Sprøjtegiften Reglone er for farlig til kartoffelmarker men uskadelig i purløg
I virkelighedens verden godkender Miljøstyrelsen sprøjtegiftene efter det omvendte forsigtighedsprincip. Uanset hvilke seriøse betænkeligheder eller forskningsbaserede advarsler, der lægges frem, så imødekommer Miljøstyrelsen altid landbrugets krav om de forbudte sprøjtegifte
Miljøstyrelsen har droppet den årlige dispensation til at sprøjte med kartoffelgiften Reglone, selvom de danske kartoffelavlere hævder ikke at kunne klare sig uden. Det tjener styrelsen og miljøminister Magnus Heunicke til ære, at man langt om længe fjerner det hjerneskadende kemikalie fra miljøet i Danmark.
Men Reglone-giften er ikke afskaffet. Den kan stadig bruges i marker med purløg. Derom senere.
Reglone blev forbudt i samtlige 28 EU-lande i 2019, fordi midlets aktive giftstof diquat anses for at kunne volde hjerneskader på fostre og være årsag til Parkinsons Sygdom hos voksne. Den viden har Miljøstyrelsen negligeret i fem år og uddelt årlige dispensationer til at bruge giften.
Nu er embedsværket tilsyneladende blevet klogere – eller hvad? Sandsynligvis er der tale om en politisk beslutning om at imødekomme kritikerne. Rent fagligt har intet ændret sig vedrørende giftigheden, så dispensationerne har aldrig været forsvarlige.
Fra første færd har styrelsens praksis været i modstrid med forsigtighedsprincippet, som Miljøstyrelsen ellers hævder at respektere, før sprøjtemidler godkendes til salg og anvendelse i Danmark. Læs bare denne forsikring fra styrelsens hjemmeside: ”Midlerne bliver kun godkendt, hvis grundige undersøgelser har vist, at de ikke giver uønskede effekter på hverken mennesker, miljø eller grundvand.”
I virkelighedens verden godkender Miljøstyrelsen sprøjtegiftene efter det omvendte princip. Uanset hvilke seriøse betænkeligheder eller forskningsbaserede advarsler, der lægges frem, så imødekommer Miljøstyrelsen altid landbrugets krav om de forbudte sprøjtegifte.
Den styrelse, der skulle skærme befolkningen og værne miljøet, tilgodeser konsekvent landbrugserhvervets interesser på bekostning af fællesskabet. År efter år udstedes der dispensationer, indtil bevisbyrden bliver så overvældende eller kritikken så voldsom, at det ville være politisk selvmål at fortsætte med den forbudte Reglone.
Det er lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer, der hvert år siden 2019 har fremsat dispensationskravet på vegne af de danske kartoffelavlere, og det er ikke småting, de får udsprøjtet. De seneste lovpligtige indberetninger af forbruget i landbruget viser, at i planperioden 2022-23 blev Reglone brugt på 21.822 hektar marker i 63 af de 98 danske kommuner. Det vil sige, at giften har været anvendt på marker med kartofler, kløverfrø og engrapgræs i to ud af tre kommuner.
Blandt de mest kemiafhængige brugere af Reglone indtager Brdr. Kjeldahl I/S på Samsø førstepladsen med 67 forskellige sprøjtegifte og 121 sprøjtninger. Denne virksomhed, der blandt andet leverer grøntsager til Dansk Supermarkedskæden Netto, er suverænt den største kemiafhængige producent herhjemme. Grøntsagerne markedsføres af Netto som ”grøntsager der smager af solskin”, men de har altså også haft en bismag af Reglone.
Forklaringen på Miljøstyrelsens sendrægtighed træder tydeligere frem, når man finder nogle af dansk landbrugs topfolk på listen over de Reglone-afhængige agroproducenter. Både formanden for Landbrug & Fødevarer, svineproducent Søren Søndergaard, og næstformanden, svineproducent Asger Krogsgaard, der også er formand for Danish Crown, har været blandt de flittigste Reglone-forbrugere.
Og så er der Lammefjordens Grøntsagslaug (LG), der bl.a. leverer sine kartofler til Coop-supermarkederne. I flere år har LG bidraget til finansieringen af ’Støt Brysterne’-kampagnen i Kræftens Bekæmpelse uagtet det voldsomme kemikalieforbrug med op til 18 forskellige sprøjtninger af kartoflerne, men efter stigende kritik har Kræftens Bekæmpelse valgt at indstille samarbejdet.
Med stoppet for Reglone-dispensationerne er der taget et lille skridt i den rigtig retning for sundhed og miljø, men Miljøstyrelsen opretholder i al stilhed syv andre dispensationer til forbudte sprøjtegifte, og blandt dem er der altså stadig Reglone. Ikke længere lovligt til kartofler men stadig tilladt til purløg. En så vankelmodig praksis skader ikke bare miljøet men også tilliden til EU-fællesskabets regler og måske allerværst: respekten for landmanden.
Kontakter
Kjeld HansenRedaktør
Tlf:26215326kjeld@baeredygtighed.dkBilleder
Links
Om Gylle.dk
Foreningen GYLLE.DK er en nonprofit, uafhængig sammenslutning, der udgiver et journalistisk nyhedsmedie med kritisk journalistik om natur, klima og landbrug. Mediet bringer nyheder, baggrundsartikler og analyser, der tilbyder engagerede borgere, beslutningstagere, lobbyister og andre indsigt med et præcist fokus på emner og årsagssammenhænge, der sjældent eller aldrig publiceres af traditionelle medier.
Publiceringen følger den amerikanske metode: "Tell the Facts, Name the Names".
Da agroproduktion beslaglægger 63 procent af det yndige land, undgås det næppe, at der af og til vil optræde indlæg, som beskæftiger sig med den omdiskuterede industri og dens stadig færre udøvere. Sådan er det bare!
GYLLE.dk anbefaler, at du abonnerer på bloggens RSS-feed, så du løbende orienteres om nye indlæg.
Velkommen til en verden af viden om alt det, der betyder noget for livet omkring os!
Følg pressemeddelelser fra Gylle.dk
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gylle.dk
Tæppefald19.9.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvem holder hvem ansvarlige, når det dokumenteres, at politikerne sidder på låret af lobbyister og greenwasher, imens de varetager lobbyisternes særinteresser? Svaret er enkelt: kun de borgere, som sætter sig ind i problemerne, og som orker at sige fra
Rågerne flytter til byen19.9.2024 05:55:00 CEST | Pressemeddelelse
En gruppe ornitologer har set nærmere på, hvordan miljøet omkring rågekolonier har ændret sig over 30 år i fire forskellige områder af Danmark. Områderne varierer i størrelse og byudvikling, men overalt fandt de, at kolonierne i dag placeres på steder, hvor der er mere by og mindre landbrug inden for 500 meter
Hør, hvor vi gungrer18.9.2024 05:55:00 CEST | Aktuelt
Traditionelt puster lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer sig op en gang om året for at imponere intetanende politikere. Med stor snilde presses 200 såkaldte landbrugsvirksomheder sammen på landbrugsavisens årlige liste med megastore milliardomsætninger, men en nærmere analyse afslører, at listen er fyldt med humbug
Ringe politisk håndværk blokerer for tilskud til færre kobøvser17.9.2024 05:55:00 CEST | Pressemeddelelse
Fødevareminister Jacob Jensen (V) ville ikke afvente høringsfristen for godkendelsen fra EU til at give statslige millioner i støtte til specialfoder til køer, som skulle mindske deres klimaskadelige metanbøvser. Efter en klage fra Østrig bliver Jacob Jensen nødt til at sætte sine støtteplaner på pause på ubestemt tid
Svinekødsindustrien ’stjæler’ dine antibiotika for andet år i træk16.9.2024 05:55:00 CEST | Pressemeddelelse
Trods alle løfter fra svinesektorens lobbyister vokser forbruget af antibiotika til svin atter, og syge svin sluger nu 84 % af samtlige de lægemidler, som dyrlægerne ordinerer. Det er et rekordhøjt forbrug, der på sigt vil true folkesundheden på grund af udviklingen af resistens. Det viser Danmap-rapporten om antibiotikaforbruget i 2023
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum