Aarhus Universitetshospital

Tuberkulose rammer mænd hårdere end kvinder

Del

Nyt internationalt studie peger på sociale forskelle som forklaring.

Forskerne fra AUH. Fra venstre Ole Skouvig Pedersen, Andreas Fløe Hvass og Victor Næstholt Dahl.
Forskerne fra AUH. Fra venstre Ole Skouvig Pedersen, Andreas Fløe Hvass og Victor Næstholt Dahl. Foto: Tonny Foghmar, AUH

Mænd med tuberkulose har markant dårligere behandlingsresultater end kvinder. Det viser et nyt stort internationalt forskningsprojekt med deltagelse af læger fra Aarhus Universitetshospital og seks østeuropæiske lande. Resultaterne er netop offentliggjort i The Lancet Regional Health – Europe.

Forskerne har analyseret data fra mere end 6.000 patienter med tuberkulose i perioden 2020 til 2022 fra Ukraine, Georgien, Moldova, Rumænien, Kasakhstan og Kirgisistan. Og forskellen mellem kønnene er tydelig: Hvor 30 % af mændene havde et utilfredsstillende behandlingsforløb – enten i form af død, behandlingssvigt eller udeblivelse fra behandling – var det kun tilfældet for 19,5 % af kvinderne. Herudover var hele 75% af patienterne mænd. 

Men når man i analysen tager højde for faktorer som bl.a. alder, sygdomssværhedsgrad, arbejdsløshed, uddannelsesniveau, rygning, stof- og alkoholmisbrug og tidligere fængselsophold, så forsvinder den statistiske forskel mellem kønnene. 

– Det tyder på, at de dårligere behandlingsresultater blandt mænd ikke skyldes biologiske forskelle, men derimod sociale og adfærdsmæssige forhold, siger hovedforfatteren på studiet, lægestuderende Ole Skouvig Pedersen. 

Kvinder over 65 år er særligt sårbare
Selvom kvinder samlet set klarer sig bedre, viste studiet også, at ældre kvinder er mere udsatte end ældre mænd. Blandt kvinder over 65 år var risikoen for at dø af tuberkulose dobbelt så høj som blandt jævnaldrende mænd. 

– Det kan skyldes aldersrelaterede forskelle i immunforsvaret mellem kønnene, men vi kan ikke sige det med sikkerhed ud fra dette studie. Det viser dog, at nogle grupper af kvinder – især ældre – kan have særlige behov, når det kommer til diagnostik og behandling, siger læge og forsker Victor Næstholt Dahl fra Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, som er en af de projektansvarlige bag studiet. 

Tuberkulose rammer mænd hårdest
Globalt rammer tuberkulose flere mænd end kvinder. WHO vurderer, at mænd udgør over halvdelen af de 10,8 millioner mennesker, der hvert år får sygdommen. Samtidig har mænd oftere risikofaktorer som rygning, alkoholmisbrug og social udsathed. 

– Hvis vi vil forbedre behandlingen og nedbringe dødeligheden, er det nødvendigt at tage hensyn til køn i tuberkuloseindsatsen. Vi skal forstå, hvordan sociale og adfærdsmæssige forhold påvirker behandlingsforløbet – og skræddersy indsatsen efter det, siger Victor Næstholt Dahl. 

Studiet er det første til at analysere både fælles og kønsspecifikke risikofaktorer for de tre mest alvorlige behandlingsudfald ved tuberkulose – behandlingssvigt, dødsfald og udeblivelse fra behandling – på tværs af flere lande i Østeuropa. 

Bag om forskningsresultatet:
Studietype: Observationsstudie (retrospektivt kohortestudie med prospektivt indsamlede data) 

Samarbejdspartnere: Aarhus Universitetshospital, Borstel Research Center (Tyskland), Kharkiv National Medical University (Ukraine), National TB Reference Laboratory (Moldova), National Center for TB and Lung Diseases (Georgien), samt nationale TB-centre i Rumænien, Kasakhstan og Kirgisistan 

Ekstern finansiering: Civilian Research and Development Foundation (CRDF) 

Interessekonflikter: Nej 

Læs den videnskabelige artikel:
Ole Skouvig Pedersen et al. Sex differences in risk factors for unsuccessful tuberculosis treatment outcomes in Eastern Europe from 2020 to 2022: a multi-country retrospective cohort studyThe Lancet Regional Health – Europe, august 2025, DOI: https://doi.org/10.1016/j.lanepe.2025.101354 

Yderligere oplysninger:
Victor Næstholt Dahl 
Læge på Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital 

Forsker ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet 
Tlf: 6024 4634 

Mail: victor.dahl@rm.dk 

Aarhus Universitetshospital

Aarhus Universitetshospital er et komplet hospital på højeste internationale niveau med alle lægefaglige specialer samlet under ét tag.

Aarhus Universitetshospital ledes af en hospitalsledelse, som består af en hospitalsdirektør, en lægefaglig direktør og en sygeplejefaglig direktør.  

Aarhus Universitetshospital har hvad der svarer til ca. 9.700 fuldtidsstillinger.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

Nyt studie fra Aarhus stiller spørgsmålstegn ved europæiske forholdsregler om fædres brug af epilepsilægemiddel22.5.2025 17:12:21 CEST | Pressemeddelelse

En ny analyse fra forskere ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital kunne ikke vise nogen øget risiko for psykiske udviklingsforstyrrelser hos børn, hvis fædre brugte lægemidlet valproat under sædcelledannelsen. Resultaterne er netop offentliggjort i JAMA Network Open og nuancerer tidligere forholdsregler udsendt fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye