Vandrefalken i Hanoi

Som et frossent lyn, tøjret til et snavset bur med døende pytonslanger, sidder den der en morgen, to dage for juleaften.

Den er træt. Meget træt.

At og til stopper en af madammerne op, sparker lidt til buret for at se, om fuglen er frisk. Spørger så på prisen, men går hurtigt videre med sine indkøb.

Vandrefalke er dyr mad.

I de tre vinteruger, jeg boede i Hanoi i 1994, besøgte jeg næsten hver dag det kæmpestore fødevaremarked Duong Xuan i den gamle bydel nord for Hoan Kiem søen. Titusinder af vietnamesiske husmødre kommer her dagligt for at købe mad til familien. Jeg kom for at se de mange dyr og fugle, der bruges i det lokale køkken.

Omhyggeligt noterede jeg art og antal for alle vilde dyr, der var til salg: aber, lorier, pytoner, pangoliner, skildpadder, gekkoer, varaner, dværgpapegøjer, drosler, kattekillinger, hundehvalpe, hornugler m.m.

Det sidder dybt i ens systematiske sjæl at notere ned. Men også som en besværgelse af al denne gru skriver man den ned til endeløse rækker af navne og tal. Først som data og statistik er det til at håndtere den lillebitte abeunge, der tre dage i træk skreg så gudsjammerligt på sin døde mor.

Fødevaremarkeder og zoologiske haver øver en særegen tiltrækning, når jeg er i Asien. Oplevelsen er altid negativ, men alligevel vender jeg tilbage gang på gang. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at folks forhold til dyr fortæller noget vigtigt.

Thorkild Bjørnvig har engang skrevet, at man kan måle en nations grad af civilisation ved at undersøge, hvordan folk behandler deres dyr og deres børn. Pointen er vel den, at i den vestlige verden ofrer vi ofte mere energi og medfølelse på lidende dyr end på vores egne børn.

I Asien er det omvendt. Her elsker man virkelig sine unger, mens dyrene behandles på grusomste vis.

Jeg har set det overalt. På dyremarkedet i Bangkok sidder der en fed kone og klipper fortænderne af de små flyveegern, før hun sælger dem med en snor om halsen — som kæledyr til de sødeste små thaibørn. De tandløse egern »holder« i tre dage.

På Qingping-markedet i Guangzhou i det sydlige Kina sælges der hver eneste dag året rundt tusinder af lemlæstede, døende og døde dyr. De stables lag på lag i beskidte bure, kasser og sække, tusindvis af pattedyr, fugle, frøer, slanger og fisk, stablet værre end i den mest horrible burhønsefabrik, uden vand, uden mad, uden nogen som helst form for respekt.

På Taiwan, korsfæstede de en ung tiger levende, holdt auktion over hver eneste lille del helt ned til de afmægtigt knurrende knurhår, før den fik halsen skåret over, blev parteret og smidt i kødgryderne.

Det asiatiske natursyn er det rationelle: »Kan de ædes, så dræb dem og æd dem.«

Sådan siger man ikke på dansk, selv om natursynet i høj grad er det samme. Her hos os hedder det, at »hvis bestanden kan tåle en udnyttelse, uden at det anfægter artens fortsatte beståen og reproduktionsformåen i et rimeligt omfang, så bør der ikke lægges hindringer i vejen for en udnyttelse.«

Bevares, en sådan definition sikrer, at vi ikke udrydder dyrearter — oder hur? Miljøministerens ynkelige sjakren med en håndfuld vilde vildsvin i Sønderjylland, der blev solgt for at tilfredsstille tamsvineindustriens hysteriske krav, viser, at man har et natursyn — indtil man tager sig et andet.

Eller tag Venstre-manden Asger Christensens helt sygelige had til den sorte skarv, blot fordi den æder en mængde fisk, der præcis modsvarer den mængde fine konsumfisk, de danske fiskere hvert år smider overbord som usælgelig bifangst. Asger Christensen og hans brogede følge viger ikke tilbage fra at kræve arten udryddet. Sammen med gråsælen og ulven og jeg ved snart ikke hvad.

Den type har jeg aldrig mødt i Asien.

Så en dag sidder der pludselig en træt vandrefalk pa markedet i Hanoi.

Som typisk dansker ville man jo nok føle medynk eller medlidenhed med den smukke fugl og dens grumme skæbne, men sådan har jeg det ikke. Min følelse kan kun beskrives med det engelske begreb »compassion«.

Ganske vist oversættes det i ordbøgerne til »medynk« eller »medfølen«, men i virkeligheden betyder ordet »samfølelse«. Forstavelsen »com« er gammellatin og betegner »en samling af flere elementer« som f.eks. i ordet »component«. Og jeg ved, at vandrefalken er et element i den »samling« eller verden, hvori jeg selv indgår.

Alligevel vender jeg den ryggen og går tilbage på hotellet. Selvfølgelig tilkommer det ikke en udefra og da slet ikke en bedrevidende, imperialistisk europæer at gribe ind i det hårdtprøvede, vietnamesiske folks kultur. Det er da klart.

Ydermere har det intet formål at redde et enkelt isoleret INDIVID. Den slags aktioner er usaglige, udtryk for føleri og mangel på perspektiv. Det er ARTEN som sådan, man bør bruge sine kræfter på at sikre. Jo, tak — jeg kender de rigtige remser bade forfra og bagfra.

Alligevel kommer søvnen sent den nat. Tidligt næste morgen tager jeg en cykeltaxi op til Duong Xuan-markedet. Med dollarsedlerne viftende i hånden stormer jeg ned til dyrehandlerne.

Men vandrefalken er væk. Ædt.