Dansk forskning sætter spørgsmålstegn ved advarsel fra de europæiske lægemiddelmyndigheder
Ingen sammenhæng mellem fædres brug af epilepsilægemiddel og risiko for at børn får psykiske udviklingsforstyrrelser
Forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har netop offentliggjort resultater af en omfattende undersøgelse af effekterne af mænds brug af lægemidlet valproat, mens sædceller dannes, og risikoen for misdannelser og psykiske udviklingsforstyrrelser hos børnene. Valproat er et lægemiddel, der bruges til behandling af epilepsi og andre neurologiske tilstande.
EMA har advaret mænd mod valproat inden graviditet
Baggrunden for undersøgelsen er en ny advarsel fra European Medicines Agency (EMA), om risiko for psykiske udviklingsforstyrrelser hos børn født af fædre, som har brugt valproat, mens sædcellerne dannes. Advarslen er udstedt, selvom den europæiske bivirkningskomité (PRAC) ikke har kunnet påvise en sikker sammenhæng mellem mandlige patienters brug af valproat, mens sædcellerne dannes, og en forhøjet risiko for psykiske udviklingsforstyrrelser hos børnene.
De danske forskere er de første til at publicere resultater af et stort studie af sammenhængen mellem fædres brug af valproat og risikoen for misdannelser og psykiske lidelser baseret på data fra 1.235.350 danske børn født mellem 1997 og 2017. Resultaterne i det nye studie, der netop er offentliggjort i JAMA Network Open, støtter ikke EMA’s konklusion, og dermed ikke en advarsel om mænds brug af valproat.
I studiet blev 1.340 børn identificeret, hvis fædre havde indløst recepter på valproat, mens sædcellerne dannes inden graviditeten. Efter en gennemsnitlig opfølgningsperiode på over 10 år blev der ikke fundet øget risiko for psykiske udviklingsforstyrrelser, herunder autisme, eller for medfødte misdannelser blandt børn, hvis fædre havde indløst recepter på valproat sammenlignet med børn, hvis fædre ikke havde indløst recepter på valproat, mens sædcellerne dannes.
"I Danmark kan vi koble komplette data fra meget store sundhedsregistre, og det har givet os mulighed for at sammenligne risikoen for misdannelser og psykiske lidelser hos børn af fædre, der har brugt valproat, med børn af fædre, som ikke har brugt valproat. Vores resultater viser ikke nogen sammenhæng mellem fædres brug af valproat under sædcelledannelsen og børns risiko for medfødte misdannelser eller psykiske lidelser," siger Jakob Christensen, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor ved Aarhus Universitet.
Ingen signifikant øget risiko uanset hvordan tallene gøres op
Forskerne har gennemført en lang række supplerende sammenligninger, beregninger og analyser af data i undersøgelsen, men heller ikke disse yderligere bearbejdninger af data har kunnet påvise en signifikant risiko. Julie Werenberg Dreier som er medforfatter på studiet og Seniorforsker på Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet forklarer:
”Det kan være en vanskelig sag at undersøge effekter af og bivirkninger ved lægemidler i registerstudier. Helt ideelt set vil vi gerne sammenligne børn af fædre, der har brugt valproat under sædcelledannelsen, med børn af fædre, som kunne have brugt valproat under sædcelledannelsen, men tilfældigvis ikke gjorde det – men dem ved vi jo desværre ikke hvem er. Derfor har vi kigget på en del forskellige sammenligningsgrupper – f.eks. sammenlignet søskende, hvor faren brugte valproat før den ene graviditet, men ikke i den anden graviditet, eller sammenlignet med børn, hvor faren tidligere har brugt valproat, men ikke gjorde det under sædcelledannelsen, eller hvor faren brugte en anden form for epilepsimedicin, mens sædcellerne blev dannet. Men ligegyldigt hvilken sammenligning vi lavede, kunne vi altså ikke se nogen forskel på forekomsten af medfødte misdannelser eller psykiske lidelser.”
Forskerne peger dog på, at det er nødvendigt med yderligere forskning for at forstå de potentielle risici ved brug af valproat.
Bag om forskningsresultatet:
Studietype: Befolkningsbaseret kohorteundersøgelse af 1.235.350 børn født i Danmark mellem 1. januar 1997 og 31. december 2017, identificeret i Fødselsregisteret (MFR).
Samarbejdspartnere: Neurologi, Aarhus Universitetshospital samt Institut for Klinisk Medicin, National Centre for Register-Based Research NCRR og Centre for Integrated Register-based Research CIRRAU ved Aarhus Universitet.
Ekstern finansiering: Studiet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond (1133-00026B), Epilepsiforeningen, Region Midtjylland, Novo Nordisk Fonden (NNF16OC0019126 og NNF22OC0075033) og Lundbeckfonden (R400-2022-1205).
Interessekonflikter: Jakob Christensen har modtaget honorar for at være medlem af UCB Nordics og Eisai AB's Scientific Advisory Board, samt honorarer for at holde foredrag for UCB Nordic og Eisai AB og midler til en rejse fra UCB Nordic.
Kontakter
Jakob Christensen
Overlæge på Neurologi, Aarhus Universitetshospital
Professor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Tlf. 6086 5899, e-mail: jakob@farm.au.dk
Julie Werenberg Dreier
Seniorforsker på Center for Registerforskning på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet
Tlf: 2562 1178, e-mail: jwdreier.ncrr@au.dk
Links
Aarhus Universitetshospital
Aarhus Universitetshospital er et komplet hospital på højeste internationale niveau med alle lægefaglige specialer samlet under ét tag.
Aarhus Universitetshospital ledes af en hospitalsledelse, som består af en hospitalsdirektør, en lægefaglig direktør og en sygeplejefaglig direktør.
Aarhus Universitetshospital har hvad der svarer til ca. 9.700 fuldtidsstillinger.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital
Ny forskning kaster lys over øget risiko for psykisk sygdom hos epilepsipatienter26.11.2024 08:12:50 CET | Pressemeddelelse
En række psykiske sygdomme er mere udbredte hos personer med epilepsi end hos personer uden epilepsi.
Ny forskning tyder på at forekomsten af epilepsi er undervurderet14.11.2024 08:27:59 CET | Pressemeddelelse
Et studie viser, at 697 pr. 100.000 indbyggere i Danmark har epilepsi, heraf har 264 pr. 100.000 indbyggere epilepsi som følge af en skade på hjernen. Men internationalt tæller epilepsi efter hjerneskade ikke med i statistikkerne.
Aarhusianerne strømmer til Blodbankens Plasmacenter13.11.2024 08:12:07 CET | Pressemeddelelse
En indsats for flere plasmadonationer har i løbet af få måneder resulteret i 1/3 flere tapninger af livsvigtigt blodplasma.
Ny forskning fører til ændring i overvægtsindsatser til børn med svær overvægt13.11.2024 07:28:49 CET | Pressemeddelelse
Et nyt studie fra Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus har medført ændringer i Aarhus Kommunes indsats til børn med svær overvægt. Aarhus Kommune arbejder nu på at tilbyde en længerevarende og mere fleksibel indsats til børn med svær overvægt.
AUH indleder forsøg på at kurere den kroniske sygdom hepatitis B8.10.2024 10:03:42 CEST | Pressemeddelelse
Aarhus Universitetshospital (AUH) har netop igangsat et klinisk forsøg, der skal undersøge effekten af et monoklonalt antistof i behandlingen af kronisk hepatitis B. Forsøget udføres i samarbejde med universitetshospitalet Charité i Berlin.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum