Efter den grønne aftale står Danmarks Naturfredningsforening ved en vigtig skillevej

Af Søren Mark Jensen, biolog, senior natur- og miljørådgiver, tidligere embedsmand i Miljøministeriet og mangeårigt medlem af Danmarks Naturfredningsforening

I sandhed er det historisk, at Danmarks største grønne NGO, Danmarks Naturfredningsforening (DN) nu har indgået en landbrugsaftale (den grønne trepartsaftale) med dansk landbrug, repræsenteret ved Landbrug & Fødevarer (L&F) og sammen med SVM-regeringen. En aftale som kan forventes at fastlægge hovedsporet for den fremtidige finansiering af dansk landbrug.

Efter skiftende regeringers evindelige nølen med at regulere dansk landbrugs udledninger af kvælstof, pesticider og klimagasser, og efter at Venstre indtil for nylig var i en slem kattepine i valget mellem enten at fastholde de stadig færre landmænds tilslutning til partiet eller at spille positivt med i den grønne politiske dagsorden, blev den grønne trepart en tiltrængt politisk redningsplanke.

Ansvaret for at lande aftalen blev i praksis lagt over til DN og L&F, som blev sat i stue sammen for at finde et kompromis mellem landbrugets økonomiske interesser og samfunds ønsker om at få nedbragt dansk landbrugs negative effekter på klima, miljø og natur. 

Samfundsøkonomisk uklog aftale

Resultatet er blevet en aftale, som er svag, hvad angår reduktion af landbrugets klimaaftryk.

Aftalen indeholder kun en meget lille klimaafgift på landbruget, som desuden først er endeligt indført i 2035, og aftalen fastholder på den måde landbrugets særstilling ved at lade erhvervet slippe med en afgift som er langt mindre end for resten af dansk erhvervsliv.

Samtlige uafhængige ekspertudvalg, herunder Folketingets Klimaråd, Rådet for Grøn Omstilling og tænketanken CONCITO, er enige om, at trepartens klimafgift på landbruget samfundsøkonomisk set er uklog ved at være for lille og ved at komme for sent. Omvendt har L&F og SVM-regeringen, og her især Venstre, svært ved at tæmme deres begejstring over aftalen, som betyder, at mange danske landmænd i realiteten slet ikke vil komme til at mærke afgiften.

”Aftalen forholder sig ikke til, og vil langt fra kunne sikre, at Danmark lever op til FN’s og EU’s målsætninger om, at lande skal etablere 30 % beskyttet natur inden 2030, og heller ikke til den nye EU naturgenopretningsforordning, som fastslår, at EU-landene skal etablere genoprettet natur svarende til 20 % af deres landareal, også inden 2030”

At DN alligevel kan acceptere og bakke op om aftalen skyldes ifølge foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding, at der til gengæld er opnået store resultater på naturområdet. Her er der ifølge aftalen afsat et rekordstort beløb på 40 milliarder offentlige midler til kompensation af landmænd, som frivilligt vil udtage landbrugsjord. Dette beløb lægges oven i de ca. 12 milliarder kroner, landmændene i forvejen modtager årligt fra EU og fra en vifte af allerede eksisterende nationale støtteordninger.

Aftalens nye 40 milliarder til landbruget skal sikre, at der etableres 100.000 hektarer urørt skov (frem mod år 2045) og udtages 70.000 hektarer lavbundsjorde, hvor der kan genskabes søer og moser. Dette vil dog samlet set kun resultere i, at det danske naturareal øges med 3,5 % frem mod 2045, og Danmark vil derfor fortsat indtage rollen som det land i hele EU med mindst natur og med det største opdyrkede areal. Markerne vil fortsat bruges til dyrkning af foderafgrøder, som skal opretholde dansk landbrugs abnorm store produktion af husdyr (for nuværende årligt 200 millioner grise, køer og høns).

Aftalen forholder sig ikke til, og vil langt fra kunne sikre, at Danmark lever op til FN’s og EU’s målsætninger om, at lande skal etablere 30 % beskyttet natur inden 2030, og heller ikke til den nye EU naturgenopretningsforordning, som fastslår, at EU-landene skal etablere genoprettet natur svarende til 20 % af deres landareal, også inden 2030.

Der er derfor brug for en meget anderledes og langt mere målrettet landbrugsaftale, som i øvrigt bør bygge på princippet om, at forureneren betaler. Et princip som helt ignoreres i trepartsaftalen.

Mere grønt, mindre kød

En ordentlig landbrugsaftale burde støtte omlægning af det nuværende animalske landbrug hen mod produktion af økologisk dyrkede og plantebaserede fødevarer.  En sådan omlægning vil give mening, fordi der så på et langt mindre landbrugsareal kan dyrkes sund mad til mange flere mennesker. I dag er dansk landbrug stor-eksportør af kød og levende dyr, mens vi importerer 70 % af de grøntsager, danskerne konsumerer. Det bør vendes om.

”Af aftalen fremgår bl.a., at forbrug af gødning og pesticider kan intensiveres på ”robuste jorde”, og at produktionen af husdyr skal intensiveres og understøttes af store offentlige beløb”

Gennem de senere år har DN ellers også indgået i en række konstruktive samarbejder med andre grønne danske NGO’er (herunder med Klimabevægelsen, Økologisk Landsforening, Dansk Vegetarisk forening og Dyrenes Beskyttelse m.fl.) om at støtte en sådan reel grøn omlægning af dansk landbrug. Samarbejdet er bl.a. kommet til udtryk i rapporten ”Fra foder til føde”.

Trepartsaftalens indhold peger imidlertid i den helt anden retning og sigter på at understøtte den videre satsning på et højintensivt og eksportorienteret animalske landbrug.  Af aftalen fremgår bl.a., at forbrug af gødning og pesticider kan intensiveres på ”robuste jorde”, og at produktionen af husdyr skal intensiveres og understøttes af store offentlige beløb til forskning og udvikling af tvivlsomme tekniske fix.

Bl.a. er det planen, at der skal forskes i tilsætning af kunstige kemikalier til køers foder, så de får ændret deres naturlige stofskifte og udskiller mindre metan, og der foreslås bevilget 10 milliarder (!) offentlige kroner til udvikling af pyrolyse-anlæg, så landmændene fortsat kan komme af med de enorme mængder gylle fra svineproduktionen.

Og ja, der foreslås såmænd også indført en ny slagtepræmie til danske landmænd, som vil levere deres smågrise til de danske slagterier fremfor at få smågrisene slagtet billigere i udlandet.

En mere perspektivrig kurs efterlyses

Af gode grunde er der alvorlig panderynken og dyb bekymring blandt mange af DN’s medlemmer, og blandt de mange andre grønne NGO’er, over DN’s rolle i hele denne sag, og skal DN fremover have tilslutning og positiv politisk indflydelse, tyder meget på, at foreningens ledelse fremover bør indtage en mindre slingrende og mere perspektivrig kurs.

Spørgsmålet er, om foreningen fortsat være ivrig efter at sidde ved de politiske forhandlingsborde og indgå pragmatiske, men gustne kompromisser, eller om foreningen skal kæmpe for en mere omfattende omlægning og udvikling af dansk landbrug, som både Danmark og resten af verden har brug for i kampen for at sikre klima, miljø og natur?

Min anbefaling vil være, at foreningen fremover satser på det sidste, hvilket også vil være bedre i synk med foreningens medlemmer.