Effekten af rewildingsideologien er stadig hypotetisk

Hart m.fl. har forfattet en artikel: ”A scoping review of the scientific evidence base for rewilding in Europe” (marts 2023) der grundlæggende er positiv over for rewilding. Artiklen opsamler hovedideer fra flere hundrede videnskabelige undersøgelser og artikler om især evidens i relation til rewilding i Europa. Selvom evidens, uanset hvor bred opbakning den har i en videnskabelig sammenhæng, ikke er bevis, fremhæver artiklen en række betydningsfulde synspunkter herom. ”… rewilding-praktisk i Europa forbliver stort set teori-begrundet frem for evidens baseret.” Den internationale, videnskabelige litteratur om rewilding er desuden blevet kritiseret for bl.a.”… en relativ mangel på empirisk evidens.”

Der mangler således fortsat evidens for rewilding-projekter, der derfor stadig fremstår som usikre eksperimenter, hvis vi ser bort fra de umiddelbare negative følger, som massiv skovfældning har på bl.a. reduktionen af CO2-optag.

Angående selve begrebet rewilding anføres det endvidere, at ”… en universel konsensus om dets definition skal stadig indhentes i den akademiske litteratur.” Konsensus eksisterer således ikke … endnu. Endelig fremhæves det, at ”… den sandfærdige opmåling af rewildingsucces kan tage årtier, hvis ikke århundreder.” Udfaldet af rewilding er derfor fortsat hypotetisk.

Naturstyrelsen er imidlertid i fuld gang med at fjerne træer i danske skove, fordi det skulle give plads til flere dyr (insekter, fugle osv.) og dermed øge biodiversiteten i skovene. Det foregår under titlen ’urørt skov’, der udgør en massiv fældning af træer i alle former for skove. Det drejer sig især om ikke-danske nåletræer, der for mange år siden er importeret fra udlandet. Ideen er at genoprette skader foranlediget af tidligere kulturelle og overvejende præindustrielle indgreb i naturen og gøre den vild igen. Fældningerne, som imidlertid blot er endnu et kulturelt indgreb, skal genoprette skader af tidligere indgreb.

    “Rewilding er derfor blot endnu et socialt eksperiment. Det udelukker ikke, at vi skal gøre alt for at sikre eksistensen af ’skove’ osv., men uden en ændring af systemet, er det næppe muligt”

Resultatet af denne massive fældning er uvist i forhold til biodiversiteten, selvom den skulle fremme denne. Den medfører, som anført, ikke blot en anselig reduktion af den indoptagelse af CO2-udslip, som de fældede træer stod for, men også en reduktion af den ilt, som disse træer kunne producere. Det er naturligvis med til at forøge klimakatastrofen. Det betoner desuden den foruroligende effekt, som fældning af træer har for klimaet (jf. ”Undervurder ikke motorsaven – den har kraft til at forandre selve livet”, Information, d. 03.02.2024).

Foruden etableringen af ’urørt skov’ – der i sig selv er et slående modsætningsfyldt begreb, eftersom det i første omgang drejer om at fælde træer – skal en række af de skove, hvor der fældes, være naturnationalparker. Sådanne parker skal rumme større hovdyr, der ikke er der i forvejen: heste, køer, kronhjorte og sågar elge (hvad der sikkert vil lokke flere turister til områderne med øget bilforurening, forbrugerisme, skrald og dyreflugt som følger). Forudsætningen for, at de forbliver i denne ’vilde’ natur er opsætningen af høje hegn, så dyrene ikke søger væk til områder, hvor de kan finde den fornødne føde, når der ikke er mere ernæring i parkerne. I stedet kan de leve og gå en ’naturlig’ død i møde i parkerne, som det hedder hos f.eks. rewildingsideologen Rune Engelbrecht Larsen, der i øvrigt er ophavspersonen til navnet naturnationalparker, der bygger på ideen om at skabe en ’oprindelig’ natur. Det kan, som det siges, imidlertid være svært for mennesker at se dyr dø på denne måde. Men det er et naturligt liv og en naturlig død. Ser vi bort fra, at det en række steder bliver nødvendigt at skyde en række af disse dyr, som man allerede gør i dag i dyrehaven ved Klampenborg (ca. 600 kronhjorte om året), kan der peges på tre andre ting:

Der er for det første ikke tale om et ’naturligt’ liv, eftersom dyrene er importeret fra andre steder og indespærret bag hegn, der i øvrigt udelukker enhver idé om en vild natur, ligesom skydningen af dyr og gennemkrydsningen af store asfaltveje igennem sådanne skove gør det.

Det andet punkt er, at denne kulturelle regulering af ’naturen’ kun gælder de dyr, som rewildere ser som trofæer i parkerne. Disse dyr skal leve og dø på naturlig vis, – men hvorfor gælder det ikke menneskedyret, der rask væk får medicin, drop, blodoverførelser, kemoterapi osv., når det står foran en ’naturlig’ død? Menneskearten også er en form for dyr, om end dens oprindelige økologiske naturlighed er forsvundet i civilisationens udvikling eller dens ’invasive’ indtog i den indre menneskelige natur. Hvor i en oprindelig menneskenatur findes der  f.eks. chips, pesticider, kemiskfremstillet medicin, pacemakere osv.? Hvis rewildere vil tage deres ideer om den naturlige naturs ligevægt alvorligt, må den også indbefatte menneskearten, der også skal sættes ud i ’naturen’ og dø naturligt uden anden føde end naturens og uden hjælp udefra.

Hvis rewildere vil tage sig selv seriøst, kan de måske tilmed være de første til at give slip på civilisationens tilsidesættelse af menneskets naturlige død (enhver rewilder med respekt for den økologiske krise og naturens vækstbetingelser benytter naturligvis heller ikke den dag i dag biler, men cykler, går eller tager med offentlige transportmidler). Nu er mennesker ikke lige så hurtige til at formere sig som f.eks. dådyr, så jagt på dem er næppe nødvendig. Men andre mennesker vil kunne se, hvordan det er at dø en naturlig menneskelig død i naturen.

Det tredje punkt er, at det i virkeligheden, som anført, ikke drejer sig om en ’vild’, men om en designet ’natur’. Selvom sådanne parker skulle fremme en øget biodiversitet i naturen, indbefatter projektet civilisationens øgede indtog i det, der en gang var natur. På verdens plan graves der i stor stil i bjergene for at udvinde metaller (til bl.a. batterier i elbiler) eller i jorden; der bores efter olie i havbunden; der ryddes fortsat kæmpe skove for at give plads til flere beboelser, virksomheder osv. Naturen er, så at sige, et såret dyr, og det er såret af civilisationen, og der skal helt andre midler end parker med indespærrede dyr til at rokke grundlæggende ved dette. Denne designet natur er imidlertid meget bekvem for politikere, da den er meget billigere end at ændre systemet og den overhovedet ikke sætter spørgsmålstegn ved det.

Det ved rewildere naturligvis, men lader som om, at de ikke ved det. Det er definitionen på ideologi: Jeg ved godt, men alligevel. Danske rewildere ved godt, at den formindskede biodiversitet ikke blot skyldes fremmede nåletræer og mangel på store hovdyr, men tillige luftforurening, fældning af træer, øgede bebyggelser og trafik i skovområderne, forøget støjforurening, spildevand, forurening fra landbrug, den stigende klimakatastrofe, ekspansiv befolkningstilvækst osv. Men de lader som om, at det overvejende skyldes ikke-nationale arter og mangel på store hovdyr. Det kan de i øvrigt gøre i overensstemmelse med en række forskningsrapporter inden for dette område, der også ignorerer sådanne disse faktorer som årsager til den formindskede biodiversitet og i stedet blot betragter dem som mulige trusler (jf. f.eks. Danmarks biodiversitet 2010 Status, udvikling og trusler og Danmarks biodiversitet 2020 Status, udvikling og trusler). Da de kun ses som mulige trusler, kan der sættes parentes om hele systemet. I overensstemmelse hermed kan rewildere således udbrede ideen om en såkaldt vild natur, der er et skønbillede af en særlig præindustriel natur, der tilmed får ’naturen’ til fremstå som stedet for særlige æstetiske oplevelser.

Rune Engelbrecht Larsens bog ”Naturnationalparker og de store dyrs genkomst” (2023) opstiller ligeledes et skønhedsbillede med en ’naturlig’ dansk natur med vilde dyr og oprindelige træer, planter osv. Det svarer til at male en gennemrusten bil og lade som om, at den er helt ok, fordi den har fået en ny farve. Men genoprettelsen af en såkaldt oprindelig (præindustriel) dansk natur er udelukket af civilisationens udvikling. Derfor forholder bogen sig ligesom mange andre danske rewildere kun til den form for kulturelle indgreb, der er forudsætningen for naturnationalparker (massiv træfældning osv.). At tro at naturen bliver naturlig igen ved disse former for nye civilisatoriske indgreb, er ikke blot et gøglebillede, men er en fortsættelse af civilisationens indgreb.

Grundlaget for rewilding er på den ene side antagelsen af en modsætning mellem natur og kultur, idet naturen skal gøres mere naturlig og vild igen uden for kulturen, og på den anden side en natur, der er overlappet af kulturelle aktiviteter i form af rewilding. Naturen fremstår i en sådan antagelse umiddelbart som den Anden (i forhold til civilisationen), men den Anden står alligevel ikke uden for kulturen, men eksisterer inden for og er underlagt vores moderne sociale kontekst, herunder rewilding. Altså eksisterer naturen egentlig ikke længere i denne optik. Den Anden er blevet en del af civilisationen. Rewilding er derfor blot endnu et socialt eksperiment. Det udelukker ikke, at vi skal gøre alt for at sikre eksistensen af ’skove’ osv., men uden en ændring af systemet, er det næppe muligt