Ny taskforce skal sætte tempo på revurderinger af miljøgodkendelser

Del

Miljøstyrelsen har et stort efterslæb med at revurdere miljøgodkendelserne for danske virksomheder. For at sikre at virksomhederne opererer efter de nyeste krav nedsættes en taskforce til at nedbringe sagspuklen.

Folketingets partier var i dag til møde i Miljøministeriet om arbejdet med at mindske udledning af miljøfarlige forurenende stoffer til vores havmiljø. Centralt på dagsordenen var en  ekstraordinær tilførelse på 25 mio. kr. til, at Miljøstyrelsen hurtigst muligt skal gennemføre revurderinger af alle miljøgodkendelser, hvor fristen for revurdering er overskredet. For virksomheder med direkte udledninger af spildevand forventes styrelsen at være i mål inden udgangen af 2025. Det er formålet med en ny taskforce, som nu nedsættes. 

Miljøstyrelsen står for at udstede miljøgodkendelser for over 400 af de største og miljømæssigt mest komplekse virksomheder i Danmark. For at sikre at virksomhederne lever op til de nyeste krav, skal deres miljøgodkendelser revurderes – og for nogle af godkendelserne skal revurderingen være gennemført inden for bestemte frister. Selv om Miljøstyrelsen har haft fokus på opgaven, har styrelsen dog stadigt et større efterslæb med at revurdere miljøgodkendelserne. De seneste tal viser blandt andet, at styrelsen mangler at revurdere 26 miljøgodkendelser for virksomheder med direkte udledninger af spildevand.

"Det er meget utilfredsstillende, at Miljøstyrelsen i lang tid har haft et efterslæb med revurderinger af miljøgodkendelser, og det har konsekvenser for vores miljø, at virksomhederne ikke opererer efter de nyeste miljøkrav. Det er ikke holdbart, og derfor er det nødvendigt, at vi sætter flere kræfter på opgaven, så revurderingen kan blive afsluttet hurtigst muligt," siger miljøminister Magnus Heunicke.

Arbejdet med at fremskynde revurderingen af Cheminovas miljøgodkendelse blev igangsat af miljøministeren primo maj. Der vil løbende blive lavet delafgørelser for miljøgodkendelsen hen over efteråret, og det forventes, at et udkast til virksomhedens samlede revurdering kan sendes i høring ved udgangen af 2024. Der er tale om en kompleks virksomhed, som en af Danmarks største kemivirksomheder, og alle miljøforholdene på virksomheden skal behandles i revurderingen.

Revurdering af Cheminovas samlede miljøgodkendelser blev igangsat i 2016, og der er indtil nu truffet 3 delafgørelser som led i det samlede arbejde. Læs mere her: https://mst.dk/nyheder/2024/maj/faktatark-for-cheminova-med-fokus-paa-revurdering-og-udledning-af-spildevand

Nedsættelsen af taskforcen betyder, at der tilføres 25 mio. kr. yderligere til opgaven med revurdering af miljøgodkendelser i 2024 og 2025.

Yderligere oplysninger:

Presserådgiver Malena Chandrasekaran Pirasath, Miljøministeriet, tlf. 21 72 53 93.

Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye