Den nifoldige morder er en vigtig indikator for naturens tilstand.

En fugl lige til en malebog for børn, med tydelige kropsfelter i vel adskilte og klare farver: blågråt hoved, sort maske, hvid strube, et strøg af rosa i den hvidlige underside, rødbrun ryg og en hale med kantet mønster i sort og hvidt.

Men - for diverse smådyr, som tornskaden sidder og spejder efter, er intet frydefuldt. Rødrygget tornskade er kun lidt større end den hyggelige grå fluesnapper, som ligeledes har for vane at sidde synligt på udkig. Men tornskadens næb afslører, at den ikke lader sig nøje med at snappe fluer – den skal have anderledes substantiel kost. Næbbet er stærkt, tykt og bredt, med en rovfugleagtig spids krog. Benene er kraftige og kløerne skarpe. Det er en lille spurvefugl med rovfuglemanerer.

Når den fra udkigsposten styrter sig ud og oftest ned mod jorden, sigter den efter en bille, humlebi, sommerfugl, guldsmed, et firben, en mus eller en lille fugl. Alt det, som kreaturafgræssede vange med levende hegn, skovenge med høslæt og overdrev, heder og gråklit med spredt krat er rige på, men som sprøjtede og gødskede monokulturer er fattige på. Soleksponeret og kuperet terræn er tornskadeland, med alt hvad der her følger af flora og fauna.

Landbruget tager livet af tornskaden

Rødrygget tornskades præferencer og krav afspejles i de sidste 50 års ændringer i dens udbredelse og antal. I første halvdel af 1970´erne fandtes fuglen nogenlunde jævnt fordelt over hele landet. Gennem de følgende årtier er arten rykket mod vest, idet det er tyndet ud på Sjælland, Fyn og Østjylland med de fede jorder og det intensive landbrug. Flest ynglepar findes i dag i Midt- Vest- og Nordjylland. Den samlede bestand er gået jævnt ned, som andre steder i Europa, men heldigvis ikke så drastisk som i det mere regnvåde England. Her forsvandt den rødryggede tornskade i slutningen af 1980´erne.

Rødrygget tornskade ”prepper”, formodentlig for at kunne klare perioder med køligt og vådt vejr, hvor insekter og smådyr holder lav profil. Den er kendt for at kunne proviantere forråd af byttedyr, som den har spiddet på lange torne af tjørn, slåen, havtorn og andet grumt stikkende. Tysk almuevisdom har villet vide, at fuglen først begyndte at tage for sig af retterne, når lageret var kommet op på ni spiddede byttedyr. Deraf navnet Neuntöter.

Naturen er som nok bekendt alt andet en hyggelig og idyllisk. Men der er andre og velkendte årsager end tornskader til den drastiske insektkrise og de efterhånden sjældne markfirben. Der er grund til at glæde sig over synet af den fåtallige og smukke fugl, og i særlig grad når det lykkes for parret at få unger på vingerne i en artsrig oase af guldaldernatur, midt i det dominerende sjællandske landskab af monotone og vidtstrakte marker. I slutningen af august påbegynder de rødryggede tornskader deres ufatteligt lange trækrute mod vinterkvartererne i det sydlige Afrika. I anden halvdel af maj vender de tilbage – til der, hvor de stadig findes.

Ellekragen måtte vige

Rødrygget tornskade skulle nødig komme til at dele skæbne med ellekragen, en allikestor, hulrugende skrigefugl med en levevis, der minder om tornskadens, blot endnu mere kræsen - og med en eventyrlig fjerdragt i lyseblåt, mørkeblåt, violet og rødbrunt.

Knyttet til sommervarme, parklignende og tørre landskaber med gamle træer, udgåede grene og et rigt udbud af store biller, græshopper og lignende, ynglede ellekragen i det østlige Danmark og Sydsverige til midt i 1800-tallet og holdt sensationelt stand på Fårö nord for Gotland så sent som til 1964.

Siden har det i den tempererede del af Europa været en uafbrudt retræte mod sydøst for ellekragen, trængt tilbage af landbrugets pesticider og effektivitet. I dag må man tage til den ungarske puszta for bedst at komme til at opleve solen falde ind på ellekragens safirglimtende fjederham.