Ny forskning skal fremme cirkulært byggeri og grøn omstilling
Byggeriet står for en kæmpe del af samfundets affaldsproduktion og energiforbrug, og det skal ændres for at gøre branchen bæredygtig. Forskere fra Aarhus Universitet og Lunds Universitet i Sverige leder et nyt forskningsprojekt, der skal minimere affald og etablere rammer og metoder til genbrug af byggeriets efterladenskaber.
Når man bygger nye konstruktioner i dag, kender man detaljerede specifikationer for hvert enkelt byggemateriale helt ned til den mindste skrue, gipsvæg eller træstykke. Det er nødvendigt for at imødekomme de standardiserede krav, byggeriet skal leve op til.
Så hvad gør man med gamle byggematerialer, man piller ud af konstruktioner, der måske har halvtreds år på bagen – og hvor man slet ikke i samme grad kender materialernes styrke og holdbarhed? Det er et af de spørgsmål, som et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet og Lunds Universitet skal forsøge at besvare. For vi kommer ikke uden om genbrug i byggebranchen som et yderst vigtigt led i den grønne omstilling.
”Vi er nødt til at betragte bygninger som materialebanker: Hvad findes der af materialer og moduler i en given bygning, og hvordan genbruger vi dem, når tiden er inde? Men modsat nye materialer, hvor der typisk er en producent, der garanterer en kvalitet, så er det ikke sikkert, at der lige er en stemplet godkendelse af en komponent, der er udtaget fra en gammel bygning. Her er vi nødt til at lave en form for test for at sikre passende kvalitet, f.eks. tilstrækkelig styrke, stivhed og holdbarhed, men hvordan gør vi det på en måde, der ikke medfører en stor ekstraregning? Det er nogle af de ting, vi kigger på i dette projekt,” siger professor Lars Vabbersgaard Andersen fra Aarhus Universitets Institut for Byggeri og Bygningsdesign, der leder den danske del af projektet.
Byggebranchen genererer i dag ca. 40 pct. af samfundets samlede affald og står for en tilsvarende del af energiforbruget. I enhver form for bæredygtig fremtid skal de andele mindskes betragteligt.
Byggebranchen gemmer på et meget stort uforløst potentiale for grøn omstilling, og projektet, der går under navnet ASCEND (Advancing Sustainable Circularity for Eco-friendly Net-zero Developments), vil netop tage fat i det store potentiale og den store opgave der ligger i at fremme genbrug i byggeriet.
”Overordnet set er formålet med projektet at få hele byggebranchen til at tænke meget mere genbrug og meget mere regenerativt. Vi har endnu ikke særlig meget erfaring med at udtage byggematerialer fra eksisterende byggeri til genbrug i nyt. Nedbrydning i dag omfatter typisk brug af bulldozere, men det at lave en selektiv og skånsom nedbrydning af en bygning, hvor man får de rigtige ting ud i den rigtige rækkefølge, der sikrer både kvalitet og sikkerhed er en væsentlig problemstilling,” siger Lars Vabbersgaard Andersen.
Derfor skal der i projektet bl.a. udvikles digitale tvillinger for eksisterende bygninger, således at man ved hjælp af digital kortlægning ikke kun designer bygninger i deres opførelsesfase, men også i deres nedbrydnings- eller ombygningsfaser. For at blive i analogien med materialebanker vil disse digitale hjælpemidler kunne give et overblik over saldo på kontoen i materialebanken.
Og så skal der bl.a. også udvikles klassificeringsmetoder, hvor kvaliteten af genbrugsmaterialer og komponenter bestemmes af ikke-destruktive prøvningsmetoder, forklarer professoren:
”Vi er nødt til at sikre, at genbrugsmaterialer ikke møder tekniske eller politiske barrierer, hvis det her skal fungere i stor skala. Sådanne barrierer er der rigtig mange af i øjeblikket, og rigtig meget har at gøre med, at genbrugsbyggerier vil involvere materialer, der måske har ændret egenskaber over årene. Et gammelt stykke træ opfører sig f.eks. ikke som et nyt. Og nybyg med såddanne materialer kræver ikke-standardiserede byggesystemer. Det strider mod de Eurocode-standarder, byggeriet skal følge i dag. Derfor kræver genbrugs-standarder i byggeriet en hel del politisk velvilje med f.eks. tilskud eller incitamentsordninger, for indtil vi når frem til det punkt i byggeriet, at de processer der skal til for at genbruge byggematerialer er blevet så velkendte, at de ikke fordyrer byggeriet – og at vi altså har en standard for den form for byggeri – er der en adgangsbillet, der skal betales fra den enkelte bygherre,” siger Lars Vabbersgaard Andersen.
Projektets samlede budget er på 3,8 mio. euro (28,4 mio. kr.), og det er støttet af EU’s Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak (ÖKS) pulje. Lunds Universitet koordinerer projektet, og de øvrige deltagere i projektet, ud over Aarhus Universitet, er: A:Gain ApS, AART Architects Sverige AB, BF Balkong branschen, BM Byggeindustri, Building Green / Insight Events, Byggrådet, CDM A/S, Dacke Consulting AB, Eskilstuna kommunfastigheter AB, Glastjänster för GBF, Glascentrum I Sverige AB, Green Dozer ApS, Mycoteam AS, Svensk Planglasförening Service AB, Svenskt Trä, Skogsindustrierna AB, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma AS, Treano Bygg AB og We Build Denmark.
Nøgleord
Kontakter
Lars Vabbersgaard AndersenProfessorAarhus Universitet, Institut for Byggeri og Bygningsdesign
Tlf:31121781Tlf:31121781lva@cae.au.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Ny professor bruger bakterier til at udvikle fremtidens sunde mad14.1.2025 08:36:56 CET | Pressemeddelelse
Clarissa Schwab er udnævnt til professor ved Aarhus Universitet. Hun bruger mikroorganismer til at designe funktionelle fødevarer og forbedre vores tarmsundhed.
Nyudnævnt professor vil forhindre os i at få allergi14.1.2025 05:45:00 CET | Pressemeddelelse
For ti år siden ankom Edzard Spillner til Aarhus Universitet for at forske i allergi. Et årti senere er han professor og leder sin egen forskningsgruppe med flere lovende allergi-patenter i rygsækken.
Regenerativt landbrug er en bevægelse fyldt med både håb og bekymring - forstå hvorfor13.1.2025 09:33:40 CET | Pressemeddelelse
Regenerativt landbrug præsenteres i øjeblikket som løsningen på mange af landbrugets klimaproblemer. Men der er ingen konsensus om, hvad det dækker over, og der er stor usikkerhed om, hvad effekterne vil være.
Aarhus-professor: Græs og biogas er den eneste vej til mere økologi inden 20306.1.2025 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
Danmark skal fordoble det økologiske landbrugsareal inden 2030, og der er kun een vej frem, lyder det fra ny professor på Aarhus Universitet, der i årtier har forsket i biogas, kvælstof og landbrug.
Ny forskning: Med CO2-ædende bakterier kan vi rense skorstensrøg og genbruge kulstoffet i nye produkter19.12.2024 09:59:58 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet viser, hvordan vi kan gøre det langt billigere at indfange og samtidig omdanne CO2 fra vores industrier til brugbare produkter. Den nye forskning er netop publiceret i Nature Communications.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum