ankommer fra Gåsetorvet til Veteranstenen.
Kl. 18:30-19:00 - Højtidelighed ved Veteranstenen i Jernbaneanlægget.
- Velkomst ved oberstløjtnant Jørn Arne Nielsen.
- Tale ved borgmester for Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen.
- Tale ved Major Kenneth Thornild, stabschef ved Hjemmeværnsdistriktet.
- Kranselægning.
Kl. 19:00-19:30 - Fanekommando, Musikkorps og Veteraner marcherer til Amfiteatret ved NUC via Elvej og Blegen.
Kl. 19:30-19:55 - Andagt ved Amfiteatret forestås af pastor John Andersen. Musikkorpset fra Hjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster musicerer til salmerne.
Efter de officielle højtideligheder er Lolland Kommunes veteraner inviteret til reception i kantinen på Nakskov Uddannelsescenter.
Udstilling og aftenarrangementer på Nakskov Bibliotek
Som optakt til årets flagdag har Lolland Kommune i samarbejde med ”Udsendt af Danmark” arrangeret en udstilling og to aftenarrangementer på Nakskov Bibliotek, som man kan opleve i dagene op til den 5. september.
Udstillingen ”Gennem Ild & Vand”
Udstillingen giver gennem personlige kortfilmsfortællinger, faktuel viden og forskellige artefakter et indblik i Danmarks udsendte og internationale missioner siden 1948 og frem til nu.
Udstillingen er gratis og kan opleves af alle interesserede i glassalen på Nakskov Bibliotek på hverdage mellem kl. 8 og 15 i perioden fra den 26. august kl. 13:00 til og med den 6. september 2024 kl. 12:00. Udskolingselever og ungdomsuddannelser har fået tilsendt invitationer til at booke en særlig omvisning.
Læs mere om udstillingen på Facebook.
Udsendt af Danmark LIVE
Torsdag den 29. august kl. 19-21 er alle velkomne til at deltage i det gratis arrangement ”Udsendt af Danmark LIVE” i mødesalen på Nakskov Bibliotek. Dørene åbner klokken 18:30.
På denne aften fortæller fire veteraner om deres forskellige missioner og om, hvordan det er at være udsendt.
Læs mere om begivenheden Udsendt af Danmark LIVE på Facebook.
Foredrag og paneldebat om NATO
Onsdag den 4. september kl. 19-21 er alle velkomne til at komme og høre et gratis foredrag og paneldebat om NATO i mødesalen på Nakskov Bibliotek. Nærmere information om foredraget og paneldebatten vil snarest blive lagt på Facebook af Udsendt af Danmark.
Om Flagdagen for Danmarks udsendte
Formålet med Flagdagen for Danmarks udsendte 5. september er at hædre de personer, der er - eller har været – udsendt på en mission af Danmark som led i Danmarks aktive internationale engagement på baggrund af en beslutning truffet af regeringen, Folketinget eller en minister. Flagdagen blev første gang afholdt i 2009 i København. Siden da har Flagdagen bredt sig til flere kommuner i landet. Lolland Kommune deltog første gang i markeringen af flagdagen i 2015.
Læs mere
- Læs om den Nationale Flagdag i Lolland Kommune på www.lolland.dk/nationalflagdag
- Læs om Lolland Kommunes veteranindsats på Lolland Kommunes hjemmeside. Hjælp til veteraner (lolland.dk)
Nøgleord
Kontakter
Holger Schou RasmussenBorgmester, Lolland Kommune
Tlf:23 24 91 80Jørn Arne NielsenOberstløjtnantFormand for Veterankomitéen
Tlf:42 54 65 60Lene Folmann PetersenVeterankoordinatorArbejdsmarked, Lolland Kommune
Kan kontaktes vedrørende Lolland Kommunes veteranindsats og arrangementerne på Nakskov Bibliotek op til den nationale flagdag.
Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Ny sektorchef til Teknik og Miljø i Lolland Kommune30.9.2024 13:07:41 CEST | Pressemeddelelse
Peter Haugan Vergo bliver ny sektorchef for Teknik og Miljø i Lolland Kommune, når Jytte Harpøth går på pension ultimo november 2024.
Ny sektorchef for Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune27.9.2024 12:25:19 CEST | Pressemeddelelse
Lene Nørgaard Hansen bliver ny chef for Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune. Lene kommer med solid erfaring fra skole- og dagtilbudsområdet i Tønder Kommune, hvor hun har været ansat i 13 år, senest som stedfortrædende Skole- og dagtilbudschef.
Lejerbo skal bygge almene familieboliger på Namsosvej20.9.2024 09:35:14 CEST | Pressemeddelelse
Tre boligselskaber var klar til at bygge boliger, da Lolland Kommune udbød en byggegrund på Namsosvej i Maribo. Nu har Økonomi- og Erhvervsvalget behandlet sagen, og i sidste ende faldt valget på et projekt udviklet af Arkitema for Lejerbo. Borgmester Holger Schou Rasmussen glæder sig.
Langsom sagsbehandling er en trussel mod grøn omstilling18.9.2024 12:15:20 CEST | Pressemeddelelse
Fem år. Så længe har det indtil videre taget at behandle de tilladelser, der skal gøre det muligt at udvide sejlrenden til Nakskov Havn, så virksomheder og arbejdspladser kan sikres for fremtiden. Borgmester Holger Schou Rasmussen er uforstående over forløbet.
Hotelplaner for Toldboden i Nakskov opgives23.8.2024 08:31:52 CEST | Pressemeddelelse
Betingelserne for at etablere hotel i Toldboden i Nakskov har de sidste år ændret sig markant med stigende renter og priser. Derfor lukkes der nu ned for projektet, og bygningen går tilbage til kommunalt ejerskab.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum