Langt færre med diabetes dør af hjerte-kar-sygdom
Andelen er personer med type 2-diabetes, der dør af hjerte-kar-sygdom, er næsten halveret gennem de sidste 20 år. Det betyder, at kræft i dag - ligesom for resten af befolkningen - er den hyppigste dødsårsag blandt personer med type 2-diabetes. Det viser ny dansk befolkningsundersøgelse fra Steno Diabetes Center Aarhus.
Den gode nyhed er, at diabetesbehandlingen i dag er blevet så god, at personer med type 2-diabetes lever længere og dør sjældnere af hjerte-kar-sygdom, end de gjorde for 20 år siden. Det betyder, at de i dag dør af de samme sygdomme, som personer uden diabetes.
Det konkluderer forskere fra Steno Diabetes Center Aarhus i et nyt studie baseret på danske registre. Her har de undersøgt de hyppigste dødsårsager blandt voksne danskere med og uden type 2-diabetes i perioden 2002 til 2019.
Markant fald i dødelighed
I begyndelse af studieperioden var den primære dødsårsag hos personer med type 2-diabetes hjerte-kar-sygdom. I slutningen af studieperioden er denne dødsårsag næsten halveret og bidrager derfor til et væsentligt fald i den samlede dødelighed blandt personer med type 2-diabetes.
- Det såkaldte dødsårsagsmønster for personer med type 2-diabetes ligner i dag det, som gælder for personer uden diabetes, hvor det er kræft, der er den hyppigste dødsårsag, siger læge og ph.d. Tinne Laurberg fra Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital.
Hun har sammen med læge og ph.d. Susanne Boel Graversen og professor Henrik Støvring netop publiceret resultaterne af studiet i det internationale tidsskrift 'The Lancet Regional Health – Europe'.
- Andre studier viser, at vi er blevet rigtig gode til at forebygge og behandle hjerte-kar-sygdom blandt personer med type 2-diabetes, og det kan være grunden til, at vi nu ser denne positive udvikling, siger Tinne Laurberg.
Øget risiko for kræft
Der er dog stadig en betydelig overdødelighed blandt personer med type 2-diabetes - især når det gælder kræft og hjerte-kar-sygdom, fastslår studiet.
Samtidig viser andre studier, at personer med type 2-diabetes dels har en betydelig øget risiko for blandt andet at udvikle bryst- og tarmkræft, og at de i mindre grad deltager i danske kræftscreeningsprogrammer.
- Hvis vi skal forbedre livskvaliteten og overlevelsen hos personer med type 2-diabetes, er det fortsat vigtigt at forebygge hjerte-kar-sygdom, men vi skal også til at fokusere på tidlig opsporing og forebyggelse af kræft og målrette behandlingerne for de personer, som både har type 2-diabetes og kræft, siger Tinne Laurberg.
Demensdødeligheden er stigende
Studiet viser også, at den generelle dødelighed i hele befolkningen er faldende, men at der er en ny tendens i form af stigende død grundet demens - særligt blandt personer med type 2-diabetes.
- Demens er forbundet med hjerte-kar-sygdom og hvordan kroppen omsætter sukker. Der er derfor grund til at tro, at demens blandt personer med diabetes kan have et andet forløb end hos personer uden diabetes. Med en aldrende diabetesbefolkning er hjernen og den kognitive funktion et af de områder, vi skal til at fokusere mere på, siger læge og ph.d. Susanne Boel Graversen.
Fakta
- Mere end 300.000 danskere lever i dag med type 2-diabetes. Det svarer til 5,5 procent af hele den danske befolkning. Tallet forventes at være stærkt stigende de kommende år. Kilde: Videncenter for Diabetes
Studiet viser
- Den hyppigste dødsårsag blandt personer med type 2-diabetes i Danmark har ændret sig fra at være hjerte-kar-sygdom til i dag at være kræftsygdom, som også er den hyppigste dødsårsag for personer uden type 2-diabetes.
- Der er dog stadig en betydelig overdødelighed blandt personer med type 2-diabetes - især når det gælder kræft og hjerte-kar-sygdom.
- Hvis livskvaliteten og overlevelsen hos personer med type 2-diabetes skal forbedres, er det vigtig forsat at forebygge hjerte-kar-sygdom, men også at udvide til forebyggelse og tidlig opsporing af kræft.
- Det nye dødsårsagsmønster kalder på behandlingsstrategier, som tager højde for, at flere borgere både har type 2-diabetes og kræft.
- Den generelle dødelighed i hele befolkningen er faldende, men der er en ny tendens i form af stigende død grundet demens, særligt blandt personer med type 2-diabetes.
Bag om forskningsresultatet
- Studie: Trends in cause-specific mortality among people with type 2 and type 1 diabetes from 2002 to 2019: a Danish population-based study
- Studietype: En befolkningsundersøgelse af, hvad voksne danskere med og uden diabetes dør af i perioden 2002 til 2019
- Samarbejdspartnere: Sarah Wild, University of Edinburgh og Rimke Vos, Leiden University
- Ekstern finansiering: Ingen (forskerne bag studiet er ansat ved Steno Diabetes Center Aarhus, som delvist er finansieret af en donation fra Novo Nordisk Fonden).
- Interessekonflikter: Ingen
Nøgleord
Kontakter
Tinne Laurberg, læge og ph.d.
Steno Diabetes Center Aarhus
tinlaurb@rm.dk, tlf. 2033 3009
Marie Mikkelsen, kommunikationsrådgiver
Steno Diabetes Center Aarhus
marie.mikkelsen@rm.dk, tlf. 2370 6911
Billeder
Links
Om Steno Diabetes Center Aarhus
Steno Diabetes Center Aarhus er Region Midtjyllands forsknings- og udviklingscenter på diabetesområdet.
Her udvikles nye og innovative indsatser inden for behandling, forebyggelse, forskning, uddannelse og tværsektorielt samarbejde. I særlig grad til gavn for alle, som er påvirket af diabetes, men i høj grad også til gavn for det samlede danske sundhedsvæsen.
Centret, som har til huse i den nye Forumbygning på Aarhus Universitetshospital, er drevet og ejet af Region Midtjylland og støttet af en 10-årig bevilling fra Novo Nordisk Fonden.
Læs mere på stenoaarhus.dk.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital
Ny forskning tyder på at forekomsten af epilepsi er undervurderet14.11.2024 08:27:59 CET | Pressemeddelelse
Et studie viser, at 697 pr. 100.000 indbyggere i Danmark har epilepsi, heraf har 264 pr. 100.000 indbyggere epilepsi som følge af en skade på hjernen. Men internationalt tæller epilepsi efter hjerneskade ikke med i statistikkerne.
Aarhusianerne strømmer til Blodbankens Plasmacenter13.11.2024 08:12:07 CET | Pressemeddelelse
En indsats for flere plasmadonationer har i løbet af få måneder resulteret i 1/3 flere tapninger af livsvigtigt blodplasma.
Ny forskning fører til ændring i overvægtsindsatser til børn med svær overvægt13.11.2024 07:28:49 CET | Pressemeddelelse
Et nyt studie fra Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus har medført ændringer i Aarhus Kommunes indsats til børn med svær overvægt. Aarhus Kommune arbejder nu på at tilbyde en længerevarende og mere fleksibel indsats til børn med svær overvægt.
AUH indleder forsøg på at kurere den kroniske sygdom hepatitis B8.10.2024 10:03:42 CEST | Pressemeddelelse
Aarhus Universitetshospital (AUH) har netop igangsat et klinisk forsøg, der skal undersøge effekten af et monoklonalt antistof i behandlingen af kronisk hepatitis B. Forsøget udføres i samarbejde med universitetshospitalet Charité i Berlin.
Livstilsændringer på recept: Kan vi helt fjerne type 2-diabetes?1.10.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Stort nationalt forskningsprojekt skal undersøge, om type 2-diabetes kan gå væk alene ved hjælp af vægttab og skræddersyede kost- og motionsændringer. Projektet er det hidtil største af sin slags i Danmark og støttes med lidt over 100 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum