Det Kriminalpræventive Råd

Få dine naboer til at snyde tyven, mens du er på ferie

Del

Sommerferien nærmer sig, og det er højsæson for indbrud. Hvis naboer holder øje med dit hjem, mens du er væk, er der mindre risiko for at få besøg af ubudne gæster. Derfor er det nu tid til at aftale feriehjælp. Nabosamarbejde øger tilmed livskvaliteten og følelsen af tryghed hos den enkelte, viser en ny stor undersøgelse.

Husk at aftale feriehjælp, inden du tager afsted.
Husk at aftale feriehjælp, inden du tager afsted.

Pakke kuffert, købe solcreme og aflevere husdyret til pasning. Har du også en lang liste med ting, du skal nå, inden du tager hul på sommerferien? Nabohjælp opfordrer til, at ’aftaler om feriehjælp’ får en fast plads på listen.

Opmærksomme naboer kan nemlig være den afgørende faktor, når det handler om at forebygge indbrud. Når du rejser væk i ferien, så husk at lave aftaler med betroede naboer om at holde øje med dit hjem: Med vakse øjne og enkle tricks kan de på effektiv vis være med til at skræmme tyven væk.

Nabohjælp øger følelsen af tryghed hos den enkelte

Det er gængs viden, at Nabohjælp er et effektivt middel mod indbrud. Men naboer, der samarbejder og tager ansvar for at passe på hinandens hjem i nabolaget, har også indflydelse på den enkelte borgers tryghed og livskvalitet.

Det viser en ny, stor undersøgelse af utryghed, som Roskilde Universitet har foretaget for Det Kriminalpræventive Råd og Bo trygt. Her har man kigget på, hvilke forebyggelsesinitiativer borgere tager i forhold til indbrud, og hvad de betyder for borgernes følelse af tryghed og livskvalitet.

Undersøgelsen viser, at hver anden borger er involveret i indbrudsforebyggende nabofællesskaber som fx Nabohjælp, og at den form for indbrudsforebyggelse skaber mere tryghed og livskvalitet end fx alarmer, overvågningskameraer og peberspray.

"Vi ved, at Nabohjælp forebygger op mod hvert 4. indbrud. Derudover er Nabohjælp med til at styrke naborelationer, så man får et større fællesskab i nabolaget. De fleste foretrækker at bo i et nabolag, hvor man trives godt med sine naboer," siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

Stærkt nabosammenhold er vigtigt, når indbruddet rammer

Undersøgelsen viser også, at Nabohjælp kan være med til at genskabe tilliden, hvis man har været udsat for indbrud og er utryg for at skulle opleve det igen.

Det oplevede Anny fra Brønderslev, der for to år siden blev udsat for indbrud en lørdag aften, mens hun og hendes mand befandt sig langt væk hjemmefra. Parret handlede resolut og kontaktede deres naboer, der også er Nabohjælpere, som gik over og vurderede situationen, indtil parret kom hjem nogle timer senere.

"De gæve hjælpere havde medbragt en termokande med kaffe og stod og holdt vagt ude foran huset, til vi kom hjem," siger Anny og tilføjer, at episoden havde en stor betydning for, hvordan nabolaget i dag holder øje med hinandens hjem i ferieperioder.

"Det var selvfølgelig en ærgerlig oplevelse, men det har helt klart forstærket vores ’pas-på-hinanden-gen’ i nabolaget. Når vi er væk, er der dagligt kontrol fra seks Nabohjælper-par. Det er trygt og godt. Man bliver lidt tyndhudet efter et indbrud, så vi er vældig taknemmelige for at have nogen til at holde øje med vores hus, når vi ikke er hjemme."

Brug Nabohjælps app til at aftale feriehjælp

Feriehjælp er enkelt og kan både aftales over hækken, til jeres årlige vejfest, eller når I passerer hinanden i nabolaget. Du kan også bruge Nabohjælps app, hvor du kan invitere dine mest betroede naboer til at passe på dit hus, mens du er på ferie.

"På den måde får dine feriehjælpere løbende gode råd og påmindelser om at få huset til at se beboet ud; fx ved at parkere en bil i indkørslen, tømme postkassen eller flytte rundt på ting. Påmindelserne i appen gør, at feriehjælpen bliver mindre tilfældig, og det er netop systematikken, der snyder tyven," siger Julie Kofoed.

Gode råd: Sådan kan din nabo snyde tyven i ferien:

  • Smid lidt skrald i skraldespanden udenfor og kør den på plads, hvis den står og flagrer.
  • Tøm postkassen eller skub posten helt ind.
  • Parkér din cykel eller bil i indkørslen.
  • Hvis du kan, så gå en runde om huset for at se, om alt er ok.
  • Send Alt-ok-beskeder til naboen via appen, så han eller hun trygt kan holde ferie.


Få flere gode råd til ferien: nabohjaelp.dk/ferie

Hent Nabohjælps app 

Næsten 270.000 danskere bruger Nabohjælps app. I appen får du mulighed for at:   

  • Danne netværk med alle nabolagets nabohjælpere  
  • Skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag 
  • Arrangere feriehjælp     
  • Koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget.   

Download appen her: App store eller Google Play

Fakta om den nye undersøgelse:  

Rapporten ‘Utryghed for indbrud. En undersøgelse af utryghed for indbrud, livskvalitet og præventiv adfærd’ fra 2024 er udarbejdet af Roskilde Universitet for Bo trygt og Det Kriminalpræventive Råd.

Udvalgte pointer fra ny undersøgelse:

  • Indbrudsforebyggelse sammen med naboer og installation af sikkerhedsudstyr som fx overvågningskameraer og sikrede døre og vinduer øger trygheden og livskvaliteten.
  • Langt de fleste gør en indsats for at undgå indbrud. Flest gemmer værdigenstande, når de tager på ferie eller har aftaler med naboen om at holde øje med hinandens boliger. Kun cirka 16 % tager ingen særlige forholdsregler.
  • Det er ikke alle forebyggende tiltag, der er tryghedsskabende: Selvbevæbning som fx brug af peberspray og slagvåben og det at undgå bestemte aktiviteter har en negativ indflydelse på både trygheden og livskvaliteten.


Læs mere her: https://dkr.dk/nyheder/2024/maj/ny-undersoegelse-utryghed-for-indbrud-kan-vaere-nyttigt-og-tryghed-et-problem-

Antal anmeldte indbrud på landsplan i 2023:

Sådan fordelte indbruddene sig sidste år - juli var topscoreren:

Januar 1.096
Februar 1.180
Marts 1.047
April 1.067
Maj 1.023
Juni 1.066
Juli 1.562
August 1.232
September 1.122
Oktober 1.461
November  1.532
December 1.508

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Husk at aftale feriehjælp, inden du tager afsted.
Husk at aftale feriehjælp, inden du tager afsted.
Download

Links

Om Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden

Nabohjælp handler om at forebygge indbrud og skabe tryghed og trivsel for borgerne. Når borgerne bliver mere opmærksomme i deres boligområder, øges opdagelsesmulighederne og derved risikoen for tyvene. Det får dem til at opgive deres forehavende, men giver også borgerne en følelse af kontrol over eget liv i og med, at de selv kan gøre noget for at forebygge kriminalitet. Derudover handler Nabohjælp fra DKR og TrygFonden om, at vi via Nabohjælp kan skabe en større social sammenhængskraft i vores boligområder, og dermed øge trivsel og den oplevede tryghed.

Følg pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd

Snyd tyven: Kender du de gode råd til at passe på hjemmet i indbrudstyvens højsæson?28.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

Indbrudstyve arbejder gerne i mørke og helst uforstyrret. Derfor er boliger ekstra udsatte for indbrud i juletiden, hvor mørket indhyller nabolag, og mange er til julearrangementer og på juleferie. Med enkle tricks kan du heldigvis snyde tyven til at tro, at der er nogen hjemme i lige netop DIT hus. Du og naboerne skal også gerne være synlige på vejen, selvom julen kalder på indendørs hygge. Sådan lyder det fra Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

Ny rapport: Danmark mangler beskyttelse mod omfattende it-kriminalitet9.10.2024 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse

Danmark skal rustes bedre til at håndtere den omfattende it-kriminalitet, der årligt rammer knap 200.000 danskere. Der er brug en langt større og mere effektiv forebyggelsesindsats. Det viser en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, og anbefalingen er klar: Myndighedernes forebyggelsesarbejde skal op i gear, og de sociale medier skal reguleres mere, så ulovligt indhold fjernes. Banker og teleselskaber skal beskytte borgerne bedre mod digital svindel, og danskernes digitale kompetencer bør løftes.

It-kriminaliteten vokser markant: Flere og flere danskere rammes af digital svindel14.6.2024 07:15:00 CEST | Pressemeddelelse

I 2023 blev næsten 190.000 danskere udsat for digital svindel mod knap 150.000 i 2022. Flere former for it-kriminalitet er i vækst, bl.a. snyd ved onlinehandel og bedrageri, hvor offeret overfører penge til en svindler, vedkommende får kontakt til på sociale medier, mail eller datingsider. Det viser en ny undersøgelse fra Justitsministeriet, Rigspolitiet, Københavns Universitet og Det Kriminalpræventive Råd.

Ny undersøgelse: Utryghed for indbrud kan være nyttigt og tryghed et problem22.5.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Utryghed fremstilles ofte som noget entydigt negativt, der skal bekæmpes. Men det er langtfra så simpelt. Det viser en ny undersøgelse fra Bo trygt og Det Kriminalpræventive Råd. Utryghed kan nemlig i nogle tilfælde være gavnligt, hvis det får folk til at indbrudsforebygge – uden at utrygheden skader livskvaliteten. Omvendt kan tryghed være problematisk, hvis man fx undlader at indbrudssikre sin bolig. Undersøgelsen viser også, at hvis man fx bruger peberspray, kan det gøre folk mere utrygge, mens indbrudsforebyggelse sammen med naboer øger trygheden.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye