Power to X-brændstoffer kan nu blive certificeret som grønne i Danmark
Energistyrelsen har forhåndsgodkendt en certificeringsordning, så danske Power to X-producenter kan få certificeret grønne PtX-brændstoffer. Certificeringen skal fjerne usikkerhed i branchen, så produktionen kan komme i gang allerede i år.
Danske Power to X (PtX)-producenter har været bekymrede for udsigterne til at kunne få certificeret deres brændstoffer som grønne. Det skyldes, at Europa-Kommissionen endnu ikke har godkendt certificeringsordningerne til netop dette formål. Manglende mulighed for certificering kan have negative konsekvenser for de danske PtX-projekter, der forventer at starte produktion allerede i år.
”Der er brug for sikkerhed for de danske PtX-projekter, da der allerede er mange millioner investeret i at etablere grøn brændstofproduktion i Danmark. Markedet er i en meget tidlig fase, og de aktører, der er kommet tidligt ud af starthullerne, bør ikke forsinkes på grund af manglende mulighed for certificering,” siger Sidsel Horsholt, kontorchef i Energistyrelsen.
For at sikre at PtX-brændstoffer reducerer drivhusgasudledningerne, stilles der i EU-reguleringen en række krav til, hvordan det grønne PtX-brændstof skal produceres. Kravene indebærer blandt andet, at brændstofferne er produceret ved brug af vedvarende energi. Disse krav har Europa-Kommissionen fastlagt i delegerede forordninger, som blev udstedt i 2023.
På baggrund af de to delegerede forordninger har certificeringsordningerne ansøgt Europa-Kommissionen om at kunne certificere PtX-grønne brændstoffer herefter, således at det sikres, at PtX-brændstofferne efterlever kravene og faktisk er grønne.
Forhåndsgodkendelse af certificeringsordningen ISCC EU
Energistyrelsen har efter henvendelse fra danske PtX-producenter indgået i dialog med certificeringsordningen The International Sustainability and Carbon Certification EU (ISCC EU). ISCC EU er en af flere certificeringsordninger, der lige nu afventer Europa-Kommissionens godkendelse for at kunne certificere grønne PtX-brændstoffer.
På baggrund af en konstruktiv dialog har Energistyrelsen valgt at forhåndsgodkende certificering af PtX-brændstoffer under certificeringsordningen ISCC EU. Det betyder, at danske PtX-producenter og -aftagere allerede nu kan påbegynde processen med at blive certificeret. Dette sikrer regulatorisk sikkerhed for de PtX-producenter, der forventer at starte produktion snarligt.
Energistyrelsens forhåndsgodkendelse gælder, indtil Europa-Kommissionens godkendelse foreligger. Dette forventes at ske i indeværende år, hvorfor den danske forhåndsgodkendelse vil være en kortsigtet overgangsløsning. Derefter vil certificeringen til enhver tid følge reglerne godkendt af Europa-Kommissionen.
Forhåndsgodkendelsen gælder kun certificeringsordningen ISCC EU. Ønsker danske PtX-producenter eller –aftagere at blive certificeret under en anden certificeringsordning, skal ordningen først godkendes af Energistyrelsen. Dette kan ske efter henvendelse til Energistyrelsen. Energistyrelsens forhåndsgodkendelse gælder alene, indtil Europa-Kommissionen har godkendt certificeringsordningerne.
ISCC’s krav til certificering af PtX-brændstoffer kan tilgås på ISCC's hjemmeside. Henvendelse til ISCC EU kan ske på rfnbo@iscc-system.org.
Fakta:
- Power-to-X (PtX) dækker over en række teknologier, som alle tager udgangspunkt i, at strøm udnyttes til at fremstille brint. I Danmark taler man om Power-to-X, mens man i udlandet kalder det grøn brint eller ”electrofuels” (”e-fuels”).
- I EU-reguleringen kaldes de juridisk for ’vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse’. Alle begreber beskriver den proces, hvor strøm og vand bliver lavet om til brint gennem elektrolyse.
- Brinten kan bruges direkte i fx lastbiler, færger eller industrien, men den kan også viderekonverteres til andre brændstoffer. Viderekonverteringen kan ske med CO2, således at der produceres et kulstofholdigt brændstof, der kan anvendes direkte i forbrændingsmotorer i eks. skibe eller fly.
- For at brændstoffer kan betegnes som grønne i henhold til EU’s lovgivning, skal brændstofferne certificeres.
- Certificeringen af grønne brændstoffer sker under de såkaldte certificeringsordninger. Certificeringsordningerne udarbejder regelsæt for forskellige grønne brændstoffer, som følger den gældende EU-lovgivning, og regelsættet skal være godkendt af Europa-Kommissionen.
- Certificeringen betyder, at brændstoffet overholder EU-reguleringens bæredygtighedskrav i henhold til direktivet for vedvarende energi, herunder de to delegerede forordninger for grønne PtX-brændstoffer.
Supplerende links:
Læs mere om bæredygtighedskrav til brændstoffer i transportsektoren her.
Læs mere om EU's regler for grønne PtX-brændstoffer her
Læs mere om EU's certificeringsordninger her
Kontakt:
Jeppe Høstgaard Poulsen, tlf: +45 3395 5184, e-mail: jphsg@ens.dk
Stine Sandermann Justesen, tlf: +45 33 95 12 25, e-mail: ssmj@ens.dk
Kontakter
Ture Falbe-HansenPressechef i Energistyrelsen
Tlf:+45 25 13 78 46tfh@ens.dkEnergistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
Tlf:33 95 08 00presse@ens.dkEnergistyrelsen
I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.
Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Nye datoer: Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen åbner i februar med enklere regler20.12.2024 11:01:14 CET | Pressemeddelelse
Energirenoveringspuljen åbner den 19. februar, og som noget nyt kan der også søges tilskud til energirenovering af huse med energimærke D. Varmepumpepuljen åbner den 25. februar, og for begge puljer er reglerne for at søge om udbetaling af tilskud forenklet.
EUDP indkalder: Søg om støtte til fremtidens grønne løsninger19.12.2024 11:34:35 CET | Pressemeddelelse
Der er over 300 millioner kroner at hente til nye innovative energiprojekter. Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) indkalder nemlig endnu engang ansøgere, der vil udvikle og demonstrere ny energiteknologi. Sidder I med en af fremtidens grønne løsninger, så søg senest den 3. marts 2025 kl. 12.00.
Energistyrelsen giver tilladelse til at etablere Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark17.12.2024 10:21:40 CET | Pressemeddelelse
Energistyrelsen udsteder etableringstilladelse til Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark. Parken forventes at være i drift i 2029, hvorefter den vil kunne levere grøn strøm svarende til elforbruget i omkring 240.000 husstande.
13 projekter får tilsagn om tilskud til at øge viden om energifællesskaber16.12.2024 13:06:06 CET | Pressemeddelelse
Den 16. oktober 2024 udløb fristen for at søge om tilskud fra puljen til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling. 13 projekter har fået tilsagn om knap 5,9 mio. kr. i tilskud til at øge viden om lokale energifællesskaber og til at informere om vedvarende energiløsninger.
EUDP tømmer kassen: 403 millioner kroner til ny energiteknologi16.12.2024 11:23:13 CET | Pressemeddelelse
Der var ansøgninger for over en milliard kroner. Nu har Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) givet hele 40 nye energiprojekter tilsagn om tilskud på i alt 403 millioner kroner. Et beløb, der vidner om en høj kvalitet af de mange innovative projektansøgninger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum