Hvis det var hunde eller heste…

Som tidligere grisepasser ved de økologiske grise og senere som dyrlæge ved disse fantastiske dyr genkender jeg alle udsagnene fra annoncen fra Dyrenes Beskyttelse. Grisen er renlig, og grisen er virkelig et højt udviklet dyr med masser af følelser. Det er ikke bare en erfaring, man får, når man arbejder med dyrene, det er også videnskabeligt dokumenteret.

Ved hjælp af lydoptagelser fra grisene i positive og i negative situationer er det lykkedes for forskerne at forstå bare en del af disse dyrs sprog. Grises grynt afslører deres følelser, som kan spænde fra glæde til angst og stress. Når der er følelser, er der vel også bevidsthed?

Ja, og så er der det med intelligensen. Det er veldokumenteret, at grise er intelligente, men man er først nu ved at begynde at forstå, hvad der foregår i hjernerne på vores husdyr. Der venter mange overraskelser.

Det er selvfølgelig dybt fascinerende at dykke ned i grisenes naturlige adfærd og grisenes sprog og følelser, men det rejser unægtelig en række ubehagelige spørgsmål, for hvordan er det lige, at vi er kommet i en situation, hvor vi så accepterer den behandling, som grisene udsættes for i dag? En hundekennel eller et hestestutteri ville jo aldrig kunne slippe afsted med at give deres dyr samme behandling. Det er netop dette spørgsmål, som Dyrenes Beskyttelse rejser med denne fine annonce.

”Hvis vi ikke allerede i dag kan handle på den eksisterende viden, vil mere viden så ændre på det? Det er næsten ligesom, når politikerne vælger at udsætte de ubehagelige beslutninger ved at nedsætte en ekspertgruppe eller en trepartsforhandling”

Forestillingen om at grisen er et urent dyr, passer simpelt hen ikke. Når den økologiske so har bygget rede i farehytten, så kunne det være fristende at lægge sig derinde og tage sig en lur, for der er altid rent og tørt. En rask so vil aldrig afsætte sin gødning eller urin i hytten. Man bør dog droppe tanken om den lille lur, for under naturlige forhold skal man have stor respekt for soen omkring faring. Moderinstinkterne kan være en udfordring for grisepasseren.

Der er ikke megen plads til den naturlige adfærd omkring fødslen i de intensive systemer. Hun er fikseret i en boks, og i heldigste fald får soen lidt halm at lege med inden faringen, men hun er tvunget til at føde i gødearealet. Det ville aldrig ske for en rask so i naturen.

Senere i grisens liv er det tydeligt, at hvis grisen har muligheden for at holde sig tør og ren, ja så vil den gøre det. Grisen vil kun lægge sig i gødningsområdet, hvis den ikke har mulighed for at regulere sin kropstemperatur på anden måde, eller hvis pladsforholdene er så trange, at der ikke er andre muligheder.

Nå man kommer jævnligt hos grisene, så bliver man genkendt, og grisene er trygge ved en. Hvis det er længe siden, man har været på gården, ja så er grisene mere frygtsomme. Dette mønster er tydeligst hos søerne, og afhænger i øvrigt også meget af, om personalet bruger tid på at skabe kontakt med dyrene f.eks. når de fodres. Det handler om kommunikation og relationer!

Der er mange støjkilder i de intensive produktionssystemer: Fodringsanlægget, som kører mange gange i døgnet, ventilationen og så alle de mange dyr. Håndteringen af dyrene, og det sker ofte, går heller ikke altid stille for sig. Det kan være en udfordring, hvis man vil bruge dyrenes lyde som en indikator på deres velbefindende. Støjniveauet må også give problemer med den interne kommunikation mellem grisene?

Der er stadig meget vi ikke ved om, hvad der foregår i grisenes hjerner. Det samme kan siges om de andre husdyr. Det er nemt at forstå forskernes fascination af dette arbejdsfelt, og meget ofte hører man, at denne viden skal bidrage til at forbedre dyrenes velfærd. Alligevel så sidder man tilbage med følelsen af, at hvis vi ikke allerede i dag kan handle på den eksisterende viden, vil mere viden så ændre på det? Det er næsten ligesom, når politikerne vælger at udsætte de ubehagelige beslutninger ved at nedsætte en ekspertgruppe eller en trepartsforhandling.