Aarhus Universitetshospital

Nyt studie: Alle børns BMI ændrede sig markant under Covid-19, og flere har stadig svær overvægt efter genåbningen

Del

Ændringerne under Covid-19-pandemien med lukkede fritidsaktiviteter, onlineundervisning og mere mistrivsel kan have været udslaget for markante udsving i børns BMI. Det viser helt nyt studie fra Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitet, som har undersøgt danske skolebørns BMI før, under og efter Covid-19-pandemien, og som netop er blevet publiceret i det anerkendte medicinske tidsskrift JAMA Network Open.

Billede af Jens Meldgaard Bruun (tv) og Frederik Kirkemann Jensen
Jens Meldgaard Bruun (tv) og Frederik Kirkemann Jensen

Gennem to årtier har danske børns BMI ligget ret stabilt, men nu har et nyt studie undersøgt børns BMI før, under og efter Covid-19-pandemien. Studiet viser, at pandemien ændrede markant på børnenes BMI, og det gælder for alle BMI-kategorier.

Studiet med navnet ”Body Mass Index in Children, Before, During, and After COVID-19-Pandemic” er et tværsnitsstudie, der omfatter data fra 426.935 danske skolebørn fra 1. og 6. klasse før, under og efter Covid-19-pandemien. Data er taget fra Børnedatabasen, som indeholder data over alle børn i danske folkeskoler fra obligatoriske sundhedsundersøgelser. Studiet er netop publiceret i det amerikanske forskningstidsskrift JAMA Network Open.

- Udsvingene i børns BMI er meget markante. I studiet har vi analyseret data tilbage fra 2011, og vi ser, at under Covid-19 ændrer alle BMI-kategorierne sig, men i forskellige retninger, fortæller Jens Meldgaard Bruun, som har været hovedvejleder på det nye studie.

Til daglig er han professor og overlæge ved Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet og lægefaglig leder af Nationalt Center for Overvægt.

- Studiet viser, at Covid-19-nedlukningen har påvirket alle børn. Ændringerne i BMI kan aflæses i alle kategorier fra undervægt til svær overvægt. Det er ret usædvanligt, siger han.

Alle børn blev påvirket

Analysen af børnenes data er lavet af Frederik Kirkemann Jensen, der i sit speciale på Folkesundhedsvidenskab fra Health på Aarhus Universitet har kigget sundhedsdata fra skolerne i de tre perioder før, under og efter pandemien.

Jens Meldgaard Bruun fik idéen til at undersøge de danske registre på baggrund af de tal, han så fra udlandet, som specielt viste en stigning i andelen af børn med overvægt og svær overvægt under Covid-19-nedlukningen. Med tal fra Børnedatabasen kunne han sammen med Frederik Kirkemann Jensen belyse, hvordan Covid-19-nedlukningen påvirkede skolebørn i Danmark også efter nedlukningen.

- At vægten ændrer sig så voldsomt under Covid-19 er meget interessant. Forskydninger ses i alle BMI-kategorier, fra undervægt til svær overvægt. Den oplagte lære af dette studie er, at tager man børn ud af deres hverdag, deres faste rammer og rutiner, vil det påvirke alle børn. Ud fra tallene i dette studie kan vi desværre ikke sige noget om årsagen til disse ændringer, men det inspirerer til yderligere studier, fortæller Jens Meldgaard Bruun.

Han finder, at det er en stor styrke, at man med de danske registre har haft adgang til så stort et datamateriale. Det har gjort det muligt at kigge på data fra forskellige årgange.

- Analysen indeholder tal fra børn i indskolingen og på mellemtrinnet, og det gør resultaterne unikke, også internationalt. Studiet viser, at nedlukningen påvirker både børnene i indskolingen og på mellemtrinnet markant. Men vi kan også se, at det påvirker børnene på mellemtrinnet anderledes sammenlignet med børnene fra indskolingen, og det er med til at gøre studiet interessant, forklarer Jens Meldgaard Bruun.

Unikt datamateriale

I Danmark har man lavet helbredsundersøgelser på alle skolebørn i mange år for at sikre deres trivsel, og undersøgelserne omfatter også BMI. Data fra undersøgelserne ligger i åbne registre, og giver et helt unikt materiale.

Studiet af børnenes BMI viser, at fra 2011 og op til Covid-19 nedlukningen har børns BMI ligget ret stabilt i alle vægtklasser og på begge årgange. Det viser heldigvis også, at hovedparten af børn med normalvægt, undervægt og overvægt vender tilbage til før-Covid-19-niveauerne efter genåbningen af samfundet. Men særligt to BMI-kategorier er værd at give ekstra opmærksomhed.

Under nedlukningen var der næsten en fordobling i andelen af børn med svær overvægt, især blandt skolebørn fra indskolingen, og selv et år efter genåbningen ses stadig, at der er 12 procent flere med svær overvægt sammenlignet med tal fra før nedlukningen.

For børn i 6. Klasse var der efter pandemien stadig flere, som havde undervægt sammenlignet med tal fra før pandemien.

Jens Meldgaard Bruun vil i fremtiden lave yderligere studier, både på BMI-kategorierne, men han vil også gerne prøve at koble data om vægt med andre vigtige forhold som for eksempel trivsel.

- Det kunne være interessant at undersøge data igen og undersøge om nogle af de observerede udsving i BMI normaliserer sig, eller om de for eksempel kan kobles til trivsel eller andre psykosociale forhold, siger Jens Meldgaard Bruun.

De væsentligste fund i studiet

  • Alle BMI-kategorier ændrede sig under Covid-19-pandemien, men de fleste ændringer rettede sig efter genåbning.
  • Der var fortsat flere børn fra indskolingen med svær overvægt et år efter Covid-19 nedlukningen.
  • På mellemtrinnet var der flere børn med undervægt et år efter Covid-19 nedlukningen.

Om Studiet

Studiet omfatter data fra 426.935 danske skolebørn i 1. og 6. klasse i tre perioder før, under og efter Covid-19-pandemien.

Data var fordelt på:

  • 268.761 børn i 1. klasse
  • 158.174 børn i 6. klasse

Perioderne, som er sammenlignet er:

  • Før COVID-19: 11.marts 2019 til 10. marts 2020
  • Under COVID-19: 1. september 2020 til 30. juni 2021
  • Efter COVID-19: 1. august 2022 til 31. januar 2024


Data er hentet fra åbne, danske dataregistre:

  • Børnedatabasen, som indeholder højde- og vægtmålinger fra de obligatoriske sundhedsundersøgelser i folkeskolen.
  • Danmarks Statistik, hvor der er hentet information om forældres indkomst og uddannelse.

BMI-kategorier

BMI blev alders- og kønsjusteret (iso-BMI) og inddelt efter WHO-standarder:

  • Undervægt: ≤18,5
  • Normalvægt: 18,5–25
  • Overvægt: 25–30
  • Svær overvægt: ≥30

Bag om forskningsresultatet

  • Studietype: Tværsnitsstudie
  • Samarbejdspartnere: Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitet
  • Ekstern finansiering: Ingen
  • Evt. interessekonflikt: Jens Meldgaard Bruun har de sidste tre år undervist for Boehringer Ingelheim, Eli Lilly og Novo Nordisk
  • Læs mere om studiet på stenoaarhus.dk.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Billede af Jens Meldgaard Bruun (tv) og Frederik Kirkemann Jensen
Jens Meldgaard Bruun (tv) og Frederik Kirkemann Jensen har fået udgivet et studie af børns BMI under Corona i det anerkendte medicinske tidsskrift JAMA Network Open. Ved at undersøge data fra det danske register Børnedatabasen har de afdækket, at skolebørns BMI fik et stort udsving under nedlukningen i Coronapandemien. Der var ændringer i alle BMI-kategorier fra undervægt til svær overvægt.
Foto: Steno Diabetes Center Aarhus
Download
Billede af Frederik Kirkemann Jensen (tv) og Jens Meldgaard Bruun (th)
Frederik Kirkemann Jensen (tv) og Jens Meldgaard Bruun (th) har undersøgt danske skolebørns BMI før, under og efter Coronapandemien. Danske børns BMI har indtil pandemien ligget stabilt i to årtier, men data fra coronapandemien afslører, at der var markante ændringer i alle BMI-kategorier fra undervægt til svær overvægt hos skolebørn.
Foto: Steno Diabetes Center Aarhus
Download

Links

Om Steno Diabetes Center Aarhus

Steno Diabetes Center Aarhus er Region Midtjyllands forsknings- og udviklingscenter på diabetesområdet.

Vi arbejder for, at mennesker med diabetes kan leve et godt liv - og knække kurven, så færre får diabetes.

Vi udvikler nye og innovative indsatser inden for behandling, forebyggelse, forskning og tværsektorielt samarbejde. I særlig grad til gavn for alle, som er påvirket af diabetes, men i høj grad også til gavn for det samlede danske sundhedsvæsen.

Centret har til huse på Aarhus Universitetshospital. Vi er drevet og ejet af Region Midtjylland og støttet af en 10-årig bevilling fra Novo Nordisk Fonden.

Læs mere på stenoaarhus.dk.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

Nyt studie fra Aarhus stiller spørgsmålstegn ved europæiske forholdsregler om fædres brug af epilepsilægemiddel22.5.2025 17:12:21 CEST | Pressemeddelelse

En ny analyse fra forskere ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital kunne ikke vise nogen øget risiko for psykiske udviklingsforstyrrelser hos børn, hvis fædre brugte lægemidlet valproat under sædcelledannelsen. Resultaterne er netop offentliggjort i JAMA Network Open og nuancerer tidligere forholdsregler udsendt fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye