Er forsigtighedsprincippet en by i Rusland i dansk forvaltningspraksis?

Set fra et grønt synspunkt er det undergravende for retsbevidstheden, at klart miljøskadelige processer får lov at fortsætte. Det rejser spørgsmålet, om de formelle beskyttelsesregler bare er ord på et papir, eller regulerer de faktisk området på betryggende vis?

Helddigvis er det korte svar nej. Der foregår faktisk effektiv regulering på mange områder. Man kan godt synes, at det går alt for langsomt, men det er et andet problem, end hvis systemet som helhed er utroværdigt.

Man bør rettelig både glæde sig over, at gruppen af sprøjtegifte, der går under fællesbetegnelsen neonikotinoiderne, nu faktisk ser ud til at være helt udfaset i EU. Samtidig kan man ærgre sig over, at dispensationerne fik lov at fortsætte så længe til stor skade for bier og andre insekter og formentlig også for fugle og pattedyr.

Men når dispensationer til at bruge forbudte sprøjtegifte som for eksempel de ekstremt giftige neonikotinoiderne i Danmark blev givet længere end det ifølge EU var lovligt, er det en anledning til at fokusere på den administrative praksis i Danmark. Ikke mindst fordi styrelsen stadig giver dispensationer til andre stærke gifte.

Et godt udgangspunkt er at stille spørgsmålet om, hvilken rolle forsigtighedsprincippet spiller, når der gives tilladelser i Danmark. Lad os se nærmere på det.

Vidundermidlet der blev en forbandelse

Forsigtighedsprincippet blev første gang kendt i forbindelse med Rio-konferencen i 1992 og blev derefter indskrevet i EU-traktaten. Det gælder beslutninger i situationer hvor der er usikkerhed om virkningen af stoffer på mennesker og miljø, eller hvor der er videnskabelig uenighed om risici.

Afgørende for forsigtighedsprincippets indførelse var erfaringerne med landbrugskemikaliet DDT.  

Brugen af DDT startede i 1940-erne, og i mange år fremstod det som det rene vidundermiddel, både til landbrugsmæssige og sundhedsmæssige anvendelser (især som beskyttelse imod malaria). De første videnskabelige advarsler kom allerede i 1944, hvor en videnskabelig rapport konkluderede, at selvom de akutte giftvirkninger var ubetydelige, var der risiko for alvorlige langtidsvirkninger, som gjorde et sikkert doseringsniveau meget lavt.

Virkningerne på dyr og fugle viste sig da også i de følgende år, og især rovfuglenes reproduktionsevne blev hårdt ramt, men det var først Rachel Carsons bog Det tavse forår fra 1962, der for alvor vakte offentlighedens og det politiske systems opmærksomhed.

Efter mange års tovtrækkeri blev DDT forbudt i USA i 1972 og i hele verden i 2004 (idet der dog fortsat er dispensation for indendørs brug som malariamiddel).

Efterfølgende sank giftbelastningen så meget, at rovfuglebestandene begyndte at rette sig. (DDT havde bl.a. gjort æggene så tyndskallede, at ynglesuccesen faldt drastisk). DDT nedbrydes imidlertid så langsomt, at det stadig findes i landbrugsjorden og i mange organismer.

Men næppe var DDT blevet forbudt, før historien gentog sig med et nyt giftstof, de såkaldte neonikotinoider. (Man har fremsat den konspirationsagtige tese, at kemiindustrien giver deres produkter navne der er næste umulige at udtale, for at vanskeliggøre offentlig mobilisering imod dem!)

Citat: Om neonikotinoiderne ”Disse stoffers giftvirkning er så afsindig stor – 7000 gange større end DDT - at ti gram kan dræbe 2,5 milliarder bier” (Kilde: Dave Goulson: Den Tavse Klode. Gads Forlag 2023).

Neonikotinoider blev markedsført i 1990-erne, de første advarsler lød i 00-erne, i 2013 kom de første indgreb i EU (på grund af virkningerne på bier), og de blev efter de sædvanlige tovtrækkerier med erhvervsinteresser successivt strammet i de følgende år (om end med dispensationsmuligheder, som Danmark har benyttet sig af). I 2023 kom så et endeligt forbud uden dispensationsmuligheder. (Repræsentanter for landbruget har betegnet dette som et udslag af panik.)

Blandt parallellerne til DDT er, at giftstofferne siver ud i det omgivende miljø og bliver hængende længe nok til at forårsage permanente miljøskader. Den anvendelse, der har givet anledning til dispensation i Danmark, er især bejdsning af frø, og det lyder måske uskyldigt – men disse stoffers giftvirkning er så afsindigt stor – 7000 gange større end DDT - at ti gram kan dræbe 2,5 milliarder bier (jf Goulson: Den Tavse Klode).

”Se, det summer af sol over engen”, hedder det i den danske sangskat – men den summen er taget mærkbart af. Man må håbe forbuddet mod neonikotinoiderne i Europa kan bedre på det.

Usikkerhed er en kampplads

Et problem i disse langsommelige processer er at videnskabelig usikkerhed er svær at pinde ud. Frygt er ikke nok – der skal være noget evidens, der kunne pege på at et stof er (for) farligt, og risikoen skal også have en vis alvor. Derfor er begrebet usikkerhed en kampplads. Der er investeret meget store kapitalinteresser i at kaste (ubegrundet) usikkerhed over videnskabelige redegørelser der stod i vejen for erhvervsinteresser (jf  Oreskes & Conway, Merchants of Doubt).

I Danmark giver den dispensationspraksis, man nu har set adskillige eksempler på, grund til frygt for, at forsigtighedsprincippet reelt ikke længere spiller nogen rolle. Den kommende retssag om ulovlige dispensationer, som fire foreninger anlægger mod Miljøstyrelsen, bruger som eksempel giftstoffet asulam, der aldrig (!) har været tilladt i EU, men som danske myndigheder siden 1993 har givet dispensation til hvert eneste år. Tilsyneladende er det kun helt lodrette og umisforståelige forbud, fortrinsvis fra EU's side, der gør indtryk på danske myndigheder og politikere.

Det ville være rart hvis vi kunne få positive eksempler på forsigtighedsprincippet i dansk praksis som modvægt til dette noget mistrøstige indtryk. Er der nogen, der kan levere dem?

Litteraturhenvisninger

Goulson, Dave: Den tavse klode. Sådan forhindrer vi insekternes undergang. Oversat og bearbejdet af Kjeld Hansen.  Gads Forlag 2023.

Oreskes, Naomi & Erik M. Conway: Merchants of Doubt. How a Handful of Scientists Obscured the Truth on Issues from Tobacco Smoke to Global Warming. Bloomsbury 2010.