Transformation før det blev opfundet: Kræftafdelingen har i 10 år minimeret hospitalsbesøg med digital løsning
På Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital svarer patienterne på et digitalt spørgeskema inden deres kemobehandling. Det har store fordele for både patienter og personalet, viser 10 års erfaring.
For patienter i kemobehandling var hospitalsbesøg tidligere præget af lang ventetid og usikkerhed om, hvorvidt de kunne få deres kemobehandling.
Patienterne mødte op i ambulatoriet for at få deres tilstand vurderet, og for at få at vide, om de var klar til behandlingen. Først herefter blev kemobehandlingen bestilt, og det betød, at nogle patienter ventede i lang tid, mens behandlingen blev blandet, og andre måtte køre hjem med uforrettet sag.
Lægen vurderer patientens tilstand ud fra spørgeskemasvar
Med den digitale løsning modtager patienterne et spørgeskema to dage før deres kemobehandling. I spørgeskemaet registrerer patienterne eventuelle symptomer og bivirkninger, også kendt som patientrapporterede oplysninger eller blot forkortelsen PRO.
På baggrund af patientens spørgeskemasvar og blodprøver vurderer lægerne, om behandlingen kan bestilles, eller om der er behov for yderligere opfølgning.
Anni Ravnsbæk er cheflæge på Kræftafdelingen og var vidne til, hvordan situationen før pressede både patienter og hospitalsapoteket, der midt på dagen løb rigtig hurtigt for at levere alle kemobehandlinger:
-Det var en uholdbar arbejdsgang, så for at imødegå udfordringerne begyndte vi at anvende PRO. Nu slipper patienterne for at køre forgæves til hospitalet, og vi bruger ikke længere tid på konsultationer, hvor vi konstaterer, at alt er fint, og at patienten kan få sin behandling.
Man kan sige, at vi gjorde det med en transformationsdagsorden, inden transformationen overhovedet var opfundet, siger Anni Ravnsbæk.
PRO giver bedre patientforløb og letter arbejdsbyrden
En anden væsentlig fordel ved PRO er ifølge cheflægen den systematiske registrering af patienternes tilstand over tid. Det giver et detaljeret billede af, hvordan patienterne reagerer på behandlingen, og hjælper klinikerne med at tilpasse behandlingsplanerne efter deres behov.
-Vi kan se, om patienterne begynder at få nye gener eller om deres gener aftager. På den måde får vi en bedre fornemmelse af, hvordan patienterne har det over et langt behandlingsforløb, siger Anni Ravnsbæk.
Men PRO har også bidraget til en markant reduktion af medicinspild. Tidligere blev medicinen ofte fremstillet og senere kasseret, hvis patientens tilstand ændrede sig. Med PRO sikrer afdelingen, at kemoblandingen kun fremstilles, når det er nødvendigt, hvilket både sparer tid og ressourcer.
-Det har hjulpet helt enormt på vores arbejdsbelastning. Vi har færre besøg fra patienterne og markant færre arbejdstimer involveret i behandlingerne for klinikerne. Det tager også tid at vurdere besvarelserne, det skal man ikke glemme. Men jeg vil klart anbefale PRO, og jeg tror ikke, der er nogen kliniker hos os, der kunne tænke sig en hverdag, hvor vi ikke havde PRO-løsningen, slutter Anni Ravnsbæk.
Fakta
- Kræftafdelingen udviklede PRO-løsningen i 2014 i samarbejde med AmbuFlex.
- I alt har mere end 13.700 patienter brugt spørgeskemaet på Kræftafdelingen.
- I løbet af de seneste 10 år har læger og sygeplejersker vurderet mere end 112.700 besvarelser fra patienterne.
- PRO-løsningen bliver også anvendt på kræftafdelingerne på Regionshospitalet Gødstrup og Aalborg Universitetshospital samt i Region Sjælland.
- Patientrapporterede Oplysninger er data om patientens helbredstilstand herunder symptomer, helbredsrelateret livskvalitet og funktionsniveau rapporteret af patienten selv.
- AmbuFlex er Region Midtjyllands center for patientrapporterede oplysninger.
Kontakter
Louise Pape LarsenLeder af AmbuFlex
Tlf:+45 6138 8949Louise.Pape.Larsen@goedstrup.rm.dkLinks
Aarhus Universitetshospital
Aarhus Universitetshospital er et komplet hospital på højeste internationale niveau med alle lægefaglige specialer samlet under ét tag.
Aarhus Universitetshospital ledes af en hospitalsledelse, som består af en hospitalsdirektør, en lægefaglig direktør og en sygeplejefaglig direktør.
Aarhus Universitetshospital har hvad der svarer til ca. 9.700 fuldtidsstillinger.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital
Metabolisk syndrom påvirker overlevelsen for brystkræftoverlevere10.1.2025 14:07:04 CET | Pressemeddelelse
Forstyrrelse i kroppens forbrænding af fedt og sukker er forbundet med større risiko for tilbagefald og død hos personer, som har haft brystkræft.
Operationen bliver mere skånsom på ny operationsstue med røntgenudstyr20.12.2024 08:29:21 CET | Pressemeddelelse
De første karkirurgiske patienter er blevet behandlet på en ny hybridstue på Aarhus Universitetshospital
Eksperter er enige: Behandling af tuberkulose hos migranter kan blive bedre19.12.2024 12:41:22 CET | Pressemeddelelse
Et internationalt ekspertpanel sætter fokus på, hvordan migranter i Europa kan beskyttes bedre mod tuberkulose og få bedre behandling.
Fæcestransplantation giver nyt håb for diabetespatienter med svære maveproblemer19.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
"Det ligner et gennembrud," siger professor om dansk studie, der viser lovende resultater for en ny behandling mod diabetisk gastroenteropati.
Patienter får revolutionerende sygehusbehandling derhjemme18.12.2024 08:21:20 CET | Pressemeddelelse
På få år er fæcestransplantation blevet transformeret fra en kompliceret behandling på hospitalet til en enkel behandling, som kan foregå derhjemme. Det sparer både hospital og patienter for tidskrævende hospitalsbesøg.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum