Forskningsgennembrud gør kræftbekæmpende virus mere effektiv
Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at lægemidlet 4-OI øger effektiviteten af en kræftbekæmpende virus. Det kan potentielt føre til behandling af kræfttyper, der ellers er resistente overfor behandling.

Når en kræftcelle ikke reagerer på traditionelle behandlinger, kan lægerne forsøge med en slags biologisk krigsførelse, hvor de indsætter virus, der er specifikt udviklet til at angribe og udrydde kræftceller. Når virus angriber tumoren, sætter det en proces i gang, der gør tumoren til et immunologisk ”hot spot”, og det aktiverer patientens eget immunsystem til også at angribe kræftcellen.
På Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet har forskere nu fundet en metode til at gøre en specifik virusstamme endnu mere effektiv. Og resultaterne er banebrydende, siger ledende forsker og lektor David Olagnier:
”Vi fandt ud af, at hvis vi giver mus en specifik virus, kaldet vesikulær stomatitis virus (VSVD51), sammen med et stofskiftelægemiddel, der hedder 4-octyl-itaconat (4-OI), kan vi behandle kræfttyper, der ellers betragtes som resistente overfor virusinfektioner.”
Ved at kombinere lægemidlet og virussen er det med andre ord lykkedes forskerne at åbne døren til mulige behandlinger af kræfttyper, der har været immune overfor næsten alle kendte behandlinger, også behandling med virus. Nogle kræfttyper udsender nemlig antivirale signaler, som gør dem i stand til at bekæmpe de ellers anvendte virus og derved modstå behandlingen.
Resultaterne er særligt overraskende, fordi lægemidlet 4-OI i andre kombinationer har vist sig at have den stik modsatte effekt på andre virustyper. 4-OI er normalt et antiviralt stof, hvilket vil sige, at det normalt stopper virus i stedet for at styrke dem. Men studiet viser altså, at kombinationen af lige præcis 4-OI og VSVD51 virussen styrker angrebet på kræftcellerne:
”Det er kombinationen af den specifikke virus og lægemidlet, der frembringer en helt unik proviral effekt, som potentielt kan få stor betydning for patienter, som er ramt af kræft, som vi i dag ikke kan behandle”, forklarer David Olagnier.
De nye resultater er et vigtigt skridt mod en ny form for behandling, og de understreger behovet for at blive ved med at arbejde på at finde nye metoder til at behandle de mange typer kræft, der findes, siger David Olagnier:
”Kræft er ikke kun én sygdom, men hundredvis af sygdomme under ét navn, så det er afgørende, at vi udvikler mange forskellige metoder til at udrydde sygdommen. Brugen af biologisk aktive virus kan være en potentiel gamechanger for nogle af de kræfttyper, der ikke findes en behandling for i dag. Det er derfor, vores resultater er så spændende og banebrydende,” forklarer han.
Næste skridt for forskningsgruppen er at udføre mere omfattende prækliniske forsøg med kombinationen af VSVD51 og 4-OI.
”Vi er særligt interesserede i at afprøve denne kombination på tumorer med metastaser, dvs. hvor kræften har spredt sig, men også på andre former for kræft som eksempelvis lymfekræft,” forklarer David Olagnier.
Bag om forskningsresultatet
- Studietype: Translationel grundforskning med prøver fra patienter.
- Samarbejdspartnere:
Tommy Alain Department of Biochemistry Microbiology and Immunology,University of Ottawa and Children’s Hospital of Eastern Ontario Research Institute, Ottawa, Canada.
Henner Farin, Georg-Speyer-Haus, Institute for Tumor Biology and Experimental Therapy, Frankfurt am Main, Tyskland. Frankfurt Cancer Institute, Goethe University, Frankfurt am Main, Tyskland. Faculty of Biological Sciences, Goethe University, Frankfurt am Main, Tyskland.
Nadine van Montfoort, Department of Gastroenterology and Hepatology, Leiden University Medical Center, Leiden, Holland
Thomas B Poulsen Institut for Kemi, Aarhus Universitet, 8000 Aarhus C, Danmark - Ekstern finansiering:
Lundbeckfonden (gennem en fellowship-bevilling til David Olagnier)
Novo Nordisk Fonden (gennem en projektbevilling til David Olagnier)
Kræftens Bekæmpelse (gennem en bevilling til David Olagnier)
DNRF (gennem støtte fra Center of Excellence CiViA ledet af Søren R. Paludan) - Interessekonflikter: Forfatterne oplyser, at der ingen interessekonflikter er.
- Læs mere i den videnskabelige artikel
Kontakt
Lektor David Pierre Christophe Olagnier
Institut for Biomedicin, Health, Aarhus Universitet
Tlf.: 31410750
Email: olagnier@biomed.au.dk
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse. Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab. Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Ann Wenzel modtager Bagger-Sørensen Prisen 202511.9.2025 12:40:34 CEST | Pressemeddelelse
Professor emeritus Ann Wenzel fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed modtager Bagger-Sørensen Prisen 2025. Hun bliver hædret for sin banebrydende og internationalt anerkendte forskning i anvendelsen af billeddiagnostiske metoder til sygdomme i tænder, mund og ansigt.
To Health-forskere får Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris 202511.9.2025 12:39:03 CEST | Pressemeddelelse
Professor Julie W. Dreier fra Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed og lektor Adam Hulman fra samme institut og Steno Diabetes Center Aarhus modtager Bagger-Sørensen Fondens Ung Forskerpris 2025.
Forskere finder celledefekt, som kan linkes til udviklingen af Alzheimers11.9.2025 11:34:07 CEST | Pressemeddelelse
Det handler om bittesmå partikler - med potentielt store menneskelige konsekvenser. Forskere fra Aarhus Universitet har identificeret en defekt i produktionen af såkaldte exosomer i celler, med en proteinmutation, som ses i demenspatienter. Det kan føre til en bedre forståelse for udviklingen – og på sigt måske også behandlingen – af Alzheimers.
Aarhus Universitet investerer millioner i borgeres sundhedskompetence11.9.2025 09:27:15 CEST | Pressemeddelelse
Mange mennesker har svært ved at navigere i sundhedssystemet og får derfor hverken den forebyggelse eller behandling, de har brug for. Nu investerer Det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet 13 millioner kroner i et nyt forskningscenter, som skal ændre på det ved at skabe ny viden om sundhedskompetence og lighed i sundhed.
Psykiatrien i Aarhus opruster med ny sygeplejefaglig professor21.8.2025 14:12:56 CEST | Pressemeddelelse
Den 1. oktober 2025 tiltræder Rikke Jørgensen stillingen som ny professor i psykiatrisk sygepleje ved Aarhus Universitet. Professoratet løfter især forskningen i interventioner inden for psykotiske lidelser og styrker den sygeplejefaglige indsats til patienterne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum