Fortjener Grøn Trepart-aftalen en gul eller en grøn festtale?

I den berømte dogmefilm Festen skal familieoverhovedet vælge mellem den grønne og den gule tale. Han vælger den grønne – og så er der kaos.

Kommentarerne efter trepartsforliget spænder fra eufori over det nye og ambitiøse mål for dansk natur til forargelse over, at man endnu engang skåner landbruget. Men her gælder det ikke om at vælge mellem en sur eller en glad smiley. Pointen er ikke at få ram på landbruget – den er at rykke på klima- og naturdagsordenen. Skidt med om landbruget endnu engang får held til at lokke penge ud af statskassen – bare det virker!

Selvom man altid kan finde hår i suppen, rummer målsætningen for trepartsaftalen en væsentlig del af det, som den grønne side har ønsket sig. Klimarådet gjorde en vigtig del af forarbejdet ved i sin sidste rapport at samtænke klima- og naturmæssige gevinster ved en stor reduktion af det dyrkede areal. Biodiversitetsrådet fulgte for nylig op ved at pege på, hvordan man kunne opnå betydelige naturmæssige gevinster ved at udtage områder af dyrkning i tilslutning til allerede eksisterende naturrige arealer.  Dermed tiltvang naturdagsordenen sig plads ved trepartsforhandlingsbordet, hvor den egentlig ikke var tænkt at deltage.

”Aftalen viderefører et moment, som har været en åbenbar fiasko i landbrugspolitikken, nemlig de frivillige aftaler. Hvis denne åbenbare fiasko gentager sig her, kan trepartsaftalen blive et flop uden sidestykke.”

Det er over forventning, at disse ønsker har fået så kraftigt gennemslag i en aftale, der forener den politisk midte og dermed giver håb om, at målsætningen ikke bliver genstand for politisk spilfægteri og kalkunjagt. At mukke over at der ikke var endnu mere med i målsætningen, vil fra et pragmatisk synspunkt være en lidt forkælet reaktion.

Desto mere grund er der imidlertid til at være nidkær, for ikke at sige paranoid på et andet punkt: Implementeringen!

Implementering er i forvejen et ømt punkt når det gælder grønne tiltag, jf. de 187 ha lavbundjord det indtil videre er blevet til, ud af de 100.000 der skulle være udtaget inden 2030. Aftalen viderefører et moment, som har været en åbenbar fiasko i landbrugspolitikken, nemlig de frivillige aftaler. Hvis denne åbenbare fiasko gentager sig her, kan trepartsaftalen blive et flop uden sidestykke.

”Ved tidligere lejligheder har man godt kunnet mistænke Landbrug og Fødevarer for efter miljøaftaler at hviske utilfredse landmænd i øret, at de bare kunne fortsætte som hidtil – det hele var frivilligt. Det må man håbe de ikke gør denne gang”

På samme konto skal man huske at nævne, at en del af målsætningen sådan set allerede er omfattet af allerede gældende aftaler. Vandrammedirektivet burde være overholdt i hvert fald fra 2015, og EU har netop vedtaget en beslutning om 20% natur i alle medlemslandene. Beskyttelsen af drikkevandet er også indeholdt i eksisterende målsætninger. Hvis man indtil nu har troet, at den slags da selvfølgelig blev implementeret, kunne man godt spørge, hvor meget nyt der strengt taget er i hele aftalen – men en sådan naivitet er der vist ikke mange på den grønne fløj, der har kunne bevare intakt. Både nationalt og på EU-plan har det set meget usikkert ud med implementeringen af miljøpolitikken, og trepartsaftalen er på den baggrund en meget glædelig nyhed – på målsætningsplanet, og især med planerne om udtagning af store arealer af landbrugsjord.

Men den hellige grav er, som sagt, på ingen måde vel forvaret. Der skal være politiske forhandlinger, der skal vedtages konkrete implementeringsplaner, og der skal ikke mindst træffes aftaler med landmænd om udtagningen. Og så skal der handles.

Ved tidligere lejligheder har man godt kunnet mistænke Landbrug & Fødevarer for efter miljøaftaler at hviske utilfredse landmænd i øret, at de bare kunne fortsætte som hidtil – det hele var frivilligt. Det må man håbe de ikke gør denne gang – og det er der også grund til at tro ikke vil ske. Stemningen i befolkningen, især omkring livet i fjordene, er sådan, at hvis det her slår fejl, kan det politiske system ikke tåle at ignorere det (som man hidtil har gjort). Det er der grund til at tro, at Landbrug & Fødevarer også er klar over (ellers var de næppe gået med til en CO2-afgift, uanset hvor langsommelig og lempelig den er blevet). Derfor er det er også i landbrugets interesse, at det her kommer til at virke.

Der vil i fremtiden være færre landmænd, når det dyrkede areal indskrænkes så meget, som målsætningen specificerer. Men den stordriftspolitik som landbrugets egne organisationer har kørt de sidste 60 år, har i forvejen reduceret antallet af landbrug betydelig mere en nogen politiske foranstaltninger ville have kunnet (antallet af bedrifter i dag er under en tiendedel af, hvad det var for 50 år siden) – og den udvikling ville utvivlsomt fortsætte, hvis man bare lod tingene køre videre som sædvanlig. Forestiller man sig optimistisk, at EU også ændrer på landbrugsstøtten for at fremme et i økologisk forstand bæredygtigt landbrug, kan den samlede grønne omlægning måske endda skabe betingelser for, at der kan blive flere familiebrug i fremtiden.

Så der er brug for meget nøje opmærksomhed omkring implementeringsprocessen – og hvis frivillighedsprincippet sætter tingene i stå, som det plejer, skal regeringen ikke have lov til at lade som ingenting!