Erhvervsskolernes ElevOrganisation

EEO kritiserer regeringens kørekortforslag til 17-årige som en useriøs løsning for erhvervsuddannelserne

Del

EEO kiritserer regeringens forslag til kørekort til 17-årige: Uden dybere forandringer af erhvervsuddannelserne, risikerer vi at overse de reelle udfordringer, som landdistrikterne står overfor

I dag præsenterer regeringen deres nye initiativ for landdistrikterne. Et af de centrale
forslag er at tillade 17-årige at køre bil, især for at adressere udfordringerne, som særligt
rammer erhvervsuddannelserne, hvor halvdelen af ansøgerne har mere end 45 minutters
transporttid.

I EEO forholder vi os kritiske til dette forslag, da det rejser flere spørgsmål, end det
besvarer – for hvilke biler skal de f.eks. bruge? Hvem skal finansiere disse biler – er det
lærepladsen, staten eller eleverne selv der skal punge ud?


Vi finder det dybt useriøst at foreslå dette som en løsning, da det ikke vil øge antallet af
unge, der vælger en erhvervsuddannelse betragteligt. Forslaget løser ikke de presserende
problemer, erhvervsuddannelserne står overfor. Uanset hvor de unge skal køre hen, vil de
altid søge mod attraktive uddannelsesmiljøer.


Samtidig med at regeringen foreslår, at alle skal køre rundt alene i deres biler, kæmper
vores elever for at bevare de busruter der lige nu bringer dem i skole og til lærepladsen.
Regeringens forslag fremstår som en ide, der kan føre til nedlæggelser af flere busruter i
landdistrikterne, fordi eleverne fravælger kollektiv transport. For kun et fåtal af eleverne og
lærlingene på ungdomsuddannelserne der har råd til at købe en bil. Det er ganske enkelt
ikke muligt at finansiere en bil på en hjemmeboende SU.

Det essentielle er at opgradere erhvervsuddannelserne til at matche nutidens krav. Vi bør
fokusere på de reelle udfordringer og tage fat om nældens rod.
I sidste uge offentliggjorde vi i EEO vores udspil for at fremme erhvervsuddannelser – ’16
ideer til bedre erhvervsuddannelser'.


I udspillet præsenterer vi ideen om at udvide GF1 med 6 måneder, indføre tre helt nye fag
i form af Klimalære, Virksomheds & privatøkonomi og design og formgivning samt en
række andre initiativer:

- Obligatorisk studietur
- Årlig opkvalificering af lærerne
- Individuel vejledning i folkeskolen og på GF 1 og 2


Kan det virkeligt være rigtigt at man ikke tør skabe de grundlæggende forandringer på
erhvervsuddannelserne?

Nøgleord

Kontakter

Links

Om EEO

Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO) repræsenterer elever fra de tekniske erhvervsuddannelser, EUX, SOSU, PAU og HTX.
Det er os, der varetager elevernes interesser og holdninger i den offentlige debat.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye